DET, SOM SKER i disse måneder i Syrien, er en forbrydelse mod menneskeheden. I Irak for nogle år siden blev det hævdet, at regimet havde masseødelæggelsesvåben, der kunne bruges mod dets fjender. Det var løgn.
Nu får vi at vide, at det er højst sandsynligt, at Syriens præsident Assad faktisk har brugt masseødelæggelsesvåben mod sin egen befolkning. Irak-krigen blev resultatet af løgn og bedrag på begge sider, men en mulig intervention i Syrien vil komme som et resultat af den faktiske brug af giftgas mod Syriens civilbefolkning.
LÆS OGSÅ: Syrien får de røde til at føre blå udenrigspolitik
Jeg kunne ønske, at USAs påstand om Assads ansvar var løgn og latin, men denne gang tror jeg på USAs præsident, fordi han hedder Barack Obama og ikke George W. Bush. Obama har ingen interesse i at engagere sig endnu mere i Mellemøsten, end USA er det i forvejen.
Obama vil helst koncentrere sig om USAs rolle i Stillehavets verden, og et amerikansk angreb mod Syrien vil undergrave forholdet til Kina og Rusland. Men Obama er ingen kynisk realpolitiker: Han husker, hvordan hans forgænger Bill Clinton i flere år holdt USA ude af krigen i det tidligere Jugoslavien, og dermed kan massakren i Srebrenica i 1995 dels ses som et resultat af et amerikansk forsøg på at stå uden for konflikten.
INTET LAND I VERDEN, ikke engang USA, kan alene spille rollen som højesteret og straffeinstans for andre nationers forbrydelser. Men i denne situation er FN desværre ude af billedet, fordi Sikkerhedsrådet er lammet, så længe Rusland og Kina holder hånden over præsident Assad. Derfor må andre lande forsvare Syriens udsatte befolkning, selvom vi derved risikerer at styrke de muslimske fundamentalistiske kræfter, som meget gerne vil hævne sig på Syriens alawitter og kristne, der hidtil for det meste har støttet Assad eller har forsøgt at forblive neutrale.
I et land som Syrien er det ikke længere muligt for dets borgere at holde sig uden for konflikt og ansvar. Det samme gælder for verdenssamfundet. Assad og hans far har i årtier undertrykt deres befolkning og har brugt tortur mod alle, som kunne mistænkes for at være i vejen for deres magtudøvelse. Jeg har set resultatet på menneskekroppe og sjæle, fordi jeg i mange år talte med flygtninge fra Syrien. Det var dengang, regimet var stærkt, og der ingen krig var. Nu er Assad gået amok i et sidste forsøg på at fastholde magten.
LÆS OGSÅ:Biskopper: Militær indgriben i Syrien er et stort dilemma
Det kan altid diskuteres, om krig er retfærdig, men i dette tilfælde mener jeg, at Assads regime ikke må få lov til at fortsætte med at forgifte dets befolkning. Retfærdig krig ifølge den kristne tænker Augustin i 400-tallet kræver en virkelig alvorlig sag, hvor alle alternativer er blevet opbrugt. Dette er sket for Syriens vedkommende, og nu, hvor vi kan se resultatet af masseødelæggelsesvåben i brug, er det moralsk og politisk og militært nødvendigt at handle.
Jeg var imod Amerikas krig i Vietnam. Jeg var imod Amerikas angreb på Irak. Jeg har også været imod Danmarks engagement i Afghanistan, fordi jeg mener, at et oplyst Taleban er det eneste håb for landet. Men jeg er klar over, at situationen i Syrien er anderledes, fordi det drejer sig om et styre, der slår sit eget folk ihjel, og hvor den ene massakre kan føre til utallige andre.
Hver gang en krig startes, åbnes Pandoras æske, og alle mulige onde ånder får adgang. Men her er der allerede så mange onde ånder i spil, at det er forkert at sige, at det kun er de andres problem og ikke vores.
Desværre er det nødvendigt for Obama at handle, og her håber og tror jeg, at mit gamle land USA får støtte fra mit nye land Danmark.
Brian Patrick McGuire er professor emeritus i historie fra RUC