Prøv avisen
Debat

Studerende: Lad os nu tale pænt om sundhedsvæsenet

Der er sikkert mange steder, hvor man kan gøre tingene anderledes, men jeg fastholder, at den danske redningsplanke for vores sundhed fortjener flottere ord med på vejen, end den får i dag, skriver Mike Stoltenborg Sørensen.

Sundhedsvæsenet er et af velfærdssamfundets kronjuveler. Jeg tror, vi skal passe må med at tale det ned og hele tiden nære indtrykket af, at det er i en elendig forfatning

TV2-DOKUMENTAREN ”Dem vi var” gav et fint indtryk af den kaotiske og ulykkelige situation, der følger med en hjerneskade. Overlever han? Bliver han den samme igen? Får han den rigtige behandling?

Det sidste spørgsmål får ikke meget opmærksomhed i dokumentaren, som mest tager udgangspunkt i det forandrede familieforhold.

Men i en kronik i Kristeligt Dagblad den 21. september gør Mette Line Boserup fra dokumentaren, hvad hun kan for at fremstille billedet af et usundt og uværdigt sundhedssystem, som ingenlunde er sin opgave ansvarlig.

Gang på gang foranlediges man til at tro, at sundhedssystemet er på randen af undergang. Eller i hvert fald, at det overophedede sundhedsvæsen dårligt er i stand til at varetage rollen som befolkningens livline, når det brænder på. Det gør mig ked af det!

Mette Line Boserup udlægger et sundhedssystem, som jeg ikke kan genkende. I marts 2013 kom jeg alvorligt til skade efter et fald fra 1. sal. Redningspersonalet var hurtigt fremme, og fra det øjeblik og fire måneder frem var jeg uophørligt i hænderne på sygehus- og genoptræningspersonale. Foruden at brække en kæbe, skulder og punktere en lunge opstod der kraniebrud og blødninger uden på hjernen. Et øjebliks uopmærksomhed gav mig status som hjerneskadet.

DE NÆSTE FJORTEN dage tilbragte jeg på Neurointensivt Afsnit i Aarhus, den første uge i koma. Afdelingen tager imod akut livstruede mennesker, der har brug for meget hjælp. I perioder betyder det permanent observation fra sundhedspersonale. I min verden er der langt derfra til læger og sygeplejesker, der ikke har tid til patienter og pårørende.

Når jeg læser i min mors dagbog fra perioden, hvor jeg selv var uden bevidsthed, så møder jeg et anderledes positivt billede, end det man ofte kan læse i avisernes spalter. Hun fortæller om et kompetent og venligt personale med overskud til at træffe de rigtige beslutninger af hensyn til patient og pårørende. Det samme gælder, når jeg tænker tilbage på genoptræningen på Hammel Neurocenter. Her er det omfanget af patientens hjerneskade sammen med tålmodighed og viljestyrke, der afgør resultatet af genoptræningen.

Forløbet med at genvinde fysiske og mentale færdigheder gik over al forventning – ikke mindst takket være et professionelt personale, der ikke overlod noget til tilfældighederne. Jeg har ingen indsigt i deres arbejdsforhold, men jeg har ikke grund til at tro, at deres dag er skruet sammen, så den ikke har patienternes genoptræning som højeste mål.

Selvfølgelig er sundhedsvæsenet ikke perfekt. Der er desværre patienter og pårørende, som ikke får den ønskede behandling, men det fylder efter min mening uforholdsmæssigt meget. Der er sikkert mange steder, hvor man kan gøre tingene anderledes, men jeg fastholder, at den danske redningsplanke for vores sundhed fortjener flottere ord med på vejen, end den får i dag.

SUNDHEDSVÆSENET ER ET af velfærdssamfundets kronjuveler. Jeg tror, vi skal passe på med at tale det ned og hele tiden nære indtrykket af, at det er i en elendig forfatning. Sundhedspersonale rundt i landet modbeviser dagligt den påstand, men bliver alligevel mødt af det ene sure opstød efter det andet.

Hvis vi antager, at ord er afgørende for vores måde at opfatte verden på, så ville det måske løse flere af sundhedsvæsenets udfordringer, hvis vi omtalte det med nogle af ordbogens andre og mere opløftende muligheder.

Mike Stoltenborg Sørensen er stud.mag.