Prøv avisen

Universiteterne bør lære af egen historie

FORSKNINGSFRIHED: Måske var det på tide at genoplive den antikke og middelalderlige forestilling om en fri og selvorganiserende sammenslutning af lærere og elever

Siden Dorthe Jørgensen og Peter Kemp i en kronik i Kristeligt Dagblad (den 6. juni) rettede en sønderlemmende kritik mod regeringens og det borgerlige Danmarks angreb på universiteterne og forskningsfriheden, har der foregået en livlig debat i avisens spalter om dette emne.

Allerede dagen efter fulgte Hans Hauge op på kronikken og erklærede sig principielt enig i Jørgensens og Kemps diagnostiske kritik, om end han nok med rette også tilskrev transformationen af de danske universiteter en vis generel tendens i den vestlige verden.

Et par dage efter kom så den ansvarlige minister, Helge Sander (V), på banen. Der var som sædvanlig ikke det store at komme efter. De kære universitetsfolk måtte blot besinde sig på, at forskningsfrihed ikke var det samme som frihed fra ledelse, hvordan må så end skulle tolke den udmelding?

Nu er det jo i sig selv temmelig tankevækkende, at så forskellige akademiske gemytter som Dorthe Jørgensen, Peter Kemp og Hans Hauge kan blive enige om, at Friheden er væk på universiteterne, som overskriften på Hauges indlæg var. Dette burde ganske enkelt mane til eftertanke.

JEG HAR SELV jævnligt kontakt med folk i universitetskredse, og det er kan jeg hilse og sige selv hos borgerligt indstillede universitetsfolk en udbredt diagnose af den nuværende situation, at forskningen og universitetsarbejdet generelt er sat under pres med et stadig stigende krav om evaluering, dokumentation og detailregulering. Man er ganske enkelt ved at ødelægge et helt grundlæggende element på universitetet: engagementet og lidenskaben for forskningen og formidlingen. Noget som p.t. drukner i bureaukratisering og i endeløse møder, strukturændringer, fusioner og embedsmandsfantasier. Reguleringen og reformiveren kender jeg selv fra gymnasiet, hvor en ny reform, nye undervisningsformer og øget kontrol er ved at tage pippet fra selv den mest energiske og omstillingsparate gymnasielærer. Til skade for undervisningen, fagligheden og eleverne. Jeg formoder, at det samme gør sig gældende på landets universiteter som også i folkeskolen, hvor kravet om detaljerede elevplaner blot er sidste skud på stammen.

Tingene er galt fat. Ingen tvivl om det. Men hvad kan man gøre? Ja, hvad angår universiteterne, så giver universitetets historie måske selv et svar på spørgsmålet, da vi må formode, at der ikke er umiddelbar politisk vilje til at ændre på tingenes tilstand. Vi må huske på, at der jo var bred politisk enighed om den nuværende politik på universitetsområdet.

MEN TILBAGE til løsningsforslaget. Normalt opfatter man jo middelalderen som en mørk tid, men det var også her, at de europæiske universiteter så dagens lys. Dengang som edsvorne sammenslutninger og selvorganiserede korporationer af lærere eller af de i en given by forsamlede lærere og studenter (Universitet og videnskab universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik, Hans Reitzels Forlag, 2003, s. 37). Sådan som vi også kender det fra antikkens nærmest mytiske uddannelsessteder: Platons Akademi og Aristoteles Lykeion. Måske var det på tide at genoplive denne antikke og middelalderlige forestilling om en fri og selvorganiserende sammenslutning af lærere og elever. Ja, ganske enkelt oprette private og frie universiteter uden om statens og skiftende politikeres direkte indflydelse.

Det springende punkt ville naturligvis blive finansieringen, men hvis alle kompetente kræfter strømmede fra det etablerede til det frie universitet, så ville studerende og penge ganske sikkert hurtigt følge med. Og man kan selvfølgelig ikke afvise, at statslig finansiering stadig ville spille den væsentligste rolle og dermed sikre forskningens neutralitet, men glæden, lidenskaben, den frie forskning og substansen ville samtidig være tilbage i højsædet.

Det er muligt, at dette forslag fremstår som den rene utopi. Men i forhold til den elendighed, der nu hersker, er selv den ringeste utopi dog et håb om, at tingene kunne være på en anden og bedre måde.

Paw Hedegaard Amdisen,

idéhistoriker, gymnasielærer, cand.mag.,

Strandgade 37 B,

Horsens