Sundhedskrise, økonomisk krise, klimakrise, biodiversitetskrise, hospitalskrise, coronakrise, trivselskrise og mange flere kriser. "Krise" er et populært ord i den offentlige debat for tiden. Men hvor meget krise er der egentlig, og er vi i gang med at nedslide ordet?
Jeg har lige været på en tre dage lang efterskolefestival, hvor 100 unge frivillige fra KFUM og KFUK har undervist og planlagt fælles aktiviteter for 600 efterskoleelever. Her var der ikke krise. Der var masser af problemer og opgaver. Der var en del efterskoleelever, der var udfordret af det sociale pres. Men krise? Nej. Alle var på skift på scenen for at vise "produktet" fra deres undervisning. Langt fra alt var perfekt, men der var klapsalver til alle, og mange fik deres første store sceneoplevelse.
De 100 unge frivillige var udfordrede af at skulle undervise. Men de var først og fremmest fokuserede på den opgave, de havde fået, for at bidrage til det store fællesskab. Alt var langt fra perfekt, men det var vigtigt. For det er vigtigt at mødes og gøre ting sammen. Det er vigtigt, når vi gør vores yderste for at præstere og på den måde bidrage til det fælles liv, der bugter sig mellem succes og afgrund.
For tiden råbes der i generelle vendinger om psykologhjælp til unge, der er ramt af alle de kriser, som voksensamfundet nedkalder over dem.
Jo, vel er det hårdt at være teenager og skulle møblere rundt i hjerne, sind og krop. Og vel er der en mindre gruppe, der har behov for hjælp fra blandt andre psykologer. Men befri venligst unge for en generel offerrolle. Unge er ikke ofre for sociale medier, corona eller andre fænomener. De er i gang med at leve deres liv på de vilkår, der er blevet deres livsvilkår.
Unge er på de fleste punkter, som unge altid har været: usikre, forvirrede og uforståelige, men også varme, elskelige og kompetente.
En generel sygeliggørelse af unge er for det første forkert og en uanstændig talen ned til en hel generation. Derudover er det et katastrofalt svigt over for det mindretal af unge, der har brug for hjælp fra psykologer og andre.
Efter at have været i selskab med efterskoleelever og unge frivillige på efterskolefestival tænker jeg, at den største krise skal findes i voksensamfundet:
For det første skal den nuværende forældregeneration få sig en vigtigere opgave end at overvåge deres børn hvert eneste sekund.
For det andet skal en svækket regering stoppe med at piske en krisestemning op for derefter at kunne fremstå som og med den store løsning på alt.
Temaet for årets efterskolefestival var "Mod". På vej hjem tænkte jeg på, om nogen har mod til at råbe forældrekrise og regeringskrise.
Jørgen Kvist er generalsekretær for KFUM og KFUK.