Prøv avisen
Debat

USA og højesteret - ”Trosfrihed” på amerikansk

DEN DOMMER, DER NU er nomineret til højesteret, Neil Gorsuch, er mest kendt for sin rolle i Hobby Lobby-sagen. Den drejede sig om, at en arbejdsgiver nægtede at betale en del af sundhedsforsikringen for sine ansatte, fordi den andel drejede sig om noget, han religiøst var imod. I den konkrete sag drejede det sig om, at en virksomhedsejer ikke ville betale sundhedsforsikring til prævention, og altså fik lov til det. Foto: Carolyn Kaster/AP

Religionssagerne i amerikansk højesteret handler ikke om det, vi i Danmark normalt forstår ved trosfrihed. De handler ikke om retten til at udøve egen religion eller til selv at følge religiøse ritualer, skriver Lisbet Christoffersen

LÆSER MAN overskriften på Kristeligt Dagblads forsideartikel den 2. februar, får man indtryk af, at amerikanerne nu skal kæmpe for deres trosfrihed i højesteret.

Det må få enhver trofast Kristeligt Dagblad-læser til at gyse – og glæde sig over, at den ny præsident, egne mangler til trods, er parat til at sikre religionsudøvelse i Guds eget land.

Men religionssagerne i amerikansk højesteret handler ikke om det, vi i Danmark normalt forstår ved trosfrihed. De handler ikke om retten til at udøve egen religion eller til selv at følge religiøse ritualer. Heldigvis er der ikke brug for at kæmpe juridisk i amerikansk højesteret for at sikre trosfriheden.

Alle sagerne handler derimod om at bruge (egen) religion til at nægte andre de rettigheder, de har ifølge lovgivningen.

DEN DOMMER, DER NU er nomineret til højesteret, Neil Gorsuch, er mest kendt for sin rolle i Hobby Lobby-sagen. Den drejede sig om, at en arbejdsgiver nægtede at betale en del af sundhedsforsikringen for sine ansatte, fordi den andel drejede sig om noget, han religiøst var imod. I den konkrete sag drejede det sig om, at en virksomhedsejer ikke ville betale sundhedsforsikring til prævention, og altså fik lov til det.

Hvis man skal oversætte Hobby Lobby-sagen til danske forhold, ville det svare til, at medlemmer af Jehovas Vidner i deres mange vinduespudserfirmaer nægtede at betale kildeskat for medarbejderne, fordi skatten bliver brugt til krigsførelse og til et sundhedsvæsen baseret på bloddonation. Det ville man ikke komme langt med i Danmark.

Af to grunde. Dels fordi den enkelte arbejdsgiver ikke skal bestemme, hvordan staten skruer sin lovgivning sammen, heller ikke på velfærdsområdet. Dels fordi stillingtagen til velfærdsydelser i dansk og nordisk forståelse (der nok har noget at gøre med en nordisk luthersk tradition) ligger langt uden for ethvert begreb om ”trosfrihed”. Også selvom vores velfærdssystem formentlig er kristeligt inspireret. Dét, der sker i USA er dobbelt. Dels udvides begrebet om ”trosfrihed” betragteligt gennem disse sager i Højesteret – fra sikring af egen dyrkelse af ritualer til regulering af undtagelser fra skattelovgivning og velfærdsydelser, dels benyttes denne udvidelse til at fratage medarbejdere deres lovfæstede rettigheder. Begge dele en udvikling, der også har afsmittende virkning i europæisk ret.

I Danmark ville en sådan udvikling kun være tænkelig, hvis Højesteret støttede konkrete sager baseret på, at for eksempel Liberal Alliance begyndte at bruge religionsfrihed som argument for skatteunddragelse for religiøse organisationer til skade for ansatte i organisationerne, men til gavn for et ”liberalt” frihedssyn. Så ville vi være i en situation, svarende til overskriften i Kristeligt Dagblad.

Det går jeg ikke ud fra er en relevant parallel. Men forudsætningen for, at vi i Norden ikke kommer derhen, er, at vi fastholder, at trosfrihed på egne vegne ikke kan benyttes til at fratage andre deres lovfæstede rettigheder.

Lisbet Christoffersen er professor mso i religion og ret ved Roskilde Universitet.