Ungarn trækker overskrifter i aviserne i denne tid. Det skyldes desværre ikke de mange kvaliteter, som gør landet til et skønt turistmål og et dejligt sted at bo. Det skyldes i stedet den nationalistiske og centralistiske politik, som regeringspartiet Fidesz fører, og som har fået kommentatorer til at sammenligne Ungarn med Vladimir Putins autokratiske Rusland.
Men hvad er det, der er sket med det førhen så forholdsvis liberale Ungarn? Det Ungarn, som i 1956 kæmpede tappert for frihed, som havde det måske mest menneskelige styre i hele Østblokken, og som i 1989 slog hul i muren, så snart muligheden bød sig.
LÆS OGSÅ: De næste skridt i traktatsag mod Ungarn
Bagtæppet for de seneste mange års udvikling er ungarernes uforløste opgør med deres egen dramatiske og omskiftelige historie. Staten har en historie på mere end et tusinde år, og den havde sin storhedstid i årene 1000-1500, da den helt eller delvis besatte og kontrollerede en række naboområder, deriblandt de nuværende lande Slovakiet, Ukraine, Rumænien, Serbien og Kroatien.
Efter 1500 blev riget dog gradvis splittet og svækket, og ved freden i Trianon i 1920 faldt det næsten sammen, da det med ét slag mistede to tredjedele af sit territorium og 60 procent af sin befolkning.
Freden i Trianon var en national katastrofe. Værst var det måske, at flere end tre millioner etniske ungarere blev efterladt i de tabte naboområder. Her boede de og senere deres efterkommere som fortabte slægtninge, som man på den ene eller anden måde håbede at bringe tilbage.
Det var at føje spot til skade, at de ungarnske mindretal fortrinsvis var koncentreret i de tidligere besiddelser, herunder især Rumænien, Slovakiet og Serbien. Disse lande har alle kulturer, som ungarerne historisk dels har følt sig hævet over, dels har set sig selv som et mere civiliseret bolværk imod.
UNGARERNE SER også i dag med stolthed tilbage på den tid, da de regerede en stor del af Europas sydøstlige hjørne. Og de har en betydelig nostalgi for denne fjerne fortid, som forbindes med et rent og simpelt liv; det er især forestillingen om den stolte ungarer, som lever i pagt med naturen ude på den vidtstrakte puszta, som har bred folkelig appel i dag. Denne stolte ungarer er en etnisk ungarer. Han tilhører ikke en mindretalsgruppe, og især er han hverken roma eller jøde, altså repræsentant for de to mest ildesete mindretal i dagens Ungarn.
Disse forhold var med til at give Fidesz og dets karismatiske leder Viktor Orbán en jordskredssejr ved det seneste valg i 2010. Partiet vandt 262 af parlamentets i alt 386 sæder, nok til på egen hånd at gennemføre bebudede og vidtrækkende grundlovsændringer, og Orbán overtog posten som regeringschef efter Socialistpartiets Gordon Bajnai.
Fidesz er et nationalistisk og populistisk parti, som meget dygtigt forfølger aktuelle strømninger og præsenterer simple svar på komplicerede spørgsmål. Partiet har efter valget revideret grundloven, og disse ændringer har blandt andet trukket ungarskheden i en mere traditionel og ekskluderende retning.
I grundlovens præambel gøres det klart, at det 20. århundredes moralske forfald har gjort en åndelig og intellektuel fornyelse absolut nødvendig. Derefter henvises blandt andet til landets kristne arv, Den hellige Krone (kongehusets krone fra 1000-tallet og et symbol på staten), det ungarnske sprog (som staten skal beskytte) foruden familieværdier (inklusive beskyttelsen af ægteskabet mellem mand og kvinde).
I lighed med den tidligere grundlov understreger den nye også, at Ungarn vil tage vare på etniske ungarere i andre lande. Kontroversielt er det dog, at grundloven nu taler om blandt andet at støtte deres individuelle og kollektive rettigheder, hvilket hurtigt kan føre til problemer med de berørte nabolande.
ALLEREDE DEN 1. januar 2011 trådte en ny lov om statsborgerskab i kraft. Denne lov åbner døren for statsborgerskab for efterkommere af etniske ungarere, som var statsborgere før 1920. I løbet af det første år modtog man 200.000 ansøgninger, og af disse er halvdelen allerede blevet tildelt statsborgerskab. Samtidig har man med en ny valglov givet de nye sandsynligvis overvejende nationalkonservative borgere ret til at stemme ved ungarnske valg.
Fidesz vandt dog ikke alene valget i 2010 på grund af nationalitetspolitikken. Lige så vigtigt var det, at partiet lovede at tage et opgør med det etablerede politiske system, som i 00erne blev betragtet med stor lede.
UNGARN HAR IKKE som flere af de andre lande i Østblokken foretaget et skarpt brud med den politiske fortid. Det skyldes, at det politiske liv trods alt var mere poleret og menneskeligt, end man så i de fleste andre kommunistiske stater. Mine ungarske venner er lykkelige for murens fald, men de tænker alligevel tilbage på tiden før 1989 med en vis varme og glæde. Dette er i modsætning til eksempelvis Rumænien, hvor befolkningen var ydmyget og drevet til det yderste.
Det manglende brud med den politiske fortid har givet mange ungarere en fornemmelse af, at det er repræsentanter for den samme elite, som er blevet ved med at styre landet; at det er de samme aldrende politikere og nu også deres børn, som lever fedt på andres bekostning og gerne ofrer landets interesser for at tjene deres egne. Denne elite forbindes ofte med det førhen så magtfulde Socialistparti.
Fidesz har iscenesat sig selv som den lille mands parti og har gennemført et frontalangreb på det politiske establishment. Det er blandt andet gået ud over domstolene og centralbanken, hvis uafhængighed er blevet alvorligt svækket, og medierne, som er blevet pålagt at rapportere mere afbalancerede nyheder og i øvrigt bidrage til at styrke den nationale identitet. Hvis medierne ikke lever op til dette, kan de nu lettere end tidligere blive tvangs-lukket.
Også den mindre folkelige del af kulturlivet er blevet ramt. Massive nedskæringer har allerede ført til lukninger og omfattende fyringsrunder på blandt andet landets teatre. Kritikere hævder, at der er tale om et ideologisk betinget angreb, og at Fidesz reelt blot har ønsket at straffe de dele af kulturlivet, som partiet finder for kritiske, liberale og i bund og grund ikkeungarske.
Trods kritikken er Orbán ikke som Putin, og Ungarn er ikke som Rusland. Undertrykkelsen og ensretningen er mindre, og det nye politiske flertal i Ungarn er trods alt mere modtageligt for gode argumenter og kritik, end de russiske magthavere er. Fidesz støtter ser generelt den internationale kritik af regeringen som både uretfærdig og misforstået, men vi må forvente, at den på sigt alligevel vil have en virkning.
Ungarerne har en sund portion tiltro til egne evner og bedrifter, og de ser om noget sig selv som et helt centralt medlem af den europæiske kulturkreds. Når der nu sås tvivl om dette for eksempel via sammenligninger i de vestlige medier med det Rusland, som de national-konservative i Ungarn foragter, vil det sandsynligvis påvirke dem.
Ungarns venner bør, på et sobert og oplyst grundlag og uden skjulte dagsordener, kritisere de udviklingstendenser, som rettelig bør kritiseres. Her er det naturligt, at EU går forrest. Det er det ikke alene, fordi Ungarns nærmeste venner findes i denne kreds, men også fordi EU gradvis har vundet retten til at definere de rette europæiske standarder. Og med Fidesz nye politik har Ungarn tydeligvis bragt sig selv på kant med disse standarder, som landet tidligere kæmpede for.
Flemming Splidsboel Hansen er ph.d. og tidligere forsker i statskundskab ved Det Centraleuropæiske Universitet i Budapest