Prøv avisen
Debat

Universitetslektor afslører rystende mangel på almen dannelse

"Astrofysikken ender i svimlende gåder, atomfysikken ligeså, og formentlig vil de blive ved med det. The Big Bang gør blot begyndelsen til alt endnu mere gådefuld, end den var før denne forklaring. For hvad ”var” der ”før” Big Bang?" spørger Ole Jensen

Universitetslektor Søren Nørby er forudindtaget og fordomsfuld, når han påstår, at jeg afviser evolutionslæren, skriver Kristeligt Dagblads klummeskribent Ole Jensen

Universitetslektor Søren Nørby kommenterer i Kristeligt Dagblad den 24. august min klumme ”Skabelsestro” fra Kristeligt Dagblad den 31. juli.

Hans kommentar hviler på én eneste kæmpestor fejlagtig antagelse.

Nørby går ud fra, at jeg afviser evolutionslæren! Det gør jeg ikke og har aldrig gjort det. Ikke engang som barn. At universet, kloden og livet på kloden har udviklet sig over ufattelige spand af tid, var en selvfølgelighed i mit hjem, samtidig med at mine forældre nærede den fineste veneration for den kristentro, jeg er dem evigt taknemmelige for at have fået i arv fra dem.

Deres kristendom var et produkt af den formidable gennemtænkning af forholdet mellem oplysningstidens landvindinger og kristendommen, som akkurat vi protestantiske nordeuropæere, ikke mindst i Danmark, kan takke tænkere af stort, til dels genialt format som Schleiermacher, Kierkegaard, Karl Barth, Rudolf Bultmann, Regin Prenter, K.E. Løgstrup, K. Olesen Larsen, Johannes Sløk og andre for.

Søren Nørby afslører en rystende mangel på almen dannelse ved sin forudantagelse og sine fordomme. Hertil kommer, at han ganske naivt bygger en totalforklaring af tilværelsen på naturvidenskabelige landvindinger.

Så er videnskab umærkeligt blevet til ideologi - eller tro. Ateisme er en tro. Hvad skulle det ellers være? For viden er det da ikke. Hvis han hævder, at han ved, at Gud ikke findes, hævder han jo at være alvidende, hvad sjovt nok kun en gud kan være.

Søren Nørbys udfald er ikke nyt for mig. Vi har gået i skole sammen, og vi sad sammen i Det Etiske Råd gennem en årrække. Hver gang jeg møder ham, fremturer han med det samme naive og indskrænkede budskab, og jeg har for længst opgivet at få ham til at lytte til andre end sig selv.

Hvorfor han har gjort det til en slags livsopgave ved enhver given lejlighed at falde over mig med sine godtkøbstanker, nu også på tryk, har jeg svært ved at forstå. Det ligner den skinbarlige missionsiver. Men som alle andre missionærer vil jeg gerne have mig missionær Nørbys budskab frabedt. Jeg har aldrig belemret ham med mit.

Der er i min klumme om ”skabelsestro” ikke én sætning, der vil forklare verdens eller arternes oprindelse. Artiklen er ikke forklaringer, men udtryk for dyb undren og beundring, for ærefrygt, for ærbødighed og taknemmelighed over at være til midt i miraklet tilværelse, miraklet væren.

Evolutionslærens forklaringer og Nørbys ateisme er for fattige rammer til at opfange værensmiraklets indtryksfuldhed. Det kan derimod kunsten, for eksempel Thorkild Bjørnvigs naturlyrik. Og det kan tænkningen, læs for eksempel Hans-Jørgen Schanz og K.E. Løgstrups metafysik.

Den menneskelige tanke er sådan indrettet, at den er i stand til at forstå, at der er noget, vi ikke kan forstå, og at det vil der blive ved med at være.

Astrofysikken ender i svimlende gåder, atomfysikken ligeså, og formentlig vil de blive ved med det. The Big Bang gør blot begyndelsen til alt endnu mere gådefuld, end den var før denne forklaring. For hvad ”var” der ”før” Big Bang?

Hvad rum er, er gådefuldt. Hvad tid er, er gådefuldt. At noget er til, og der ikke bare er intet, er og forbliver totalt gådefuldt. Den menneskelige bevidsthed og subjektivitet er totalt gådefuld.

Arternes enestående skønhed og indtryksfuldhed fylder mig med fryd, med undren og beundring. Jeg holder gåderne åbne - men tager også med kyshånd mod en arvet skabelsestro, der giver mig sprog, udtryk, ritual, kunst og fællesskab til at udtrykke og omgås det uforståelige bag det forståelige.

K.E. Løgstrup bemærker et sted, at et menneske kan være ”ekspertbegavet, men livsstupid”. Hvordan mon det kan være, at den bemærkning bliver ved at melde sig i mit hoved?

Ole Jensen er dr.theol., forfatter og klummeskribent i Kristeligt Dagblad