Vaccinetvangen vokser over hele verdenen. Tillid er vigtigere end vaccinetvang

Ønsket om at fremme vacciner skal ikke gå ud over tilliden i samfundet, mener generalsekretær for FrikirkeNet.

Under en demonstration i Paris mod franske coronapas, viser en demonstrant sin sympati for tennisspilleren Novak Djokovic, der ikke er vaccineret.
Under en demonstration i Paris mod franske coronapas, viser en demonstrant sin sympati for tennisspilleren Novak Djokovic, der ikke er vaccineret. Foto: Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix.

Skyld og skam er gode instrumenter i manipulatorens værktøjskasse, hvor man kan i høj grad tvinge sin vilje igennem ved at udskamme folk og påføre dem skyldfølelse.

Men prisen er høj, og derfor skal der lyde stor tak til statsministeren og danske politikere for at have modstået fristelsen til at gå ned ad den sti, når det gælder indsatsen for at få befolkningen til at tage imod tilbuddet om vacciner.

I Grækenland udskriver man en månedlig afgift på 100 euro til borgere over 60 år, som ikke er vaccinerede, og i den canadiske provins Québec pålægges alle uvaccinerede en afgift på 100 dollars. I Østrig bliver prisen for ikke at lade sig vaccinere en afgift på astronomiske 3600 euro, hvilket er så højt, at det i praksis svarer til vaccinepligt.

Bor man i Frankrig er en test ikke længere nok til at få det coronapas, som er et krav for at kunne deltage i offentlige arrangementer. Nu er det kun en vaccination, der udløser et gyldigt coronapas. Og i Singapore dækker det offentlige sygehusvæsen ikke længere udgifterne til uvaccineredes coronabehandling.

Det tager lang tid at skabe et tillidssamfund som det danske, men meget kan ødelægges i løbet af få uger og måneder. Vi skal derfor vare os for at lade spørgsmålet om vacciner skabe splittelse i befolkningen. Politikerne skal afholde sig fra at have som formål at pisse deres uvaccinerede vælgere af og erklære dem som ikke-borgere, som den franske præsident, Emmanuel Macron, har gjort det.

Sæt i stedet ord på respekten for den enkeltes valg, samtidig med at vi roser dem, der har valgt at overvinde deres modstand og ladet sig vaccinere. Lad os, så vidt muligt, holde igen med officielle tiltag, der i praksis kan opleves som vaccinetvang.

Naturligvis bør man som uvaccineret være forstående for, at man ikke påfører andre en urimelig risiko for et farligt sygdomsforløb. Men det er vigtigt, at vi arbejder bevidst på at undgå, at ikke-vaccinerede oplever sig som jaget vildt. Alle mulige andre steder i samfundet gør vi en dyd ud af at forebygge mobning, udskamning og marginalisering. 

Tak til vores politikere for stort set at holde hovedet koldt, så vi ikke mister noget langt mere værdifuldt end det, som vi med de facto-vaccinekrav vil kunne redde. Tillid er vores stærkeste våben mod fremtidige epidemier.

Mikael Wandt Laursen er generalsekretær for FrikirkeNet.