Børn og unge mennesker uden tro på fremtiden er for mig noget af det sørgeligste, jeg kan forestille mig. Her i begyndelsen af det nye år kunne man for nyligt i flere medier læse om den såkaldte BirthStrike-bevægelse, som blandt andre har danske Sara Ørsted blandt sine tilhængere.
Sara har i lighed med en række andre unge i Danmark erklæret, at hun ikke vil sætte børn i verden, hvis ikke verdenssamfundet når Parisaftalens klimamål. Sara lider tilsyneladende, i lighed med et stigende antal børn og unge, af en udtalt grad af frygt for fremtiden. Fænomenet har på det seneste fået en række forskellige benævnelser, blandt andet klimaangst og klimasorg.
Kort før jul kunne man tilmed her i Kristeligt Dagblad læse, at der i København er etableret en såkaldt klimasorggruppe, der, som det hedder, ”skal være med til at give håb i den ellers tunge klimaangst”.
Hvis min nu snart otteårige søn, Samuel, en dag kom hjem og sagde som Sara og de andre klimaangste unge, ville jeg virkelig føle, at jeg havde svigtet totalt som forælder og som voksent menneske. Vi voksne er i særlig grad forpligtede på at give vores børn og unge en tro på fremtiden. Vores tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) satte for et par år siden ret præcist ord på min bekymring i bogen ”Selvbyggerbørn”, hvor hun blandt andet skrev:
”Vi fratager børn pligter i det nære og giver dem et abstrakt og lammende ansvar for hele verden.”
Jeg er helt med på, at børn og unge naturligvis skal lære om både verdensmål og klimakrise, men jeg vil dog stadig fastholde, at den udvikling, som blandt andet BirthStrike-bevægelsen er udtryk for, er bekymrende.
Lad os ikke parkere ansvaret for alverdens klimakriser, død og elendighed i børneværelset.
Jeg tror desværre at fremkomsten af sådanne bevægelser og den stigende grad af klimaangst og -sorg blandt børn og unge, blandt andet skal findes i mediernes og voksnes ofte helt overdrevne fokus på abstrakte og diffuse problemstillinger, fremfor et i denne her sammenhæng mere jordnært fokus på dannelse og opdragelse.
Efter min bedste overbevisning bør børn og unge mennesker i højere grad være optaget af at være gode kammerater end af store og abstrakte problemer rundt omkring i verden. Her har vi som forældre og voksne et særligt ansvar. De børn og unge, der vokser op i de her år, har i særlig grad brug for, at vi voksne løfter noget af ansvaret fra deres skuldre.
Lad os ikke parkere ansvaret for alverdens klimakriser, død og elendighed i børneværelset. Lad os i stedet tage voksenansvaret på os og give børn og unge en tro på fremtiden. Det har de fortjent.
Christian Borrisholt Steen er foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.