Regeringens lave vækstpakke understøtter vreden i Udkantsdanmark

I stedet for at gå ind i en saglig kommentar valgte minister Karen Ellemann (V) at spille fornærmet over Venstreborgmestre, der tillod sig at sige, at vækstpakken til Danmarks yderområder er for lav og langt mindre end regeringen havde lovet i valgkampen

"Det var blevet social- og indenrigsminister Karen Ellemanns (V) opgave at kommentere de vrede udtalelser fra partifællen på Fanø. Det slap hun katastrofalt dårligt fra."
"Det var blevet social- og indenrigsminister Karen Ellemanns (V) opgave at kommentere de vrede udtalelser fra partifællen på Fanø. Det slap hun katastrofalt dårligt fra.". Foto: Liselotte Sabroe.

Den 9. februar holdt jeg foredrag på Nordfyns Efterskole. Endnu et i en efterhånden meget lang række af møder med aktive og engagerede borgere, som er levende optaget af den skammelige skævvridning, der er sket i Danmark. Ikke på grund af en uafvendelig udvikling. Men som en konsekvens af politiske beslutninger eller mangel på samme, som har skabt det Udkantsdanmark, der i dag på mange måder giver udtryk for vrede og utilfredshed med netop skævvridningen.

Da jeg om aftenen var nået hjem til 22-nyhederne fra TV 2 kunne jeg høre Poul Erik Skammelsen berette, at regeringen tidligere på dagen havde fremlagt sin med spænding ventede vækstpakke for yderområderne. Ja, det var ikke blot en plan fra mindretalsregeringen, men en pakke, der var godkendt af alle fire partier i den blå blok, så flertallet er på plads.

Planen rummer støtte til 16 initiativer, og et af de mest omtalte er støtten til at nedbringe billetpriserne til landets færgeafhængige øer. For et års tid siden blev det regnet igennem, at det vil koste 281 millioner kroner at gennemføre det såkaldte landevejsprincip, hvor udgiften til en kilometers transport over land sidestilles med udgiften til en kilometer over vand.

Da beløbet kom frem, havde den daværende opposition travlt med at forklare, at det var småpenge. Eller ”peanuts”, som De Konservatives Mai Mercado malende udtrykte det. Og Venstres Hans Christian Schmidt udtalte på den bramfrie facon, der er karakteristisk for ham, at landevejsprincippet skulle gennemføres, når Venstre kom til fadet. Finansieringen var ikke noget problem. Pengene dem finder vi, fastslog Schmidt i valgkampen. Men det var altså, før han blev transportminister.

I vækstpakken er der afsat 48 millioner i år og 95 millioner de følgende år til at reducere færgetaksterne. På den baggrund havde TV 2 besøgt Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V), som var alt andet end tilfreds med den udmelding. Ja, han tøvede ikke med at tale om et klart løftebrud.

Det var blevet social- og indenrigsminister Karen Ellemanns (V) opgave at kommentere de vrede udtalelser fra partifællen på Fanø. Det slap hun katastrofalt dårligt fra.

I stedet for at gå ind i en saglig kommentar valgte hun at spille fornærmet. Gentagne gange fastslog hun på en måde, som en overlærer af den gamle skole ikke kunne have gjort tydeligere, at hun ikke forstod Erik Nørrebys holdning.

I stedet for at være så sur, skulle han langt hellere være taknemmelig! For 95 millioner er nemlig rigtig mange penge, blev der sagt flere gange. Og ministeren havde sandelig i dagens løb talt med flere borgmestre, som heldigvis udtrykte en helt anden holdning end Fanø-borgmesteren.

Således kom Karen Ellemann til at understøtte vreden i Udkantsdanmark ved så tydeligt at tale ned til os. Som om vi er uopdragne børn, der kræver mere slik.

Men det, vi kræver, er jo blot rammevilkår, der matcher resten af landets. Vi er omgivet af en betalingsring, så vi i turistmæssig henseende nærmest konkurrerer med destinationer i Tyrkiet og Spanien.

Vi lider under, at Danmark - når det drejer sig om mobildækning og it-forbindelser - har stillet sig tilfreds med at være et 80 procent-samfund, hvor de sidste 20 procent må klare sig selv. Vækststøtte til udkanten er ikke favoriseringer, men i virkeligheden reduceringer af diskriminerende forhold. For blot at nævne to af de problemer, vækstpakken vil hjælpe til at reducere.

Finn Slumstrup er forfatter, foredragsholder og tidligere kanalchef på DR's P1