COP26 er et gigantisk maskineri. Tusindvis af mennesker er samlet til klimatopmødet i Glasgow, og det er svært for børn og unge mennesker at få ørenlyd blandt de mange topledere, lobbyister og virksomhedsrepræsentanter. Med grønt håb og sort frygt forsøger Fridays For Future og andre ungdomsorganisationer at kalde på klimaretfærdighed. Men er der nogen, der lytter? Eller ender COP’en igen i ”bla, bla, bla”, som Greta Thunberg siger det?
Børn burde fylde langt mere på topmødet – både som stemmer på talerstolen og som gennemgående emne i forhandlingerne. For det første, fordi det især er deres fremtid, der er på spil. Men også fordi der allerede i dag er millioner af børn, der lider under klimaforandringerne, og endnu flere, der er ekstremt truet af klimakrisen.
I august estimerede Unicef, at omtrent en milliard børn – knap halvdelen af alle verdens børn – bor i et land, hvor de er i ekstremt høj risiko for at blive ramt af de voldsomme klima- og miljøfænomener, der følger i kølvandet på den globale opvarmning.
Børnene i de i alt 33 lande – blandt andet Den Centralafrikanske Republik, Tchad og Nigeria – er særligt sårbare, fordi de i forvejen har begrænset adgang til basale rettigheder som rent vand, uddannelse, beskyttelse og sundhedsydelser. De er kort sagt dårligt rustet til at stå imod. Og det er en ond cirkel, for klimakatastroferne kan presse børnene yderligere. For eksempel hvis en voldsom oversvømmelse tvinger dem til at flygte eller lukker deres skole ned. Eller hvis en tørke ødelægger høsten og gør, at de ikke kan få mad.
Klimakrisen er en børnerettighedskrise uden skyggen af retfærdighed. Det er der ingen tvivl om.
Selvom de mest udsatte børn bidrager mindst til krisen, er de mest truet af den. De 33 højrisikolande står for 9 procent af den globale CO2-udledning, mens verdens 10 mest udledende nationer bidrager til næsten 70 procent.
Den skævhed ser Fridays For Future desværre også gentaget på topmødet. Alt for få steder kan man høre mennesker fra det globale syd fortælle om, hvordan deres befolkninger allerede i dag oplever klimaforandringerne på trods af deres egne lave udledninger. Når de taler, gør det til gengæld indtryk.
For eksempel da Surangel Whipps Jr., præsident på den lille stillehavsø Palau, tog ordet og sagde: ”Vores ressourcer forsvinder for øjnene af os (...) I kan lige så godt bombe vores øer i stedet for at lade os lide kun for at se vores langsomme død.”
Der er mere end nogensinde brug for handling på den klimakrise, der truer børn over hele verden. Fridays For Future og Unicef opfordrer beslutningstagerne til at være ambitiøse på COP26.
Vi deler opråbet med mange. I en endnu ikke offentliggjort Unicef-undersøgelse blandt 12-17-årige svarer to ud af tre, at verdens ledere gør for lidt for at passe på klimaet. Yderligere 18 procent mener slet ikke, at verdens ledere gør noget.
Vi håber, det giver stof til eftertanke. Verdens ledere må ikke forspilde ”den sidste store chance” for at forpligte sig på markante reduktioner. Og forhandlingerne bør ikke handle om udledninger alene.
Verdens mest udsatte børn er afhængige af, at der investeres langt mere i klimatilpasning og i at styrke deres adgang til basale rettigheder som for eksempel skolegang, lægehjælp og rent vand.
Sidst, men ikke mindst, bør de mange snakke ikke kun handle om børn. Stop det store maskineri, og inviter børne- og ungeorganisationer med indenfor. Lyt til deres grønne håb, og læg med handling låg på deres sorte frygt. Det er især deres nutid og fremtid, det hele handler om.
Karen Hækkerup er generalsekretær i Unicef Danmark. Jelva Illeris Schultz er aktiv i Fridays For Future Danmark og aktivist ved COP26.