Prøv avisen

Våbenkontrol deler USAs kristne

Roser med ansigterne af de døde børn og voksne fra Sandy Hook Elementary School er blevet sat op på en lygtepæl i Newtown, Connecticut. En indædt debat om skydevåbenproblematikken i USA finder sted lige nu blandt amerikanske kristne, hvor der hersker stor uenighed om, hvorvidt det bibelske budskab om fred og kærlighed gør våbenkontrol til et religiøst spørgsmål. – Foto: AFPTimothy A. Clary.

Efter masseskyderiet på Sandy Hook Elementary School i Newtown, er debatten om våbenkontrol blusset kraftigt op. Landets kristne er meget uenige om, hvorvidt våbenkontrol er et kristent påbud. Hvor 69 procent af de amerikanske katolikker bakker op om en strengere våbenlovgivning, er over halvdelen af de evankelikale for retten til at bære våben

EN AF DE MEST INDÆDTE debatter om skydevåbenproblematikken i USA finder i dag sted inden for kristendommen, hvor der hersker stærk uenighed om, hvorvidt skrifternes budskab om fred og kærlighed gør våbenkontrol til et religiøst spørgsmål.

Den kristne debat skærpes af det nylige masseskyderi på Sandy Hook Elementary School i Newtown i delstaten Connecticut, hvor en psykisk syg ung mand bevæbnet med to automatvåben og en pistol skød og dræbte 20 elever i 1. klasse og syv voksne.

LÆS OGSÅ: USA går våbenamok efter Newtown-massakre

Det brutale skyderi satte våbenproblematikken højt på den amerikanske dagsorden, og USA står nu over for sit største politiske slagsmål om våbenretten i næsten to årtier.

Debatten inden for kristendommen står i store træk mellem dem, der mener, at mennesker ikke skal forsøge at fortrænge Guds rolle med deres egne forsøg på at frelse verden, og dem, der fremfører, at troende har en religiøs pligt til at beskytte dyrebart menneskeligt liv.

Våbenkontrol er lige så meget et pro-liv emne, som abort, aktiv dødshjælp og dødsstraffen er det, konstaterer den fremtrædende jesuiterpræst James Martin, der er en kendt debattør og redaktør af det katolske ugemagasin America Magazine.

Blot at bede Gud, lad ikke dette ske igen er utilstrækkeligt for det menneske, der tror på, at Gud gav os evnen til at tilvejebringe varig forandring. Det ville være som at gå forbi en hjemløs mand og sige til sig selv Gud, lad nogen hjælpe ham, når man selv kunne have hjulpet ham, skriver James Martin i en klumme i America Magazine.

Også andre debattører knytter våbenkontrol sammen med abortmodstand.

Det er det samme som moder Teresas berømte citat: Hvis vi siger, at en mor kan dræbe sit eget barn, hvordan kan vi så sige til andre, at de ikke skal dræbe hinanden, siger den stærkt højrekristne præst Frank Pavone, der er formand for antiabortgruppen Priests for Life, til nyhedsbureauet Religion News Service.

ANDRE AMERIKANSKE kristne afviser dog, at våbenkontrol er et kristent påbud. Da James Martin lagde sin klumme på det sociale netværk Facebook, måtte han efter få timer lukke kommentarsektionen på grund af den vrede, som hans indlæg fremprovokerede blandt kristne våbentilhængere.

Opbakningen til våbenretten er især stor blandt de politisk og religiøst konservative amerikanske evangelikale, der generelt betragter våbenvold som et pure åndeligt problem. I dagene efter skyderiet i Newtown erklærede den fremtrædende evangelikale tv-vært og tidligere republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee eksempelvis, at tragedien skyldes USAs gudløshed og amoralske fordærv.

Vi har ikke et kriminalitetsproblem eller et våbenproblem eller endda et voldsproblem. Det, vi har, er et syndsproblem, sagde han.

Andre kristne tilhængere af våbenretten bruger Bibelen til at retfærdiggøre deres holdninger. Jesu disciple bar våben for at beskytte sig i tilfælde af trusler, påpeger eksempelvis Mark Rogers, en fundamentalistisk kristen i Arkansas, der er stifter af aktivisthjemmesiden Christian Gun Owner (kristen våbenejer).

Her er mit spørgsmål til tilhængere af våbenkontrol: Når det næste uhyre træder ind i en biograf, et indkøbscenter, en restaurant, et universitet eller en skole og begynder at skyde og dræbe uskyldige mænd, kvinder og børn, hvem skal så skyde igen?, spørger Rogers i et interview på tv-stationen CNN.

ANDRE RØSTER ADVARER om, at våbenkontroldebatten blot er en distraktion, der fjerner fokus fra det kristne Amerikas større udfordringer.

Vi stikker os selv blår i øjnene, hvis vi tror, at vi har en uddannelsesmæssig, psykologisk eller politisk løsning på ondskab inden for rækkevidde. Der er ingen løsning eller forklaring på ondskab, konstaterer Mark Galli, der er redaktør for det store kristne magasin Christianity Today.

Ifølge en undersøgelse fra CBS News i december bakker 69 procent af de amerikanske katolikker op om en strengere våbenlovgivning. Det samme gælder kun for 37 procent af de evangelikale.