Uummannaq. Fortællinger fra et børnehjem i Grønland

Nogle børn har sultet, nogle har sovet i opgange eller i biler i de kolde nætter, for de kunne ikke holde ud at være hjemme, hvor forældrene havde drikkegilde.Børnene har levet et liv i kaos, er gået og kommet i hjemmet, som det passede dem, har pjækket fra skolen, uden at nogen tog sig af det, leget ude om natten i sommertiden, hvor solen er der døgnet rundt, skriver Lise Andersen.

”I Grønland har de fleste børn det godt og har gode, omsorgsfulde forældre, men der er også en stor gruppe børn, der har det svært,” skriver Lise Andersen, der har skrevet en bog om børnehjemmet i Uummannaq. På billedet ses en gruppe børn foran et grønlandsk børnehjem. Billedet er udateret, men er formentlig fra børnehjemmet i Uummannaq. –
”I Grønland har de fleste børn det godt og har gode, omsorgsfulde forældre, men der er også en stor gruppe børn, der har det svært,” skriver Lise Andersen, der har skrevet en bog om børnehjemmet i Uummannaq. På billedet ses en gruppe børn foran et grønlandsk børnehjem. Billedet er udateret, men er formentlig fra børnehjemmet i Uummannaq. – . Foto: Polfoto.

I GRØNLAND HAR de fleste børn det godt og har gode, omsorgsfulde forældre, men der er også en stor gruppe børn, der har det svært.

Jeg har arbejdet som sundhedsplejerske i Grønland, hvilket har givet mig et indblik i, at nogle børn trænger til hjælp. Det lykkes desværre ikke for alle at få et godt liv, men min bog ”Uummat – fortællinger fra hjertet” viser, at det kan lykkes for mange.

I mit arbejde fortalte flere om svære opvækstvilkår, og jeg tænkte: Hvordan har de overhovedet kunnet få livet til at fungere efter sådan en start?

Nogle børn har sultet, nogle har sovet i opgange eller i biler i de kolde nætter, for de kunne ikke holde ud at være hjemme, hvor forældrene havde drikkegilde.

Børnene har levet et liv i kaos, er gået og kommet i hjemmet, som det passede dem, har pjækket fra skolen, uden at nogen tog sig af det, leget ude om natten i sommertiden, hvor solen er der døgnet rundt.

På et tidspunkt har nogen fået øje på dem, eller forældrene har indset, at de ikke kunne tage vare på deres børn og bedt om hjælp.

Eller politiet er blevet tilkaldt, fordi barnet har stjålet mad eller lavet andet ulovligt.

Og børnene er blevet anbragt på et børnehjem.

De 10 unge/voksne, bogen handler om, har alle været på børnehjemmet i Uummannaq i en periode, måske i flere år. Med hjælp fra personalet fik jeg kontakt til dem, bogen handler om.

Det har krævet mod at stå frem med sin historie. Og det har ikke været uden omkostninger – det er hårdt at se tilbage på en svær barndom og at fortælle om den.

Når børnene kommer på børnehjemmet, bliver deres dagligdag med ét ændret og sat ind i rammer. Der er regler for, hvornår man spiser – og til måltiderne er der mad nok.

Der er regler for lektielæsning, for at gå i skole, for at børste tænder, vaske sig, komme i seng i ordentlig tid og så videre. Da de kommer fra et liv helt uden regler, er det svært for dem at indordne sig, endda meget svært.

De protesterer mod alle de nye regler og mod, at det er de voksne, der bestemmer. Bliver problemerne for store, vælger personalet sommetider at lade barnet starte sit ophold med at komme til en nedlagt bygd, hvor hjemmet har en hytte.

Pædagogen vælger sommetider et af de andre børn med. Hjemmet har tilknyttet lokale fangere, som både er med på hundeslædeturene og med ude i bygden. Her lever de primitivt med alle de praktiske gøremål, der er sådan et sted, og de kommer tæt på hinanden og på naturen.

Barnet kommer med fangeren på jagt, de tager ud at fiske fra båd, og de er på vandreture. Det er en god anledning for medarbejderen at lære det nye barn at kende – dets problemer, men også dets muligheder.

PÅ BØRNEHJEMMET ER møblerne hyggelige, farverne lyse og venlige, der er ægte tæpper på gulvet, billeder på væggene, både grønlandsk kunst og billeder fra hjemmets mange rejser ude i verden.

Der bliver lagt vægt på borddækningen, at det ser pænt ud, og der er altid stearinlys på bordene.

En af de pædagogiske metoder, der bruges, er at komme på tur med hundeslæde. Børnene skal selv passe på deres sælskindstøj, blandt andet sørge for at tørre det, hvis det er blevet vådt. Bliver de kolde på slæden, skal de op at løbe. De har opgaver, og der bliver forventet noget af dem. Det er også nyt for dem.

De skal rejse deres telte, når vinden fyger, og der er måske 40 graders frost. Der sker noget under de ture, børnene vil ofte komme forandrede tilbage. Og selvom det har været hårdt, siger de 10, jeg har interviewet, at det har været nogle af de bedste oplevelser, de har haft på børnehjemmet. De har levet op til de krav, der er blevet stillet, og det giver det dem noget af den selvfølelse, de har manglet. De kan noget!

Desuden vil det ofte styrke deres identitet. De får respekt for det arbejde, der hører med til at være grønlænder. Selvom isen er der kortere tid, er det stadig ret almindeligt nordpå at køre hundeslæde og at fiske fra slæden.

Sæsonen for hundeslædeture er dog blevet kortere, fordi isen smelter, da kloden langsomt bliver varmere.

Blandt andet derfor lægger børnehjemmet megen vægt på, at børnene lærer at spille musik. De fleste af børnene spiller således enten violin, cello eller fløjte og selvfølgelig trommer, som er en del af den grønlandske kultur. Der kommer musiklærere fra hele verden og underviser børnene.

Der kræves meget af én, når man skal spille sammen med andre: Man skal vente på hinanden, lytte, hvornår skal min violin ind og så videre. Der bliver holdt koncerter for dem, der bor i byen, men de rejser også til andre lande, hvor de optræder med musik og dans.

Når de bliver inviteret til at optræde med deres musik i andre lande, sørger værtslandet ofte for indkvartering.

Børnene frembringer med deres musik noget smukt, noget andre gerne vil høre, og de får applaus.

Det siger sig selv, at det er en god oplevelse for de børn, der tidligere har levet meget af deres tid på gaden. Nu er de fint klædt på, drengene i hvide skjorter, og de spiller den dejligste musik.

I ”Uummat – fortællinger fra hjertet” kan man læse, at de unge får en uddannelse, stifter familie og får job – og får et liv. Ofte beholder de kontakten til medarbejderen på børnehjemmet, de ringer måske, hvis de får problemer, også år efter, de er rejst fra børnehjemmet. At komme videre kræver, at der er de rette personer omkring barnet. Personer, der kan indleve sig i barnet, som kan se igennem al den ydre protest, aggressive adfærd og modvilje og se det barn, der er inde bagved den ydre facade. Det barn, der har måttet tage vare på sig selv uden at få den omsorg, alle børn har krav på og brug for.

Sådanne mennesker findes. De findes på børnehjemmet under hjertebjerget i Uummannaq.

Lise Andersen er sundhedsplejerske og forfatter til bogen ”Uummat – fortællinger fra hjertet”.