Den 6. marts 2022 bedyrede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Spejlsalen, at ”historiske tider kalder på historiske beslutninger”.
Hun var flankeret af partiformændene fra Venstre, De Konservative, De Radikale og SF, og det historiske bestod i, at partierne i kølvandet på Ukraine-krigen var blevet enige om at hæve udgifterne til det danske forsvar betragteligt.
Der er mange, der godt kan lide at sige ’våbenindustrien’ og derved skabe lidt farlige konnotationer: At det er onde mennesker, som sælger våben til sydamerikanske diktatorer eller mærkelige mennesker i arabiske stater. Personligt foretrækker jeg at kalde det forsvarsindustrien, fordi det er mest dækkende.
På samme tidspunkt – næsten 5000 kilometer væk i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh – var mere end 600 våbenproducenter fra hele verden samlet til World Defense Show, hvor det nyeste og mest højteknologiske militære udstyr blev vist frem.
”Der har været fred i årtier, og folk troede, at freden ville vare evigt. Desværre har den forudsigelse vist sig at være forkert,” lød det fra Hristo Ibouchev, direktør i den bulgarske våbenproducent Arsenal, da nyhedsbureauet Reuters fangede ham ved konferencen.
Hristo Ibouchev er én af mange i våbenindustrien, der i de kommende år – måske årtier – kan se frem til øget indtjening, efter at Danmark og flere andre europæiske lande som Tyskland og Polen har lagt op til at øge udgifterne til forsvaret markant.
Men faktisk har udviklingen på sin vis stået på længe. Verdens samlede militærudgifter har de seneste mange årtier været støt stigende. I 1980 brugte verdens lande 2495 milliarder kroner på militær, mens det tal i 2020 var steget til 13.151 milliarder kroner. Omvendt har de militære udgifter siden 1960 udgjort en stadig mindre del af den samlede økonomi. Hvor den i 1960 udgjorde 6,4 procent af verdens samlede økonomi, udgjorde den i 2020 kun 2,4 procent ifølge Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). Den nedadgående kurve har dog enkelte udsving: Vietnam-krigen, Den Kolde Krig og angrebet på World Trade Center i 2001 og amerikanernes efterfølgende krige i Afghanistan og Irak.
Men hvad er det egentlig for en industri, der nu skal op i gear, og som potentielt står over for et voldsomt økonomisk boom?
Amerikanerne dominerer markedet
Våbenindustrien er en verdensomspændende industri, som hvert år producerer og sælger våben og militær teknologi for milliarder og atter milliarder. De 100 største virksomheder på markedet solgte i 2020 tilsammen våben for 3619 milliarder kroner.
Den største våbenproducent er den amerikanske virksomhed Lockheed Martin, som i 2020 havde en omsætning på 446 milliarder kroner, hvor 89 procent af omsætningen stammede fra våbensalg. Til sammenligning skrev Danmarks suverænt største firma målt på omsætning, Mærsk, Danmarkshistorie i 2021 med en rekordomsætning på 403 milliarder kroner.
At et amerikansk firma topper listen er ikke en tilfældighed. Amerikanske virksomheder som for eksempel Lockheed Martin, Raytheon Technologies og Boeing, der også er kendt for sine civile passagerfly som jumbojetten Boeing 747, har gjort USA til verdens største eksportør af våben. Landet står således for 37 procent af verdens samlede våbeneksport. På de efterfølgende pladser finder man Rusland, Frankrig og Tyskland, som står for henholdsvis 20, 8 og 5,5 procent af våbensalget.
Køberne af produkterne – geværer, missiler, kampfly og andet krigsmateriel – er hovedsageligt stater og som oftest kun den stat, hvor virksomheden hører hjemme. Derfor kan det også være mere retvisende at tale om forsvarsindustrien frem for våbenindustrien, mener Lars Bangert Struwe, der er ph.d. i historie og generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen.
”Der er mange, der godt kan lide at sige ’våbenindustrien’ og derved skabe lidt farlige konnotationer: At det er onde mennesker, som sælger våben til sydamerikanske diktatorer eller mærkelige mennesker i arabiske stater. Personligt foretrækker jeg at kalde det forsvarsindustrien, fordi det er mest dækkende. Men man kan ikke skjule, at der selvfølgelig altid er noget grimt ved forsvarsindustrien, for man producerer ting, der i bedste fald afskrækker folk, og i værste fald slår dem ihjel.”
Hvordan fungerer industrien?
Når våbenproducenter skal afsætte deres produkter, foregår det hovedsageligt på to måder. Enten producerer virksomhederne hyldevarer, som forskellige staters militær kan finde interessant. Eller producenterne forsøger at vinde de udbud, der kommer, når stater skal bruge nye våben eller forsvarssystemer, fortæller Lars Bangert Struwe.
”Nutidens meget teknologitunge og dermed meget dyre forsvarssystemer kræver til gengæld, at man har en klar forventning om, at der er nogen, som har lyst til at købe det produkt, man sender på markedet.”
Forsvarsindustrien adskiller sig fra andre industrier på flere områder. Først og fremmest er det en enormt reguleret industri, fortæller Joachim Finkielman, som er direktør for brancheforeningen DI Forsvars og Sikkerhed under Dansk Industri.
”Branchen er pakket ind i et virkelig stramt regelsæt for, hvad man må producere, hvad man må sælge, og hvem man må sælge det til,” siger han.
Det betyder også, at det ikke er så ligetil for virksomheder at komme ind i branchen. Joachim Finkielman fortæller, at når de i Dansk Industri holder arrangementer for danske virksomheder, er det få af dem, som får ordrer med det samme. Virksomhederne skal først modnes og have de rigtige godkendelser og certificeringer på plads, og de skal anerkendes af samarbejdspartnere.
”Hvis man bryder igennem, har man så også en vis sikkerhed for, at der er forretninger at hente i mange år ud i fremtiden. Det hænger sammen med, at man har systemerne i 20-30 år. Vores kampvogne eksempelvis. Vi opgraderer dem, men det er de samme kampvogne gennem lang tid. Vores F-16 fly havde vi i mere end 40 år. Der er gode muligheder, når det lykkes, men det kræver nogle ressourcer at bevæge sig ind på markedet,” siger Joachim Finkielman.
Den hårde konkurrence finder ikke kun sted mellem virksomheder, men også indbyrdes mellem stater, forklarer Mikkel Vedby Rasmussen, dekan og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forfatter til en række bøger om sikkerhedspolitik. Hvis rivalen har opfundet et effektivt våben, gælder det om hurtigt at udvikle et modsvar.
”Amerikanerne har i lang tid været enormt gode til at producere kampfly. Russerne har været knap så gode, men til gengæld har de udviklet missiler, der kunne flyve en lille smule hurtigere end amerikanernes fly og dermed skyde dem ned. Det tvinger amerikanerne til at lave mere avancerede missiler, og sådan fortsætter det.”
I det øvrige samfund fører konkurrence og teknologisk udvikling som regel til bedre produkter til en lavere pris: biler, fjernsyn, køleskabe, vaskemaskiner og en lang række andre ting kan nævnes. I våbenindustrien forholder det sig anderledes.
Ønsket om være militært overlegen kræver konstante investeringer i ny og dyr våbenteknologi, på samme måde som når de største europæiske fodboldhold er tvunget til at købe de bedste spillere på markedet, hvis de vil forblive i verdenstoppen.
Det er ikke nok at have et godt kampfly eller en god midtbanespiller – på slagmarken og på fodboldbanen skal materialet være bedre end rivalens. Denne form for evindelig konkurrence har fået priserne på blandt andet kampvogne, krigsskibe og ikke mindst kampfly til at stige voldsomt i løbet af årene.
Ifølge bogen ”The Economics of Arms” af den britiske økonomiprofessor emeritus Keith Hartley er prisen på et kampfly firedoblet hvert tiende år. Den udvikling fik den tidligere amerikanske viceudenrigsminister og direktør for netop Lockheed Martin Norman Ralph Augustine til at lave en humoristisk spådom:
”I år 2054 vil hele forsvarsbudgettet (det amerikanske, red.) blive brugt på kun at købe ét fly. Det fly skal deles af luftvåbnet og flåden, som hver råder over det 3,5 dage om ugen undtagen i skudår, hvor det den ekstra dag om året vil blive stillet til rådighed for marinesoldaterne.”
Stater køber våben til fremtidens krig
Én ting er, at det er ekstremt dyrt at producere og indkøbe våben. En anden ting er, at den militære virkelighed konstant ændrer sig, og det gør det svært at forudsige, hvilke våben man får brug for.
Mikkel Vedby Rasmussen nævner, at amerikanerne i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne nok ikke havde forberedt sig på en krig i Irak, hvor de skulle bruge en masse penge på køretøjer, der var pansrede i bunden, fordi de kørte over vejsidebomber. Da Irak-krigen var færdig, skulle amerikanerne pludselig investere i missilsystemer og hangarskibe, fordi truslen nu kom fra Kina, men så indledte Putin en krig i Ukraine, og så var situationen igen en anden:
”Der er to ting, som afgør, hvad nationer indkøber militært. Det ene er operationer: Hvad har mine soldater konkret brug for lige nu? Og det andet er mere eller mindre abstrakte idéer om, hvordan fremtidens krig ser ud. Det er uhyre sjældent, at man er i krig, men hvis man rent faktisk havner i en konflikt, så ser verden typisk helt anderledes ud, end man havde forestillet sig,” siger Mikkel Vedby Rasmussen.
De abstrakte idéer om fremtiden kommer også til udtryk på listen over de største våbenimportører i verden. Der er nemlig – for nuværende – ikke krig i nogle af de lande, der udgør top 10. Heller ikke i Saudi-Arabien, som topper listen og står for 11 procent af hele verdens samlede våbenimport.
”Man kan ikke bare sige, at fordi et lands grænse ikke er truet, så er der ikke nødvendigvis en konflikt. Saudi-Arabien er i en evig stormagtskonflikt med Iran, og de er også engageret i konflikten i for eksempel Yemen. Det ville være synd at kalde det fredeligt, men der er ikke en direkte trussel mod deres territorium. Når et land som Saudi-Arabien importerer mange våben, handler det om at afskrække potentielle modstandere fra at indlede en krig. For når der først er krig i et land, er det faktisk for sent at investere i forsvaret,” siger Lars Bangert Struwe.
Industrien kigger mod private virksomheder
Forsvarsindustrien er måske en af verdens mest udskældte brancher, blandt andet mente Pave Frans i 2016, at man ikke kan kalde sig kristen, hvis man producerer våben. Joachim Finkielman fra Dansk Industri påpeger dog, at industrien kun eksisterer, fordi der er politisk efterspørgsel på dens produkter:
”Forsvarsindustrien eksisterer ikke i et vakuum, men fordi politikerne har bestemt, at vi skal have et aktivt forsvar. Hvis de i stedet besluttede sig for, at vi ikke skulle, ville industrien ikke overleve,” siger han.
Selv om forsvars- og våbenindustrien er udskældt, har den historisk set også opfundet ting, som helt almindelige borgere har gavn af.
Eksempelvis blev den første funktionsdygtige prototype på internettet opfundet i slutingen af 1960’erne i et projekt sat i søen af det amerikanske forsvarsministerium. Et andet eksempel er mikrobølgeovnen, der ved lidt af et tilfælde blev opfundet af en ingeniør i det amerikanske firma Raytheon Technologies, som producerer radar- og overvågningssystemer til blandt andet kampfly.
Men i fremtiden vil det snarere være forsvarsindustrien, der skal finde måder at bruge civile teknologier på, mener Joachim Finkielman:
”Billedet er nærmest vendt 180 grader. Teknologiudviklingen løber i dag hurtigere i civilsamfundet, når man tænker på eksempelvis kunstig intelligens, kvanteteknologi og maskinlæring. Det er forsvarsindustrien, der i langt højere grad end tidligere bliver nødt til at orientere sig mod den civile verden for at finde ud af, hvordan den kan bruge de nye teknologier til at opfylde forsvarets behov,” siger Joachim Finkielman, der fortæller, at Danmark på mange måder er et teknologisk foregangsland.
Af samme grund er det måske heller ikke så overraskende, at Forsvarsministeriet tidligere på ugen kunne løfte sløret for, at Nato har valgt at placere et nyt center for kvanteteknologi i København.