Markant flere unge har mentale trivselsproblemer. En stor del af børn og unge har søvnproblemer.
Et langt større antal børn har stort skolefravær end tidligere. Angst og depressionsproblemer eksploderer inden for børne- og ungepsykiatrien.
Jamen, hvad sker der? kunne man spørge. Og i samme åndedrag selvsagt: Hvad gør vi ved det?
Der er flere bud på, hvad der kan være i spil og være med til at forklare, hvorfor så mange danske børn og unge har det så svært – ret så uventet i et velfærdssamfund som vores. Endnu kan vi nok ikke fagligt påstå, at vi kender mere præcist til årsagsforklaringerne. De kan være så komplekse, at de ikke let lader sig reducere til noget bestemt. Ligesom vi endnu mangler videnskabeligt at afsøge forskellige årsagsforklaringer i et længere tidsmæssigt perspektiv.
Samtidig synes problematikkerne at presse sig så meget på, at det for såvel fagpersoner som for alle os voksne bliver svært at blive ved med at lade stå til og blot konstatere problemerne. Vi kan være i den situation, at vi bliver nødt til at handle, også inden vi kan være sikre på, at vi kender til de videnskabelige svar på alle vores spørgsmål.
Men noget ved vi. Noget kan vi tænke os til. Og noget kan vi handle på.
Vi ved, at de unge mennesker, der er mest udsatte og har mange og forskellige risikofaktorer med sig i deres liv, ser ud til at være blevet kun endnu mere marginaliserede og ”udenfor” i vores samfund. Og vi ved, at ualmindeligt mange almindelige unge har det ualmindeligt svært.
Unge med almindelige familiære og skolemæssige baggrunde, der i ungdomslivet får det mentalt meget svært og har år, som de kæmper sig igennem. Særligt ser det ud til, at unge kvinder har det mentalt væsentligt dårligere, end de havde for år tilbage.
Jeg mener, at vi kan og bør gøre os overvejelser om baggrundene for den mentale mistrivsel blandt børn og unge. Vi kan ikke kun se på de nedslående tal som udelukkende et spørgsmål om, at flere børn og unge har mentale problemer, og at flere og flere specialiserede tiltag skal til. Vi bør også se på, hvorfor så mange børn og unge får mentale problemer.
Mit bud på en del af forståelsen er at se på, hvad det gør ved vores børn og unges identitetsudvikling, at de fødes ind i et samfund, der i stigende grad har sit fokus på præstation og ”at blive til noget”, med forældre, der i stigende grad bærer præg af frygt. Frygten for, om det skal gå vores børn godt i et samfund, hvor vi oplever det som, at går man ikke den slagne vej, så falder man måske helt igennem.
Har det ikke altid været sådan, kan man spørge? Jo, til en vis grad måske. Det hører forældregenerationer til, at vi vil vores børn det bedste og frygter det værste.
Men krydres det, vores børn oplever fra os, med det, de møder derude i verden: skolen og vennerne, samtidig med det, de oplever indeni, så bliver det en mere nedbrydende cocktail. Det, der adskiller vores tids ungdom fra vores egen, er måske netop dette: Det præstationspres, de oplever, oplever de på mange forskellige arenaer på én gang. De oplever det, som om de skal præstere helt i top – ikke blot skolemæssigt, men også i forhold til hvilken venskabsgruppe de er en del af, hvordan de ser ud, og om de har det rette image på sociale medier. Det ydre pres bliver til et indre. Og et, der ikke er let at opfylde – da heller ikke det gennemsnitlige længere er godt nok.
Jeg tror, at de unge mennesker finder deres ungdomsoprør. Det er op til dem, hvordan det skal se ud.
Jeg tror, at vi, ”den voksne” og beslutningstagende generation, skal gøre vores for at forstå, hvad de unge slås med, og tage det på os, som vi har ansvar for.
Tak for at droppe ”uddannelsesloft ”og ”uddannelsesparat”.
Lad os i stedet tænke ungdomslivet som en periode i vores liv, hvor vi har lov til at lede efter der, hvor vi ”fylder” bedst udadtil og indadtil – også selvom vi indimellem går ned ad en forkert sti, slår en genvej – eller må tilbage ad stien og finde rette kurs.
Birgitte Ørnstrup er børnepsykolog.