Urimelig nedlæggelse af gravsteder. Vis dog mere hensyn

PÅ GRUND AF blandt andet et stigende antal urnebegravelser sker der mange omlægninger af kirkegårde. Det burde ikke gå ud over eksisterende grave, men jeg kan konstatere, at flere bliver udsat for at få deres gravsted sløjfet.

Vort familiegravsted ved Vor Frue Kirke i Roskilde skal nedlægges, for kirken har besluttet, at der skal være urnegravsteder på det område, hvor vores gravsted ligger, og det generer åbenbart kirken og arkitekterne, at urnegrave og traditionelle gravsteder ligger ved siden af hinanden. Min mor fik på et tidspunkt at vide, at urnegravstederne måske skulle være runde, og at det derfor ikke kunne passe sammen.

JEG ER KLAR OVER, at et stigende antal ønsker urnebegravelser, og det skal selvfølgelig indgå i kirkens overvejelser, når man planlægger. Jeg er klar over, at kirken lovligt kan nedlægge et gravsted. Men efter min mening er det noget, man skal forsøge at undgå.Og så må man i stedet finde en arkitekt, der ikke er bange for mangfoldighed og ikke nødvendigvis skal have ensartede gravsteder for at få sin æstetiske sans tilfredsstillet.

Jeg er vidende om, at det ikke kun er ved Vor Frue Kirke, at problemet eksisterer. Hvor stort et omfang problemet har, ved jeg ikke, men med det øgede antal urnebegravelser samt øvrige krav som kistegravsteders størrelse kan man frygte, at omfanget bliver større. Men det kommer jo an på, hvordan de enkelte menighedsråd vælger at tackle opgaven.

GRUNDLIGGENDE ER DET mit synspunkt, at selv ved omlægninger skal gentegning af et gravsted være mulig men ikke nødvendigvis nytegning. Det giver selvfølgelig et længere forløb af en eventuel omlægning, men jeg kan ikke se, at det skulle gøre noget. Det kræver blot en mere langsigtet planlægning fra kirkens side.

Min mor har skrevet til kirkeministeren, hvor hun beklager sig over beslutningen om at lukke vores familiegravsted. Hun bestrider ikke dens lovlighed, og håndteringen af sagen fra kirkegårdslederens side har været i orden, men min mor ønsker ministerens syn på sagen. Han har jo før grebet ind i kirkens anliggender (jeg tænker her på vielse af homoseksuelle). Og det kan man vel kalde en udvidelse af rummeligheden i folkekirken, men familiegravsteder og kistebegravelser er der åbenbart ikke altid plads til.

Anders Tengnagel Silberbauer,Baunevej 15,Hillerød