DEN DANSKE kulturskribent og litteraturkritiker Jørgen Bukdahl fra Askov skrev i 1959 en artikel i tidsskriftet Dansk Udsyn med titlen ?Kierkegaard-narkomani. Omkring den psykologiske Kierkegaardforskning?.
På baggrund af et århundredes dansk forskning i Søren Kierkegaards person, hans privatissima, hans psykiske beskaffenhed, hans familie, hans forlovede, samt jagten på, hvad han har villet fortie, falder Bukdahl stundom i tanker over, om det ikke havde været bedst, at Kierke- gaards papirer og breve var blevet brændt, sådan at han kun virkede gennem de skrifter, han direkte havde skrevet for offentligheden.
Man forstår Bukdahl, særlig i denne jubilerende tid, hvor den psykologiske Kierkegaard-læsning grasserer igen. Men jo på den anden side ikke uden grund.
Kierkegaard var uden tvivl verdensmester i litterær selvcentrerethed og filosofisk subjektivisme. Hans navlepilleri synes uden ende, og mange er de respektable folk, der har udnævnt ham til selve indbegrebet af den europæiske syge, en borgerlig selvoptagethed, der som en kræftknude sidder i vor kultur.
Disse folk gjorde op med Kierkegaard ? i Vilhelm Grønbechs fodspor var det herhjemme måske især Knud Hansen og K.E. Løgstrup, der brugte ham som afsæt for en fremstilling af, hvad det drejer sig om i kristendommen.
Man savner denne kritiske røst i denne tid, hvor en udbredt tolkning af Søren Kierkegaard som den store individualist og forkynder af personlighedsprincippet er på dagsordenen. Hvor er de henne, alle disse Kierkegaard-kritikere? Nu var det dog en god lejlighed til at lufte kritikken og blive hørt.
DERFOR VAR DET også en glædelig overraskelse i Kristeligt Dagblad for nogen tid siden at se et læserbrev på 13 linjer af dr.theol. Ole Jensen. Overskriften for hans brev er ?At blive et selv ? og Kierkegaard?.
Ole Jensen minder om Jakob Knudsens ord, ?at man er mest sig selv, når man glemmer sig selv ? i kærlighed, leg, vigtigt arbejde og studium, indignation, omsorg, bekymring, sorg, alt sammen noget, der er vigtigere end en selv?. Og Ole Jensen tilføjer: ?Jesus var da for resten heller ikke særlig optaget af at blive et selv?.
Tak til Ole Jensen! Dine ord er et tiltrængt korrektiv til den moderne selvbeskuelsesmani, som beskæftigelsen med Kierkegaard kan give anledning til, og dine ord er en ufrivillig(?) henvisning til det, som det drejer sig om for Kierkegaard.
Jeg tror ikke, Kierkegaard var ude på at låse os inde i eksistensens fængsel, han vil derimod have os ud i lyset, væk fra det sjælelige morads og ind under åndens herredømme. ?Dyrk ikke sjælen, den ligner en last!? (Tom Kristensen).
Gyldig bliver man ikke ved at udforske sine sjælelige anlæg, men ved at forankre alt det sjælelige i troens modtagelse af sig selv, som man er. ?Følg din originalitet, så kommer du til at strande i timeligheden, men evigheden tager dig til sig? ? og den fører os ind i selvforglemmelsens mulighed, der skænkes os, idet vor tilværelse begrænses af skaberen.
Så er vi i øvrigt også på bølgelængde med Jakob Knudsens opfordring i højskolesangen til os: ?Se ud, stryg duggen af sjælens rude.?
Ude under den åbne himmel venter den ulærde tømrersvend fra Nazaret på os med himlens fugle og markens liljer, og ikke med et foredrag om at blive et selv. Grunden er støbt, fundamentet er lagt. Vi må nøjes med at gå ud fra det, og således glemme os selv over det, som er skænket os.
Selvom Jakob Knudsen ikke brød sig synderligt om Kierkegaard ? han siger et sted noget i retning af, at der er for lidt frisk luft og åben himmel i hans tænkning ? er de dog enige ?i grunden?. Mener du egentlig ikke også det, Ole Jensen?