USA’s interesse for Grønland vokser. Også uden et købstilbud fra Donald Trump

Når Mette Frederiksen nævner sin konflikt med Donald Trump om Grønland på linje med covid-pandemien, er det ikke så mærkeligt. Det var det samlede amerikanske pres på Grønland, der gjorde forløbet skelsættende – ikke købstanken i sig selv

USA’s interesse for Arktis er støt stigende: USA har for nylig forhandlet sig til uhindret adgang til fire militære anlæg i Norge.
USA’s interesse for Arktis er støt stigende: USA har for nylig forhandlet sig til uhindret adgang til fire militære anlæg i Norge. . Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix og Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix.

Da Mette Frederiksen (S) i sidste uge blev interviewet på Bogforum i København om sin første tid som statsminister, nævnte hun to fænomener som særligt skelsættende: covid-pandemien og konflikten med Donald Trump, da han ville købe Grønland.

Jeg sad i salen, og det slog mig, at de fleste af os givetvis ligesom Mette Frederiksen vil huske begge dele resten af vores dage. Men mens vi i alle familier og på alle arbejdspladser og blandt venner i halvandet år har diskuteret pandemien ned i mindste detalje, har konflikten med Donald Trump, som Mette Frederiksen altså husker som en af sine største udfordringer, slet ikke på samme måde optaget sindene.

Det bør vi efter min mening rette op på. Især fordi konflikten ikke, som de fleste måske tror, var udtryk for en farverig præsidents tilfældige tankespind. Og fordi udfordringerne slet ikke er forbi.

Donald Trumps initiativ hvilede på historisk praksis: USA købte De Vestindiske Øer af Danmark i 1917, og flere præsidenter har før Trump overvejet at købe Grønland. Et kontant tilbud blev givet kort efter Anden Verdenskrig. Og vigtigere: Donald Trumps tanke afspejlede en forståelse af USA’s fundamentale interesser i Arktis, der flugter præcist med nye arktiske strategier fra såvel flåde, luftvåben og hæren i USA. Det er strategier, som Joe Bidens administration i Washington er mindst lige så opsat på at forfølge, som forgængerne var.

USA’s interesse for Arktis er støt stigende: USA har for nylig forhandlet sig til uhindret adgang til fire militære anlæg i Norge. To af dem i det arktiske Norge, hvorfra USA nu uden at spørge nordmændene kan sende fly, flådefartøjer og ubåde på patruljer tæt op ad de russiske atomarsenaler på Kolahalvøen. USA’s luftvåben er tilbage på Keflavik-basen på Island, hvorfra overvågningen af russiske ubåde i Nordatlanten igen ekspanderer. En amerikansk repræsentation på Færøerne er på vej; USA’s flåde vil gerne bruge de færøske havne. I Alaska, ved Aleuterne og i Beringstrædet øges det amerikanske militære engagement på samme vis.

Selve tanken om, at USA skulle købe Grønland for kolde kontanter, var nok et Trump-fænomen og er nu lagt på hylden. Men de grundlæggende amerikanske interesser bag købstanken er i højeste grad stadig påtrængende. Det var derfor, at Mette Frederiksens problem i 2019 blev så omfattende. I statsadministrationen forstod man straks, at Donald Trumps forslag repræsenterede den ny amerikanske tænkning om Grønland.

I takt med klimaforandringerne er Grønland blevet så vigtig for USA’s militære sikkerhed, at enhver amerikansk præsident vil føle sig nødsaget til at handle. Håb er som bekendt ikke en strategi – ej heller i dette tilfælde. Grønland udgør 98 procent af det danske kongeriges territorium, og vi glemmer tit, at Grønland i geografisk forstand er en del af Nordamerika, men det er sådan, USA ser på sagen – især nu, hvor klimaet ændrer radikalt på sikkerheden i Arktis.

Mange husker sikkert, at Mette Frederiksen kom for skade at kalde Donald Trumps forslag for ”absurd”, men hendes hovedbudskab var et ganske andet.

Få timer, efter at Donald Trump aflyste det statsbesøg, han skulle have været på i Danmark, lod hun pointen gjalde:

”Jeg vil gerne sige i dag, at vores ønske om et stærkere og mere strategisk samarbejde med USA i Arktis, det står fuldstændig uantastet, og dermed står invitationen til et stærkere strategisk samarbejde med amerikanerne også stadig åben.”

Og så gentog hun essensen på engelsk, så det ikke kunne misforstås på amerikansk tv.

Offentligheden fik aldrig kendskab til baggrunden. Men kigger man lidt i papirerne, som jeg har haft lejlighed til, lå Mette Frederiksens kernebudskab til USA i direkte forlængelse af dybe kontakter mellem Danmark og USA, som havde været i gang længe blandt andet i den såkaldte Permanent Committee, hvor repræsentanter fra Washington, København og Nuuk diskuterer USA’s militære aktiviteter i Grønland.

Længe før Trump slog til, arbejdede USA her og i andre sammenhænge systematisk på at intensivere sin egen rolle i Grønland – især den militære. USA pointerede klart, hvilke mangler Washington så i det danske forsvars indsats i Grønland, og hvad USA selv ønskede i Grønland.

Det var det pres, Mette Frederiksen reagerede på ved at love et tættere militært samarbejde. I december 2019, få timer før hun skulle mødes med Donald Trump ved et Nato-topmøde i London, annoncerede hun desuden ganske uventet øgede investeringer i forsvaret i Grønland for 1,5 milliarder kroner. Det var offergaven, der endelig skulle pacificere Trump og sikre, at ingen skade skete på Danmarks alliance med USA.

USA føler sig truet fra nord. Rusland har opført nye baser i Arktis og genoplivet andre fra den kolde krig. Den nyistandsatte flybase ”Nagurskoye” på øgruppen Franz Josef Land oppe mod Nordpolen kan betjene de fleste typer af russiske kampfly tættere på USA og amerikanernes missilskjold på Thulebasen end tidligere. Nye hypersoniske missiler, der er langt hurtigere end de tidligere, er testet i Arktis, og USA anser det hele for en kontant trussel.

Samtidig frygter USA Kinas tiltagende engagement i Arktis, og Washington handler for at forebygge kinesisk indflydelse i Grønland. Strategerne i USA har givetvis været urolige over Danmarks manglende reaktion. Det krævede således et velrettet amerikansk vink med en vognstang, før Lars Løkke Rasmussens (V) regering fik bremset et kinesisk ønske om deltagelse i to store lufthavnsbyggerier i Grønland. I USA’s analyse var der fare for, at Grønland ligesom andre nationer ville ende i en grum kinesisk gældsfælde.

Når USA har genåbnet sit konsulat i Nuuk for første gang siden Anden Verdenskrig og for nylig åbnede endnu en økonomisk hjælpepakke til Grønlands civile liv, er det ligesom eftertrykket på det militære udtryk for et amerikansk ønske om at forankre Grønland stærkere end hidtil i den amerikanske interessesfære. Ved at sikre adgang til øget amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland, befæste Grønlands politiske og økonomiske stabilitet og den faste tilknytning til Nato. Samt sikre afvisning af kinesiske investeringer i Grønlands infrastruktur, Grønlands strategiske mineraler og opførelse af kinesiske forskningsanlæg, der også kan bruges til militær kommunikation.

Kina vinder for tiden ny indflydelse i Arktis med stærke investeringer, forskning og et vedholdende diplomati. USA frygter et kinesisk militært engagement i Arktis.

Det er med andre ord ikke sært, at Mette Frederiksens og Donald Trumps sammenstød i 2019 blev så skelsættende, at Mette Frederiksen nævner det i selskab med covid-pandemien. Det var det samlede pres bag Donald Trumps købstanke, der gjorde miséren mindeværdig – ikke købstanken i sig selv. Mette Frederiksen skulle på én og samme tid håndtere et massivt amerikansk ønske om forandringer i Grønland, afvise Trumps tanke, imødekomme Grønlands behov for markeringer og endelig forsøge at undgå de skader på Danmarks centrale alliance med USA, aflysningen af Trumps statsbesøg kunne medføre. Det vigtigste i dag er at forstå, at intet bliver som før, selvom Trump er væk.

Journalist og forfatter til bogen “Grønland og den amerikanske forbindelse – om købstanker, løsrivelse og kongerigets skæbne”.