Gotfredsen: Per Ramsdal bør forlade folkekirken

Det største problem med Ramsdals juleshow er, at han tilsyneladende føler sig fundamentalt fremmed over for det, der ikke kan rationelt forklares. Medmindre han rummer noget, han indtil videre har holdt skjult, må det ende med et pænt farvel og tak, skriver Sørine Gotfredsen

Hvis biskoppen efter samtalen sidder tilbage med indtrykket af en præst, der forholder sig lige så afmægtig og useriøs over for det religiøse, som Ramsdal i de seneste dage har tilkendegivet, bør han afskediges, mener journalist og præst Sørine Gotfredsen
Hvis biskoppen efter samtalen sidder tilbage med indtrykket af en præst, der forholder sig lige så afmægtig og useriøs over for det religiøse, som Ramsdal i de seneste dage har tilkendegivet, bør han afskediges, mener journalist og præst Sørine Gotfredsen. Foto: Sofie Amalie Klougart.

MEGET ER blevet sagt og skrevet, siden sognepræst Per Ramsdal juledag i Morgenavisen Jyllands-Posten forsøgte at udlægge sine trosmæssige kvaler. Ramsdal afviste her troen på Jesu opstandelse og fortalte, at han har det svært med det ”overnaturlige”, som det formuleres. Faktisk føler han sig tvunget til at stikke folk ”en nødløgn”, når han ved en bisættelse taler om det evige liv.

Vi står i en situation, der minder om den, der opstod, da Thorkild Grosbøll for cirka 10 år siden satte sit klare aftryk. Dengang blev mange efterladt i dyb undren over, at konsekvenserne ved at afvise den skabende og opretholdende Gud ikke var større.

Jeg har i årevis debatteret Grosbøll-sagen i hele landet og er af den klare opfattelse, at den blandt folk har næret et lidt ironisk syn på den kirke, der er så præget af berøringsangst over for egne bekendelser, at en præst kan erklære sig ikke troende og stadig fortsætte i embedet. Derfor kunne man ønske, at der denne gang bliver taget et anderledes skridt. Om kort tid skal Per Ramsdal til samtale hos Københavns biskop, og hvis biskoppen efter den sidder tilbage med indtrykket af en præst, der forholder sig lige så afmægtig og useriøs over for det religiøse, som Ramsdal i de seneste dage har tilkendegivet, bør han afskediges.

Lad mig uddybe:

Det største problem med Ramsdals juleshow er faktisk ikke hans værgen for sig over for trosbekendelsens formuleringer. Disse må ganske rigtigt befinde sig i et rum for fortolkning. Nej, det virkeligt alarmerende er, at han tilsyneladende føler sig fundamentalt fremmed over for det, der ikke kan rationelt forklares. Som løsning griber han til en slags følelsesfuld humanistisk tale, der også prægede billedet, da han forleden her i avisen skulle forklare sig.

Han repræsenterer en støt strøm af selvmodsigelser og vage vendinger om Gud som noget ”vi kan opleve og mærke” og nåden og tilgivelsen som ”nogle værdier, vi har besluttet er sande”. Ramsdal ser kristendommen som en god og opbyggelig fortælling, der først og fremmest skal flugte med det moderne sindelag og negligerer helt dens paradoksale og forargelige kerne. Dermed er det humanisme, man forkynder, langt mere, end det er teologi, for det er konsekvensen, når man afviser det, der sætter mennesket under absolut fordring og provokerer vores egen idé om ondt og godt.

Ramsdal synes at være så meget barn af modernitetens individualistiske verdensbillede, at han instinktivt former en sandhed efter egen målestok, og han udgør faktisk et lille dansk billede på det åndelige europæiske forfald, som pave Frans for nylig omtalte i sin tale i Europa-Parlamentet. Her nævnte paven, hvordan åbenheden over for ”livets overjordiske dimension” skal genvindes, hvis ikke Europa skal størkne i et goldt og fattigt menneskesyn og miste det levende håb, der i sidste ende udspringer af forholdet til det guddommelige.

Ramsdal understreger formfuldendt pavens pointe, når han end ikke som præst formår at fastholde ydmygheden over for den overjordiske dimension og i stedet garderer sig med luftige ord om en tvivlende tro i konstant udvikling. Han legemliggør samtidig så klart de træk ved vores moderne kulturepoke, som teolog K.E. Skydsgaard omtaler i bogen ”Kristendom og menneskelighed”. Her beskrives det, hvordan tvivlen bliver ophøjet som en særlig dyd og gradvist indsnævrer vort synsfelt, og en sådan bevægelse i åndeligt armod og angst for det absolutte kan folkekirken ikke leve af. Den har en stor styrke i sin fortolkningsmæssige rummelighed, men rummeligheden giver kun mening, hvis den i sidste ende har en grænse. Og når en præst åbent erklærer sig så afmægtig over for det religiøse, at han til tider påtager sig en falsk og hul rolle, hvormed folk ikke har en chance for at vurdere, hvad de står over for, er grænsen nået.

Som en følge af Ramsdal-sagen er det også blevet påpeget, at det i virkeligheden er journalisters jagt på spektakulære udtalelser, der udgør problemet. Det er helt klassisk, at man på den måde fra kirkens side lidt forskrækket udnævner journalister som de egentlige syndere, når man står med en ny pinlig sag. Men sagen er, at Morgenavisen Jyllands-Posten her har bedrevet udmærket journalistik, og det er de optrædende præster, der falder igennem med tankeløse udmeldinger, der latterliggør kirken og lægger et stort forklaringsmæssigt oprydningsarbejde på kollegernes skuldre.

Præster og teologer skal bestemt kommunikere gennem medierne, men for det første skal man gøre sig ærindet klart og tale i et sprog, der er til at forstå. Og for det andet skal man ikke komme rendende bagefter og sige, at vi har et problem med medierne. Nej, her har vi et stort problem med en mand, der faldt for fristelsen til at træde ind på scenen og lade sig eksponere som en præst, der af og til må lyve sig ud af sin teologiske forlegenhed. Per Ramsdal har bidraget til at udhule sit eget embede, og man kan kun vente i spænding på udfaldet af samtalen med biskoppen.

Medmindre Per Ramsdal rummer noget, han indtil videre har holdt skjult, må det ende med et pænt farvel og tak.

Sørine Gotfredsen er præst, forfatter og journalist