Mission. Havde det ikke været for indvandringen fra muslimske lande, havde kirkefolk og politikere, meningsdannere og medieverdenen næppe fundet på at diskutere betydningen og vigtigheden af missionsbefalingen. Er det folkekirkens opgave at drive mission blandt ikke-kristne nydanskere og dermed fremme integrationen? Jo, sikkert, men tiden bør også skrige på mission – blandt gammel-danskere.
Tag nu folkekirkens egne efterhånden temmelig rummelige for ikke at sige grænseløse rammer. Det er vel ikke helt uden grund, at danskernes alternative tro ryddede forsiden på Kristeligt Dagblad for nylig. Danskerne drages af spiritualitet og lader sig vildlede af åndelige vejledere og clairvoyante. Bibelen eller dannelsesromanen på natbordet er skiftet ud med magiske sten, krystalkugler og en lille fed Buddha-figur. Den slags tosserier er folks egen sag – bare ikke folkekirkens sag.
Ikke desto mindre lød overskriften den efterfølgende dag: ”Folkekirken er særligt åben for det alternative.” Det kan ikke komme bag på nogen, eftersom præster kan tro på reinkarnation, tale med døde heste og stadig hæve deres tjenestemandsløn.
Undskyld, er der en voksen eller måske bare en biskop til stede? Folkekirken er ikke for sjov, men den bliver til grin, når den lukker alt ind, der bare lugter lidt af spiritualitet og røgelsespinde.
Måske er det ikke så sært, at den kristne grundforvirring blandt nogle meningsdannere, politikere og journalister i Debatdanmark er stor. Der er en afgrund af uvidenhed og ingen hjælp at hente i folkekirken. Men man behøver jo ikke, som Manu Sareen (AL) og Mogens Jensen (S), at brillere med, at man har fattet meget lidt af, hvad kirke og kristendom er. Som om alle mennesker ikke i forvejen er lige for Gud, er begge d’herrer taget på antidiskrimineringskorstog for at korrekse kirken og kristendommen med deres lighedsideologi og rettighedstænkning.
Det er heller ikke sjældent, man hører folk, der ellers skulle gå for at være store begavelser, som for eksempel professor mso Anders Klostergaard Petersen, sidestille kristendom og islam som lige yderligtgående og voldelige, lige undertrykkende og frihedsberøvende for det enkelte individ.
Så er der det frelste venligbo-segment. De læser Bibelen omtrent som Fanden og tror, at Kristus var ngo-medarbejder. Selv står de hævet over den blødende jord, hævet over at tage stilling til de problemer, der giver snavs på fingrene. Skråsikkert udpeges ”de gode” og ”de onde”, og der fældes moralske domme over politikere, der træffer ubehagelige, men nødvendige beslutninger.
Lige så frelste sjæle kan findes på modsatte fløj, hvor markante nationalkonservative stemmer misbruger kristendommen til at afstive en borgerlig orden. Som om kristendommen er en lidt finere Emma Gad-udgave af morallæren. Det er en bemærkelsesværdig tendens, at kristendommen fremhæves, ikke fordi man nødvendigvis ved, hvad den egentlig er, men fordi den er et rigtigt nøgleord at kunne i debatten om fædreland og EU, islam og indvandring.
(Selv)frelste er der nok af. Efterhånden er det sværere at finde en ærlig synder. Det er i sig selv et vidnesbyrd om, at folkekirken skal tage missionsbefalingen alvorligt, fordi evangeliet trænger til at blive forkyndt og kendskabet til kristendommen opbygget.
Spørgsmålet om kirkens mission burde slet ikke være til debat. Men alle de fordomme, der klæber til ordet mission, giver en god undskyldning for ikke at missionere. Det er forestillingen om, at mission har noget med missionsfolk og missionshuse at gøre. Myten om manden med den sorte bog under armen og et fromt glimt i øjet, der går fra hus til hus.
For det er tilsyneladende det, biskop Peter Skov-Jakobsen har hørt om, når han er forbeholden over for mission. Han udtaler til Kristeligt Dagblad, at mennesket står direkte over for Gud uden nogens mellemkomst. Ja, selvfølgelig. Men mission betyder heller ikke, at nogen klemmer sig manipulerende mellem Vorherre og den enkelte.
Mission er at være taget i tjeneste, være sendt til hinanden for menneskelivets skyld, at stille dig ved dit medmenneskes side og forkynde, når lejligheden byder sig, uden forbehold og uden omsvøb, at man i mødet med en anden religion respekterer og tager sig selv lige så alvorligt som den anden, man møder, og insisterer på forkyndelsen af Guds ord som sandheden. Så opstår den ligeværdige, respektfulde samtale af sig selv.
Kristendommen skal forkyndes, hvor det er belejligt, og hvor det er ubelejligt. For tiden ser det ud til at være særdeles ubelejligt – derfor skal der netop forkyndes – til modtagelse og til forargelse, til at leve af og til at støde sig på. Mission er bare at give evangeliet videre, for hverken modtagelsen eller virkningen i de dybeste lag af den andens hjerte, er noget menneske herre over.
Det er Guds Ånd, som alene bærer Ordet – Ordet, der sætter os på plads, når vi er selvretfærdige, og minder os om, at vi er syndere, fejlbarlige og ufuldkomne mennesker. Ordet om Guds nådige tilgivelse, der rejser os op, når vi falder. Deri ligger frisættelsen til at leve og indrette vores liv, som vi vil, i ansvar over for dem, vi deler det med.
Selv de argeste ateister har deres frihed fra kristendommen. Folkekirken skal minde os om, at i vort frie samfund er kristendommen den åndelige rygrad, der har lagt respekten for det gudsskabte menneskeliv i vore hjerter og givet os den personlige frihed i vores sekulariserede samfund, den frihed, kristne som ikke-kristne nydanskere bliver mødt af – og skal integreres ind i.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.