Skal en grønlandsk indsat ikke have ret til at dø som en fri mand?

Det kan ikke være rigtigt, at det grønlandske retsvæsen ikke har mulighed for at løslade en døende indsat, der har afsonet en tidsubestemt straf i Herstedvester i 17 år

Grønlandske Barselaj Ertaq sad 17 år her i Herstedvester Fængsel. ”Vi forstår ikke, at vores nevø ikke nåede at dø som en fri mand,” skriver hans onkel. –
Grønlandske Barselaj Ertaq sad 17 år her i Herstedvester Fængsel. ”Vi forstår ikke, at vores nevø ikke nåede at dø som en fri mand,” skriver hans onkel. – . Foto: Anthon Unger/ritzau.

MIN KONES NEVØ Barselaj Ertaq var i en kritisk tilstand, og vi besøgte ham den 30. december sidste år på Bispebjerg Hospital.

I efteråret 2016 blev han syg og indlagt først på sygehuset i Tasiilaq (tidligere Ammassalik), siden i Nuuk og derefter overført til Rigshospitalet. Det stod absolut ikke godt til. Kræft i spiserøret og maven, som bredte sig til andre organer. Han gav udtryk for, at han var meget ked af at dø som ”fange”, men at det betød meget for ham at dø som en fri mand.

I 17 år havde han siddet i Herstedvester Fængsel dømt for alvorlig kriminalitet. I 2016 blev han udsluset til afsoning i Grønland. Først blev han overført til anstalten i Nuuk og derefter til anstalten i Tasiilaq i Østgrønland. Han havde på det tidspunkt afsonet helt uproblematisk i flere år, passede sit arbejde i fængslet og var ude af et tidligere hash- og alkoholmisbrug.

Vores nevø troede, at der på grund af hans sygdomssituation blev arbejdet på at få ham løsladt. Det var jeg nu ikke helt sikker på.

På den baggrund henvendte jeg mig mandag den 2. januar 2017 til Anstalten ved Herstedvester angående en hurtig løsladelse af vores nevø. Det var Herstedvester Fængsel indstillet på. Det er normalt, at en døende fange løslades, blev der sagt.

Herstedvester Fængsel skrev til mig den 9. januar 2017, at fængslet havde talt med kriminalforsorgen i Grønland om berammelse af et retsmøde, der skulle behandle spørgsmålet om prøveløsladelse. I brevet fra fængslet stod der også, at politiministerembedet i Grønland endnu ikke havde fastsat en dato for retsmødet. Men ifølge brevet henstillede den grønlandske kriminalforsorg til, at retten hastebehandlede sagen.

Det lød umiddelbart som en enkelt sag, skulle man mene. Men nej. Heller ikke, selvom vores nevø var uhelbredeligt syg,

Da jeg gravede i sagen, viste det sig, at der allerede den 6. december 2016 var berammet et retsmøde om såkaldt foranstaltningsændring, det vil sige prøveløsladelse af vores nevø. Vores nevø var på det tidspunkt under behandling i København og skulle deltage i retsmødet over video. Men mødet blev aflyst.

Hvorfor blev der ikke hurtigt berammet et nyt retsmøde, når vores nevø allerede var så syg, at han af menneskelige grunde burde have været løsladt? Den 2. januar 2017 fik jeg telefonisk oplyst, at det var en hastesag. Men der skete tilsyneladende ingenting, og den 27. januar – to dage før vores nevø døde – var han fortsat ikke prøveløsladt. For os som pårørende gav det ingen mening at opretholde fængsling af en dødeligt syg mand.

DET ER MULIGT FOR grønlandske indsatte at blive prøveløsladt. Det er den grønlandske kriminalforsorg, der skal ansøge om det. Men gjorde kriminalforsorgen det? På domstolenes hjemmeside i Grønland står:

”Domstolene værner om demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolene afgør spørgsmålet om lovligheden af, hvad myndighederne foretager sig. Domstolene skal sikre alle lighed for loven og beskytte den enkelte mod magtmisbrug. Domstolene arbejder tidssvarende og professionelt for ret og retfærdighed ved at træffe rigtige afgørelser til rette tid – afgørelser, der er velbegrundede og til at forstå. På den måde gør vi os fortjent til befolkningens tillid og respekt.”

Disse ord, havde jeg håbet, også gjaldt for vores nevø.

VORES NEVØS HISTORIE ER blot ét eksempel på, at grønlænderes retssikkerhed er særlig udsat både i Herstedvester Fængsel, men også uden for. Jeg har selv boet i Grønland i 20 år fra midten af 1970’erne til midten af 1990’erne. Dengang oplevede jeg som domsmand i det grønlandske retsvæsen svigt og uretfærdigheder.

Sagen her er kort gengivet. Jeg har skrevet godt 20 breve og diverse mails til retten i Grønland, politiet i Nuuk og direktoratet for Kriminalforsorgen i Grønland, men i de fleste tilfælde har jeg ikke fået svar.

Jeg har for eksempel aldrig fået svar på følgende helt elementære spørgsmål: Hvem var Barselaj Ertaqs bistandsadvokat? Hvorfor blev et retsmøde den 6. december 2016 aflyst, uden at der hurtigt blev berammet et nyt? Hvad er begrundelsen for, at der ikke skete en prøveløsladelse af Barselaj Ertaq, selvom han var terminalt syg?

For mig handler historien om vores nevø også om forholdene for de 24 grønlandske indsatte i Herstedvester Fængsel, der er idømt en tidsubestemt straf, som de afsoner i Danmark. Manglende rettidig omhu kan bevirke, at indsatte sidder i flere år uberettiget.

I vores nevøs tilfælde var der tale om en kræftsyg og døende indsat, og han burde efter alt at dømme være løsladt eller benådet i december. Det er retten, der skal bevilge en prøveløsladelse, og sagen viser med al tydelighed, at der er plads til forbedringer af det grønlandske retsvæsen.

Landsdommerens bestræbelser på at forbedre retssystemet bør give anledning til, at Danmark er sig sit ansvar bevidst, men også, at Danmark stiller krav til Grønlands selvstyre om at indføre forbedringer.

Vores nevø blev i sin tid dømt for alvorlige forbrydelser i Grønland. Han besøgte os flere gange, og vi kunne se, at han ændrede sig i fængslet. Efter vores oplysninger vurderede fængselsvæsenet ikke, at der var risiko for, at han ville begå ny kriminalitet.

Det kan ikke være rigtigt, at det grønlandske retsvæsen ikke har mulighed for at løslade en døende indsat, der har afsonet en tidsubestemt straf i Herstedvester i 17 år.

Vi forstår ikke, at vores nevø ikke nåede at dø som en fri mand, og vi håber, at Grønlands retsvæsen vil se på denne sag og lære af den.

Ole Bundgaard Jensen er onkel til afdøde Barselaj Ertaq.