Prøv avisen
Debat

Bille Augusts film forfører som fortaler for aktiv dødshjælp

Filmen 'Stille Hjerte' kan vende folkestemningen i debatten om aktiv dødshjælp, mener sognepræst Gudmund Rask Pedersen. Foto: Simon Skipper

Bille Augusts nye film lægger op til at ville være fortaler for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det er et problem, for film forfører og kan påvirke en folkestemning, mener sognepræst Gudmund Rask Pedersen

UANSET HVAD Bille August selv måtte mene om filmen ”Stille hjerte”, så lægger den for mig at se klart og umisforståeligt op til at ville være fortaler for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

Det er et problem. For en lovliggørelse heraf er, som de 30 underskrivere af manifestet ”Ja til aktiv livshjælp - nej til aktiv dødshjælp” (november 2014) anfører det, en meget dårlig idé.

Det er et problem, at filmen ”Stille hjerte” har denne klare holdning, for film forfører. Eller kan forføre, som fortælling i det hele taget kan det. På både godt og ondt, selvfølgelig.

Det er mig en gåde, at filmeksperten Søren Høy, ifølge Kristeligt Dagblad den 4. marts, kan mene, at fiktion og fiktionsfilm ikke skulle kunne påvirke en folkestemning. Hvad med Milos Formans ”Gøgereden” fra 1974 og den såkaldte antipsykiatri?

Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere har bedrevet med ”Stille hjerte”. Men det er ikke en almengyldig fortælling om at være ramt af hård uhelbredelig sygdom.

Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen Esther i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje. Så stærk, at hun ikke alene har bestemt, hvordan hun vil dø, men også hvem hendes mand skal leve sammen med sidenhen!

Det er (heldigvis) ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring.

Brug for, at den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke med en, skal vi sige endegyldig løsning på min lidelse.

Til det sidste må vi sammen og for hinanden fastholde selv det svageste menneskelivs umistelighedskarakter og værdi. 

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” (kredser også om aktiv dødshjælp) bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen.”

Det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag. Men måske vil hans hustru, Mai, sådan som de for længe siden har talt om at gøre det, nu hjælpe (!) ham af sted.

”Stille, hjerte, sol går ned/ sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftensang. Vi må sammen turde tage natten med. Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske, noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner.

Det har som regel med et andet menneskes nærvær og udholdenhed at gøre. Lad os for alt i verden blive i det spor. Så vidt mulig lige til det sidste hjerteslag.

Gudmund Rask Pedersen, sognepræst, Husoddebakken 58, Horsens