Arbejdsmarkedet forbliver utilfredsstillet, hvis universiteterne ikke satser på forspillet

Logikken fra politisk hold er tilsyneladende, at der altid er arbejde til dygtige kandidater. Dygtighed handler fra politisk hold om, hvor glidningsfrit kandidaterne kan ”trænge ind” på arbejdsmarkedet. Og hvis indtrængningen ikke går smertefrit, så skal der mere glidecreme til, skriver Dion Rüsselbæk Hansen

Der tillades ikke modstand fra universitet til arbejdsmarked. Men er det ikke via modstanden, at nye former for tænkning kan opstå? I så fald bliver ”forspillet” afgørende. For er det ikke heri, at modstanden kan overkommes, og et gensidigt begær kan vækkes?, spørger Dion Rüsselbæk Hansen.
Der tillades ikke modstand fra universitet til arbejdsmarked. Men er det ikke via modstanden, at nye former for tænkning kan opstå? I så fald bliver ”forspillet” afgørende. For er det ikke heri, at modstanden kan overkommes, og et gensidigt begær kan vækkes?, spørger Dion Rüsselbæk Hansen. Foto: Niels Ahlmann Olesen.

UNIVERSITETERNE SKAL gøre kandidaterne arbejdsduelige. Det betyder, at man fra politisk hold er i gang med at omkalfatre alt det, der på universiteterne har med vilde, nye og kritiske tanker at gøre.

Tanker, der oftest ikke kommer til udtryk andetsteds, fordi de skal have den fornødne tid og mulighed for at blive udfoldet. Nogle tanker kan pludselig indtræffe, men gør det sjældent uden samtale med såvel nulevende som døde samtalepartnere. Denne talen med de levende og (ud)døde er til stor nydelse for nogle og til stor sorg for andre.

Problemet er, at disse samtaler vanskeliggøres af den politiske indblanding i alt, hvad der foregår på universitetet. Tankens magt er farlig, især for magthaverne. Derfor ser vi mange politiske forsøg på at begrænse den kritiske tænkning, der udfordrer status quo.

Et eksempel herpå er indførelsen af det grænseløse måletyranni, der indskrænker tiden til at tænke til fordel for, hvad måles kan, og for så vidt også det, der ikke kan. De studerendes studieaktivitet, trivsel, karakterer, gennemførelsestid og beskæftigelsesgrad skal måles i en uendelighed.

Fra politisk side bruges målingerne til at udmåle det antal piskeslag – ledsaget af en række verbale ydmygelser, som for eksempel ”kornfede” – universiteterne skal udsættes for, såfremt de ikke får deres kandidater hurtigt i arbejde.

LOGIKKEN ER, at der altid er arbejde til dygtige kandidater. Dygtighed handler fra politisk hold om, hvor glidningsfrit kandidaterne kan ”trænge ind” på arbejdsmarkedet. Og hvis indtrængningen ikke går smertefrit, så skal der mere glidecreme til.

Oversat til andre termer betyder det, at universiteterne skal opgive deres tanke-perversiteter og ikke tro, at man kan gøre arbejdsmarkedet opstemt ved at udbyde noget, der ikke efterspørges. Overraskelser er ilde set, hvorfor kandidaterne for alt i verden ikke må forholde sig på uventede, nyskabende og uforudsigelige måder, der kan ophidse og tænde arbejdsmarkedet.

Der tillades ikke modstand fra universitet til arbejdsmarked. Men er det ikke via modstanden, at nye former for tænkning kan opstå? I så fald bliver ”forspillet” afgørende. For er det ikke heri, at modstanden kan overkommes, og et gensidigt begær kan vækkes?

Men hvis kandidaterne blot står til rådighed og underkaster sig arbejdsmarkedets behov, hvorfor så bruge tid på forspil? Pointen er, at interessen hurtigt mistes for denne og hin kandidat, der bare er til rådighed, og som blot giver sig hen.

Derfor kunne det være interessant, hvis man fra politisk hold forlader de sadistiske tilbøjeligheder og lægger pisken på hylden og i stedet sammen med universiteterne og arbejdsmarkedet begynder at tænke over, hvordan man kunne opmuntre til nogle ”forspilsforløb”, hvor kandidaterne og arbejdsmarkedet kan tænde hinanden.

DET ER MÅSKE HER, der kan åbnes nye veje, som politikerne, universiteterne og arbejdsmarkedet ikke har blik for. Herfra lyder det samstemmigt: “Vi skal direkte til selve akten, og der skal ’udløses’ hurtigst muligt.” Pointen er, at hvis der blev afsat tid til ”forspillet”, kunne det jo vække et begær med dertilhørende nydelse.

Og er der ikke mere nydelse i at lykkes med noget, man har skullet kæmpe for end det modsatte? Det er jo ofte i kampens hede, efter et ophidsende forspil, at man er tilbøjelig til at overskride ellers så etablerede og trygge grænser, hvilket kan åbne helt nye og uventede horisonter.

Selvom samtidens politikere konstant forsøger med forskellige typer hjælpemidler at tilfredsstille et utilfredsstillet arbejdsmarked, så er spørgsmålet, om man ikke er galt på den?

Det virker i hvert fald ikke til, at arbejdsmarkedet bliver mere tilfredsstillet af den universitetsspanking, der finder sted fra politisk hold, og som får universiteterne til som en slags masochister at kravle forvirrede og hjælpeløse rundt, hvilket også har (faglige) konsekvenser for kandidaterne.

Måske tiden er moden til at satse på forspillet, hvorigennem frugtbare relationer mellem dygtige kandidater og arbejdsmarkedet kan etableres.

Dion Rüsselbæk Hansen er ph.d. og lektor i uddannelsesvidenskab ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet