MIN GAMLE VEJLEDER, professor Niels Henrik Gregersen, vil i en interviewartikel i Kristeligt Dagblad den 4. januar gerne tillægge modstanderne af det nu mere end fem år gamle ritual for indgåelse af ægteskab for par af samme køn hovedansvaret for, at retten til ikke at forrette denne type vielser – som var en del af loven – nu anfægtes fra flere sider. I sig selv en opsigtsvækkende påstand. Argumentationen er da også besynderlig.
Vi har haft en teologisk diskussion af dette emne, og den slags koster naturligvis hjerteblod. Hvis man begynder en sådan debat med at sige: Jamen, du har selvfølgelig lige så meget ret som mig, vi er bare uenige – så er det temmelig ynkeligt. Selvfølgelig mener begge sider, at de har ret. At de har ”Gud på deres side”, som Niels Henrik Gregersen formulerer det.
Jeg kan ikke få det til at betyde andet, end at man mener at have ret i sin forståelse af emnet. Det må vel være det logiske i en teologisk diskussion. Ellers er det skuespil. Modstanderne af vielse af par af samme køn tabte diskussionen rent kirkepolitisk. Ritualet er der. Men modstanden er der også stadig. Og den har fået lovfæstet sin tilstedeværelse.
SÅ ER DET ET PROBLEM, at modstanderne har organiseret sig i et spørgsmål, der er en samvittighedssag – og det kan man ikke, for samvittigheden er jo individuel, hævder Niels Henrik Gregersen.
Det er ærligt talt noget mageløst sludder. Skulle mennesker ikke kunne organisere sig i spørgsmål, der ligger dem på samvittigheden? Jeg skulle mene, at det ellers af de fleste ville blive anskuet som noget godt. I øvrigt er jeg ikke helt klar over, hvad det er for en organisering, professoren tænker på. Jeg har ikke organiseret mig.
En teologisk debat er naturligvis en samvittighedssag, men det er ikke alene en følelsessag – i så fald burde Niels Henrik Gregersen nok overveje sin stilling. Det er også en saglig sag, som må diskuteres på et fornuftigt grundlag – som så også skiller vandene. Sagens synspunkter er grundigt fremstillet af mange – på begge sider. Globalt set må folkekirken anses for at være et tålt mindretal. Blandt modstanderne finder vi også en af Niels Henrik Gregersens teologiske læremestre, nu afdøde Wolfhart Pannenberg, men han kan måske også regnes blandt starutterne.
I øvrigt er det min helt uvidenskabelige erfaring, at debatten i nogen grad har efterladt et aftryk af modstanderne som intolerante homofober, som lidt forkvaklede fundamentalister, der ikke er kommet på omgangshøjde med det 21. århundrede. Som nogle, man nok hellere må holde sig fra, når man skal ansætte en præst. For også i menighedsrådene sidder mennesker med den fornemmelse af modstanderne.
Det er for det meste forkert. Men tilhængerne af ritualet – i hvert fald en del af dem – er ikke uden skyld i, at dette billede har sneget sig ind.
Og Niels Henrik Gregersen bidrager med sine udtalelser til denne fejlagtige opfattelse af modstanderne. Jo, folkekirkens ellers højt skattede rummelighed er virkelig under pres.
Karsten B. Farup er sognepræst i Herstedvester.