Luther opfattes ofte som en reformator, der radikalt brød med middelalderens teologi. Med ham begynder noget helt nyt. Denne opfattelse gør nyere tyske Luther-forskere op med. Luthers teologi er ikke udtryk for en helt ny begyndelse. Den har sine rødder i middelalderens mystiske tradition. Ordet mystik betyder i denne sammenhæng ikke noget mærkeligt og hemmelighedsfuldt, sådan som det gør i dagligsproget. Det er et fagligt begreb, der både henviser til en personlig, umiddelbar erfaring af Guds nærvær og til, at målet for mennesket er en forening med Gud.
Mange opfatter for eksempel Luthers skrift ”Om et kristenmenneskes frihed” som et nybrud, der indvarsler en helt ny original reformatorisk teologi, der står i skarp modsætning til alle middelalderlige traditioner. Ifølge Luther-forskeren Berndt Hamm er skriftet imidlertid ikke mere originalt end som så. Vidste man ikke, at Luther var forfatteren, så ville man ifølge Hamm tro, det var skrevet af en samtidig mystiker. Luther bruger eksempelvis i skriftet det meget udbredte billede blandt mystikerne, at troen forener sjælen med Kristus som en brud med en brudgom.
De to bliver ”et kød”, og der sker en glædelig udveksling mellem sjælen og Kristus, så at det, Kristus har, kommer til at tilhøre sjælen, og det, sjælen har, kommer til at tilhøre Kristus. Der sker et intensivt bytte af guddommelige og menneskelige egenskaber. Kristus tager synden på sig og giver retfærdigheden til synderen. Troen kaldes vielsesringen, hvorigennem dette bytte sker. Dette billede på forholdet mellem sjælen og Kristus er dybest set begrundet i Guds inkarnation i Kristus, der indebærer, at i Kristi person er en guddommelig og en menneskelig natur forenet. Alt dette er ikke originalt for Luther. I disse betragtninger ligger Luther på linje med middelalderlig mystik.
Luther kan også beskrive troens forening med Kristus som dette, at den troende bliver bagt sammen med Kristus som en kage. Det sker i en prædiken over Johannesevangeliet, hvor Kristus beder for de troende, ”at de alle må være ét, ligesom du fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.” Dette svarer til nadverbønnen, vi beder hver søndag: ”(...) og lad os med alle dine troende blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen.” Enheden med Gud i troen er altså et centralt tema i Luthers teologi og i vores gudstjeneste.
Også noget så ærkeluthersk som dette at skelne mellem lov og evangelium har ifølge en anden nyere tysk Luther-forsker, Volker Leppin, sin baggrund i den mystiske tradition. Her bekrives forholdet til Gud ofte ved den dobbeltbevægelse, at først tilintetgør Gud mennesket, hvorefter det bliver fyldt med det guddommelige. Det udtrykkes hos Luther ved, at loven tilintetgør mennesket, hvorefter evangeliet fylder det med Kristi kærlighed.
Man har nok tidligere været opmærksom på, at der var mystiske træk i Luthers teologi, men ligefrem at kalde Luther for mystiker, har man ment, var en overdrivelse. Det mener Hamm ikke. Han skriver, at ”Luthers modne teologi, som man kan kalde reformatorisk i den fulde betydning af ordet, ikke kun har en mystisk side eller dimension og overtager ikke blot mystiske motiver, billeder og begreber, men fremviser i den samlede komposition en mystisk karakter.”
Selvom Luthers teologi altså skal forstås som en videreførelse af den mystiske tradition, så er der dog ikke tale om, at Luther bare overtager den traditionelle mystik; han omformer den i en kritik af den. Luther gør for eksempel op med det stærke islæt af platonisk filosofi, der er i den traditionelle mystik, ligesom han også gør op med den mystiske traditions forestilling om, at mennesket bliver totalt identisk med Gud i den mystiske forening, og forestillingen om, at den mystiske forening med Gud kun er for en esoterisk elite. Foreningen med Gud i troen er for alle. Luther påberåbte sig ikke særlige mystiske oplevelser, henrykkelser, ekstatiske oplevelser eller visioner, og han havde ingen hensigter om at inspirere til noget sådant.
Den væsentligste omformning af den traditionelle mystik i Luthers teologi består i, at foreningen med Gud sker igennem ordet og troen. Hvor den traditionelle mystik fremhæver kærligheden som det, der forener Gud og mennesker, så fremhæver Luther troen som stedet for foreningen. Kærlighedsmystikken omformes til en trosmystik. Det guddommelige møder mennesket i form af Guds ord, og det vil sige evangeliet som et levende, virkende ord. Guds ord er ikke blot et kraftløst tegn, men et handlende ord. I troen på Guds ord sker foreningen mellem Gud og mennesker, og troen er ligesom ordet en skabende magt. Luther skriver, at ”troen er almægtig og dens kraft umådelig og uendelig (…). Den fuldender guddommen og er for så vidt dens skaber – om ikke i Guds væsen, så dog i os”. Som billede på foreningen mellem ordet og troen bruger Luther billedet af foreningen mellem jern og ild, som også er fra mystikken. Jernet bliver i ilden glødende rødt. Der sker en forening, men ikke en forvandling af substanser eller naturer. Jernet er også som glødende jern. Menneskets væsen forvandles ikke til et guddommeligt, men det gennemglødes af det guddommelige. Mennesket bliver ikke Gud i den mystiske forening, da Gud er mere end sin åbenbaring i ordet. Han er også en skjult Gud, og som skjult Gud bliver mennesket ikke forenet med ham.
Troen karakteriseres af Luther som en raptus, hvilket også er et mystisk udtryk. Raptus betyder, at man er henrevet. Gud river mennesket ud af syndens garn. Luther henviser til Johannesevangeliet, hvor det understreges, at ingen skal kunne rive dem ud af Guds favn, som Gud har revet til sig. I modsætning til den traditionelle mystik kan mennesket udelukkende være henrevet til Gud i troen.
Det er som transformator af den mystiske tradition, at Luther er original. Luther er nyskabende som mystiker. Han grundlægger en ny type af vestlig mystik.
Man kan undre sig over, at det først nu bliver afklaret, at Luther er mystiker, da Luther selv ikke lagde skjul på, at han stod i stor gæld til mystikken. Han erklærer for eksempel i fortalen til det mystiske skrift ”Ein Deutsche Theologie”, som han formoder, er af Johann Tauler, der var elev af den store mystiker Mester Eckhart, at bortset fra Augustin og Bibelen har ingen bog lært ham mere om, hvad Gud, Kristus og alle ting er, end denne bog. Han er så begejstret for denne bog, at han selv foranlediger den udgivet. Den udkommer i flere oplag. Luther fremhæver ofte mystisk teologi som en erfaringsteologi og forkaster den rationelle spekulative teologi, der blev dyrket på universiteterne.
Uklarheden omkring Luthers forhold til mystikken skyldes, at det i nyprotestantismen har været et dogme, at forholdet mellem Gud og denne verden udelukkende er det, at de er adskilt ved en afgrund. Derfor udelukker protestantisk kristendom og mystik hinanden. Karl Barth hævdede, at evangelisk tro og mystik forholder sig som ild til vand. For Luther at se er forholdet mellem Gud og verden ikke kun det, at de er adskilt, men også, at de er forenet, idet Gud som skabende og opretholdende magt er i alle ting. Gud er allestedsnærværende til stede i alle ting. Denne opfattelse er forudsætningen for Luthers lære om foreningen af Gud og mennesker i troen. Det er kun, fordi Gud allerede er til stede i alle ting, at han kan være specielt intensivt, åbenbaret til stede for mennesket i ordet og troen.
Med det nyprotestantiske dogme som baggrund er det ikke så sært, at Luthers lære om den allestedsnærværende skjulte Gud og foreningen mellem Gud og menneske i troen underbelyses og fortrænges. Vi har glemt, at vi er et med Gud og ikke kun forskellig fra Gud. ”I ham lever vi, ånder vi og er vi”, som Paulus siger det. Opmærksomheden på Luthers mystiske teologi kan minde os om det.
Jakob Wolf er lektor ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.