Prøv avisen
Debat

Ung og udbrændt: En gymnasieelevs bekendelser

Jeg er skrald for kvote 2, fordi jeg ikke har overskud til at være kulturel, og jeg er en nobody på kvote 1, fordi jeg synes, det er svært at gå i gymnasiet, skriver Sarah Jane Kok.

Min klump i halsen er ikke venstreorienteret klynk– det er en følelse, som ligger dybt i mig og min hverdag som en reminder om, at vores ungdomskultur er helt kørt af sporet, skriver gymnasieelev

Jeg er træt af at være træt. Jeg er træt af klumpen i halsen, og mest af alt er jeg træt af vores gymnasiesystem.

Forleden kunne jeg ikke finde min samfundsfagsbog. Jeg rev hylder til ukendelighed og splittede min reol ad, startede forfra, råbte ad min søster og begyndte til sidst at græde. Over at jeg ikke kunne finde min samfundsfagsbog, og at jeg havde brugt 10 minutter på at lede, som jeg kunne have brugt på at læse dansk, og fordi jeg ikke kan redegøre for gini-koefficienten, og fordi mit liv er en klump i halsen.

Jeg fandt noter og krøllede papirer frem og gav mig til at plotte ord ind i Word. Jeg fattede ikke, hvad jeg skrev, eller hvad jeg mente, eller hvad jeg lavede, for i øjeblikket havde jeg glemt, hvordan man læste, og alle ord og tal og grafer, som jeg aldrig havde set før (eller har jeg?) blev til grød på min skærm. Grød. Så skal jeg lave madpakke. Og dansk. Og spansk. Og samfundsfag.

Jeg er træt af at være træt. Jeg er træt af klumpen i halsen og af ikke at blive hørt. For min klump i halsen er ikke venstreorienteret klynk– det er en følelse, som ligger dybt i mig og min hverdag som en reminder om, at vores ungdomskultur er helt kørt af sporet.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som føler, hvad jeg føler. Ansvaret ligger hos os selv, for vi skal lære at sige fra og til, men det ligger også i den grad i det samfund, vi lever i. Præstation er blevet gymnasieelevernes levegrundlag. Vi skal være kloge, smukke og sjove. Der er ikke plads til at være ung og dum, vi er snarere unge og fornuftige, men hvis der ikke er plads til pusterum, når man er ung, hvornår er der så?

Jeg var i skole fra 8 til 15. En times transport til skole, hvor jeg tænkte: ”Hvorfor var det nu, jeg ville i gymnasiet?”, en time hjem og tænkte: ”Hvis jeg ikke kommer ind på Københavns Universitet, så er jeg en nobody”, på arbejde til klokken 19, hjemme klokken 20, glemte at gå i bad for tredje dag i træk, og mit liv vokser i min hals.

For jeg har kun 10,5 i gennemsnit, og jeg skal have 12.8, og der står 67 kroner på min bankkonto, og minus to år på min søvnkonto. Jeg er slet ikke smuk nok til at blive antropolog eller konsulent, eller til at bo på Østerbro og spise skyr med havtornskompot. Jeg er skrald for kvote 2, fordi jeg ikke har overskud til at være kulturel, og jeg er en nobody på kvote 1, fordi jeg synes, det er svært at gå i gymnasiet.

Stop. Jeg gør oprør og lader være med at aflevere min samfundsfagsopgave. For jeg hedder ikke 10,5, jeg hedder Sarah, og jeg er en somebody. Og jeg skal ændre vores ungdomskultur, for jeg er ikke bare en karakter, det har jeg for meget integritet til. Integritet. Jeg har lært ordet, men jeg har glemt betydningen. Jeg ligger vågen igen i nat, fordi min klump i halsen vokser med en fast procent, men jeg har glemt, hvad det betyder, og jeg skal i skole igen i morgen, men jeg har glemt hvorfor.

Sarah Jane Kok er gymnasieelev.