Urimeligt at kritisere Grønlands statsminister for nationalisme

Beskyldningerne om, at Aleqa Hammond skulle være nationalistisk, er uretfærdige, mener præst og foredragsholder

”Hvis jeg var født og opvokset i Grønland, denne verdens største ø med sin særprægede og fascinerende natur og befolkning, kunne jeg med stolthed have sagt det sammesom statsminister Aleqa Hammond,” skriver Stephen Egede Glahn. –
”Hvis jeg var født og opvokset i Grønland, denne verdens største ø med sin særprægede og fascinerende natur og befolkning, kunne jeg med stolthed have sagt det sammesom statsminister Aleqa Hammond,” skriver Stephen Egede Glahn. – Foto: Leif Tuxen.

Undertegnede vil hermed forsvare Grønlands statsminister, Aleqa Hammond, som jeg betragter som en dygtig og modig kvinde og politiker.

Anledningen er den urimelige og uretfærdige omtale, som hun har været udsat for i Kristeligt Dagblad den 4. april. På grundlag af udtalelser, som Aleqa Hammond ærligt og redeligt er fremkommet med, spørger lektor Michael Böss nærmest anklagende: Hvad er det for en grønlandsk nation, hun ønsker sig i fremtiden?.

LÆS OGSÅ: Snæversyn: Aleqa Hammonds Grønland handler om følelser, etnicitet og race

Hvilke udtalelser, løsrevet fra en helhed, er det, som er faldet Michael Böss for brystet? Det er sætninger som: Jeg føler mig ikke hjemme i Danmark, mentalt og personligt er jeg så udansk, som man overhovedet kan være og Vi er ikke danskere, vi ser ikke ud som danskere, vi tænker ikke som danskere. På grundlag af disse udtalelser fremkommer Michael Böss med urimelige beskyldninger om snæversyn og følelsesbaseret, småracistisk etno-nationalisme.

VEDRØRENDE Aleqa Hammonds udtalelser må jeg sige, at hvis jeg var født og opvokset i Grønland, denne verdens største ø med sin særprægede og fascinerende natur og befolkning, kunne jeg med stolthed have sagt det samme. Her, hvor ordene er sagt af en statsminister i Grønland, kan de bidrage til, at grønlænderne ranker ryggen og føler stolthed i dette ords gode betydning.

Da jeg betragter denne sag som yderst betydningsfuld, vil jeg tillade mig at give ordet til en af det 20. århundredes største og fineste kendere af Grønland og grønlænderne, Mads Lidegaard blandt andet forfatter til bogen Grønlands Historie fra 1991.

Heri har han et afsnit under titlen Danskerhad?, som jeg vil tillade mig at citere, fordi Mads Lidegaard her får sagt noget særdeles betydningsfuldt, som jeg ikke kan formulere bedre:

For mange danskere var ønsket om hjemmestyre en skuffelse og blev opfattet som en mistillidserklæring og som en utaknemlighed efter mange års konstant dansk støtte til landets opbygning. Der har været talt meget om danskerhad som baggrund for den nye politik.

Da jeg engang læste i en færøsk sangbog, stødte jeg på en sang, der udtrykte stor kærlighed til Danmark og danskerne. Stor var min forbavselse, da jeg så, at dens forfatter var Jóannes Patursson, der havde tilbragt det meste af sit liv med at kæmpe for færøsk selvstændighed og smide danskerne ud. Da jeg luftede min undren, forklarede min færøske vært, at det ikke var så underligt. Patursson kunne godt lide danskerne der hvor de hørte hjemme og passede, hjemme i Danmark, men han hadede dem i deres rolle som kolonialister på Færøerne.

Det er nok sådan, man skal forstå de grønlandske holdninger. Jeg tror ikke, grønlænderne hader danskerne, men de er kommet til at hade deres dominans på Grønland og den deraf følgende afhængighed, de selv var kommet i. Det er nok en menneskelig grundlov, at man sjældent elsker dem, man er helt afhængig af, for de repæsenterer jo ens egen hjælpeløshed, som man ønsker at komme ud af.

LÆS OGSÅ: Ophidset debat om national identitet i Grønland

Ret beset er det vel et sundhedstegn, at et folk ønsker selv at overtage ansvaret for sin egen tilværelse. Og omvendt vil det være et syg-domstegn, hvis man affinder sig med sin afhængighed og ikke søger at komme ud af den. Intet folk kan i længden udvikle et andet det kan kun det andet folk selv. Man kan hjælpe og give en næve med, hvor det kræves, men grundlæggende må det være en lykke, at grønlænderne har haft så megen selvrespekt, at de har ønsket at bære ansvaret selv. Og det skal vi danske i virkeligheden nok være lykkelige for.

Selvfølgelig kan en så stor dansk dominans, som stadig findes i Grønland, ikke undgå lejlighedsvis at skabe negative reaktioner, men det er efter min bedste overbevisning helt forkert at tale om et almindeligt danskerhad. Der er et stærkt ønske om at kunne selv, men stort set vil den enkelte dansker i Grønland blive bedømt ud fra sin måde at være på, og det er vel naturligt nok.

SÅ VIDT Mads Lidegaards gode bidag til at sætte tingene på plads. Når jeg interesserer mig for denne sag, skyldes det både stor respekt for Aleqa Hammond samt en nedarvet kærlighed til Grønland og grønlænderne. Jeg er vis på, at Aleqa Hammond kender så meget til sit lands historie, at hun ved, at hollænderne eller englændrene havde sat sig på Grønland, hvis ikke Hans Egede var kommet i 1721 og af kærlighed til grønlænderne fastholdt at blive, da Christian VI beordrede alle nordmænd og danskere hjem i 1731. Og med den uddannelse og baggrund, Aleqa Hammond har, er jeg også vis på, at hun om nogen er klar over, at Grønland og grønlænderne, mildt sagt, ville have haft en noget anderledes historie, hvis hollænderne eller englænderne havde siddet på Grønland.

Nu er det således, at Poul Egede, den ældste søn af Gertrud Rasch og Hans Egede, er min tiptiptip-oldefar. Han var 12 år, da familien Egede ankom til Håbets Ø i 1721, og han fik hurtigt meget gode venner blandt de jævnaldrende grønlandske drenge.

Da han snart fik lært at ro kajak, var det faktisk en grønlandsk ven på samme alder, der reddede hans liv, da han lidt for tidligt ville forsøge at foretage en grønlændervending, hvorunder han mistede sin pagaj og kun overlevede, fordi vennen kom ham til hjælp i sin kajak, fik fat i Pouls hånd og derved trak ham op, mere død end levende.

Når jeg skal takke for mit liv og seks forudgående generationer i min slægt, så omfatter takken derfor også i ganske særlig grad en grønlænder. Er der derfor noget at sige til, at jeg har et særligt forhold til Grønland og grønlænderne og derfor må gøre indsigelse, når deres statsminister omtales på en urimelig og uretfærdig måde?

Stephen Egede Glahn, præst og foredragsholder, Strandvej 10 A, Humlebæk