Vækst er så meget forskelligt. Vækst er kornet på marken, hortensiaen i krukken, kartoffeltoppene. Det er børnebørnenes vækst – i modenhed, i klogskab, i selvstændighed og i højde.
I sommerhuset er det vækst af stokroser. De angriber fra alle hjørner, hvor der engang har kunnet spire en lille plante i nærmest intet grus, og de skaber klangbund for en konstant summen af bier og svirrefluer.
Ferietid er også tid til at høre udsendelser om det, der interesserer en, så jeg har netop hørt en radioudsendelse om vækst af længsel hos en kvinde i fertilitetsbehandling og en podcast om en ukrainsk rugemorvirksomhed.
Når jeg vender tilbage på mit arbejde lige om lidt, vil det handle om vækst af en vordende mors maveomfang – eller rettere, vækst af det foster, der gror i hende. Og vækst af den familie, som står parat til at blive dannet eller vokse, når den lilles navlesnor er klippet over.
At vækste er blevet et nyt dansk verbum, skabt af “vækst”. Det dækker såvist ikke den form for vækst, jeg er allermest engageret i – og dog.
For nye industrier “vækster”. Mest i udlandet. Jeg tænker her på den vækst i en nærmest industriel tilgang til produktion af børn, der ved fødslen skal flytte fra den mor, de er vokset i, til en forælder eller to forældre der har savnet et barn så helt forfærdeligt, at de har villet bringe store økonomiske ofre for at få barnet eller børnene.
For forældre til det barn, der er leveret dem af en anden kvinde, er det meget enkelt. Det handler om kærlighedsgerninger fra de kvinder, der lader barnet vokse i sig, føder det og afleverer det. For andre, der ser på udefra, er det ofte mere kompliceret.
Jeg har engageret mig i den debat i efterhånden mange år. Mange forhold er blevet nuanceret afdækket i de 10 år, jeg har været med i debatten.
Jeg er ikke i tvivl om, at forældre til børn født af en rugemor i det store og hele har en enorm kapacitet for kærlighed og omsorg til deres børn. Uanset genetiske forhold.
Sådan har jeg også oplevet udviklingen i fertilitetsbehandlingen som helhed: Det, som betyder noget, er kærlighed. Ikke om forældrenes æg eller sæd var i brug, eller om generne kom fra en donor. Det, der betød noget, var, at børnene var velkomne. Ønskebørn.
Men én ting er ønsket om børn. En anden ting er retten til børn? De rettigheder, som organisationer for lovliggørelse af kommercielt rugemoderskab arbejder for at indføre i Danmark, indebærer, at det er de tilsigtede forældre, der fra indgåelse af kontrakt om rugemoderskab har retten til barnet eller børnene i den kommende gravide kvindes livmoder.
Det virker jo umiddelbart meget fornuftigt? Det er jo ofte således, at mindst den ene forælder er genetisk ophav til fostret.
Men at lade kommende forældre få ejerskab over et barn, der vokser i en fremmed kvinde, vil juridisk skille fostret fra den gravide kvinde. Som det er nu, er et foster ikke en selvstændig juridisk enhed. Det er et løfte om en fremtidig selvstændig eksistens, men det lever i kraft af sin mor, og dets rettigheder overstiger aldrig moderens.
Hvis vi skal have vækst i antallet af rugemoderskaber, hvor et barn med vilje frembringes for at blive skilt fra moderen ved fødslen, så skal vi sikre kvinders rettigheder også i disse svangerskaber. Vi skal sikre retten til at råde over egen krop og retten til at forblive mor til barnet, hvis hun ikke kan give det fra sig.
Det vil give nye dilemmaer at indføre "bestillernes" ret til barnet. Dilemmaer, der minder kraftigt om den retsløshed, som amerikanske kvinder nu har i forhold til egen krop. Dilemmaer, der føjer sig til dem, der handler om adskillelse af nybagt mor og nyfødt barn.