KAN MAN SLÅ med etikken? Ja, det synes at være tilfældet. Prædikatet etisk og i særdeleshed uetisk benyttes mere end nogensinde i den offentlige debat. Aldrig som før bliver nogen eller noget benævnt som uetisk eller umoralsk, amoralsk, immoralsk såvel som dobbeltmoralsk.
Men ikke nok med det, så anvendes udtrykket "du er uetisk" som en hårdtslående trumf, der ofte kommer, som man mindst venter det.
Men gør det ondt at blive slået med etikken, og hvad vil det egentlig sige at blive kritiseret som uetisk? Filosoffer har i mange år arbejdet med spørgsmålet, men i dagligdagen kommer man let i tvivl, når der kastes med det etiske skyts.
Hvis man kritiseres for at være uetisk, er det typisk, fordi man har forbrudt sig mod nogle grundlæggende værdier, som den eller de forurettede holder i hævd. Det kan eksempelvis være respekt, værdighed, ansvarlighed eller åbenhed knyttet til en specifik sammenhæng.
Men eftersom ordet etik stort set altid bruges, når etikken synes at mangle, angår kritikken eksempelvis despekt, uværdighed, uansvarlighed, lukkethed og så videre. Men ofte er det upræcist, hvad det uetiske dækker over.
Tilbage står vi derfor med et begreb, der som et effektivt slagvåben kan slå selv den stærkeste modstander ud af kurs, uden at vedkommende nødvendigvis har klarhed over, hvad det drejer sig om, ud over at man mere generelt har en slet karakter, er en samvittighedsløs person eller et decideret ondt menneske.
HVIS MAN ENDELIG vil trække det etiske trumfkort i den offentlige debat, bør hver enkelt oversætte ordet etik til det, sagen i virkeligheden drejer sig om. Hvad er det mere præcist, den eller de har gjort eller ikke gjort forkert? Hvilke normer eller grænser er blevet overtrådt?
Den uetiske person er usædelig, usømmelig og taktløs, men hvilke mere konkrete værdier er blevet krænket, og hvori består det taktløse og usædelige? Det, at nogen er uetisk, kan derfor kun dårligt anvendes som præmis, men bedre som konklusion.
I det hele taget fungerer den etiske debat bedst uden brug af ordet etik. Man ender let i en blindgyde, når begrebet trækkes frem. Man kommer ikke rigtig videre, når først nogen eller noget er kategoriseret som uetisk.
Man begynder med konklusionen i stedet for at lægge præmisserne på bordet. Præmissen kunne være, at man har forbrudt sig mod sædvanen ved at lyve, stjæle, dræbe, hore eller på anden måde krænke eller forulempe medmennesket.
Hertil kan konklusionen blive, at vedkommende er uetisk. Men blot at sige, at noget eller nogen er uetisk, er indholdstomt.
I stedet bør vi gå direkte til sagen og præcisere, hvor de værdimæssige grænser bør drages. Personer, der frådser med etikkens farvelade, sparer på begavelsen i en værdi-debat. Udtrykket "det er simpelthen bare så uetisk" svarer til at råbe øv eller buh.
Lad os i stedet høre argumentet og helst pointen i den sammenhæng, der tales, og i øvrigt fokusere på etik som noget, vi viser, og ikke noget, vi slår hinanden i hovedet med.
Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd