Fem måneder efter, at et flertal i den amerikanske højesteret i juni omstødte retsgrundlaget for 50 års abortlovgivning i USA, er abortdebatten også tilbage i Europa.
Omstødelsen af den såkaldte Roe mod Wade-afgørelse, som inden 1973 havde gjort abort til en forfatningsbeskyttet rettighed i USA, har skudt en debat i gang, som ellers i vid udstrækning var forsvundet fra den politiske dagsorden i Europa med undtagelse af de få lande, der som Polen og Malta har opretholdt eller genindført restriktioner på adgangen til abort.
Og det er aborttilhængerne, som har taget ordet.
”Først troede vi, at den amerikanske afgørelse ville styrke abortmodstanderne uden for USA og tilskynde andre lande til at indskrænke retten til abort. Men det er ikke det, vi har set. Tværtimod har den amerikanske afgørelse vakt til kamp for retten til abort og været et signal om, at vi ikke bare kan tage den ret for givet,” siger Ann Furedi, der er medlem af bestyrelsen for organisationen Fiapac for sundhedspersonale over hele verden, der arbejder med abort og prævention.
Allerede inden den amerikanske højesteret omstødte Roe mod Wade-afgørelsen og dermed lod det være op til de enkelte stater, lød der krav i Europa om at forebygge alle fremtidige forsøg på at ændre eller indskrænke adgangen til svangerskabsafbrydelse i kølvandet på det, der blev en historisk kovending i USA.
EU skal kæmpe for retten til abort
Frankrig er længst fremme på området og har ved førstebehandling vedtaget et forslag, der kan gøre abort til en forfatningssikret rettighed.
Som tidligere omtalt i Kristeligt Dagblad kan den franske forfatning komme til at indeholde en passus om, at ”loven garanterer effektiv og lige adgang til svangerskabsafbrydelse”.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, var også blandt de første, der foreslog at gøre EU til bagstopper for retten til abort i de enkelte lande for at forhindre, at den amerikanske højesteretsafgørelse påvirker lovgivningen i Europa.
Et flertal i Europa-Parlamentet har således vedtaget en resolution, der kræver retten til abort tilføjet i EU’s charter for grundlæggende rettigheder, der har samme vægt som Menneskerettighedserklæringen.
Og senest har blandt andre den svenske EU-parlamentariker Malin Björk fra Vestrepartiet forsøgt at skaffe EU-sikring af abortretten med et forslag om at anerkende begrænsninger som en form for vold mod kvinder i det kommende EU-direktiv mod kønsbaseret vold.
”Intet land skal kunne fravælge abort,” skriver Malin Björk i et indlæg i det svenske tidsskrift ETC.
Selvom disse initiativer endnu ikke er blevet omsat til praksis og måske aldrig bliver det, er presset på abortrestriktioner øget i de få europæiske lande, som opretholder forbud mod abort. Malta, der som det eneste land i Europa har totalt forbud mod svangerskabsafbrydelse, selv hvis kvindens liv og sundhed er i fare, diskuterer en lempelse.
Og ”Polens kvinder har aldrig været mere vrede”, skriver for eksempel nyhedsbureauet Bloomberg, efter at flere polske kvinder netop nu risikerer fængselsstraf for at have foretaget eller fået gennemført aborter.
Stort flertal støtter fri abort
Over to tredjedele af europæerne og op til omkring 9 ud af 10 i for eksempel Danmark, Sverige og Holland støtter fri abort.
Og mens den globale tendens er, at flere og flere lande gør det muligt at afbryde et svangerskab med større eller mindre restriktioner, har de europæiske abortmodstandere i vid udstrækning opgivet at kæmpe for et forbud, siger Gregor Puppinck, der er jurist og leder af den konservative tænketank European Center for Law and Justice.
”Det er politisk set risikabelt at kræve forbud mod abort og ikke et realistisk krav. Vejen frem er i stedet at hjælpe kvinder til at fravælge abort og imødegå fremstillingen af abort som en frihedsrettighed,” siger Gregor Puppinck.
Ungarn har således ikke begrænset kvindernes ret til at afbryde deres graviditet, men i stedet indført en række tiltag, der skal overbevise kvinderne om at gennemføre svangerskabet. Og selv den ultrakonservative italienske regeringsleder, Giorgia Meloni, har lovet, at hun ikke vil røre abortretten, selvom hun selv erklærer sig som modstander.
Selv i USA har højesteretsbeslutningen vist sig som en pyrrhussejr, der gav bagslag for Republikanerne ved midtvejsvalget i november ved at mobilisere de demokratiske vælgere.
”Og i Frankrig mødte mange konservative parlamentsmedlemmer slet ikke op til afstemningen om en forfatningsbeskyttelse af abort, fordi de hverken ville stemples som abortmodstandere eller stemme imod deres overbevisning,” siger Gregor Puppinck.
Dertil kommer, at en voksende adgang til abortpiller i stedet for kirurgiske indgreb gør det muligt at omgå forbud ved ganske enkelt at sende abortmedicin med posten, understreger Sarah Shaw, som er politisk rådgiver ved organisationen MSI Reproductive Choices, der hjælper kvinder over hele verden til at abortere.
”Abortpiller lægger abort i kvindernes egne hænder, så de selv kan beslutte og gennemføre en abort derhjemme – uden om læger og klinikker,” siger Sarah Shaw, der understreger, at truslen mod kvinders ret til abort ikke er slut.
Næste kamp: de sene aborter
Den nye europæiske frontlinje i abortkampen er derimod ikke forbud eller legalisering af abort, men grænserne for abort.
”Næste kamp bliver de sene aborter, for der kan være gode grunde til, at kvinder vælger aborter også efter de 12 eller 14 uger, som ofte er grænsen,” siger Ann Furedi.
For abortmodstanderne er den næste fase af deres arbejde en kamp om at overbevise frem for om lovændringer, siger Gregor Puppinck.
”Vi erkender, at abort er et individuelt spørgsmål, som hver enkelt må tage stilling til, og ikke et spørgsmål, der skal afgøres ved lovgivning. Abortmodstanderne vil fremover forsøge at fremstå som dem, der fører en pragmatisk og etisk kamp over for en ideologisk abortlejr.”