Natasha Al-Hariri: Vær din egen feminist

Jeg er ikke brun feminist. Jeg er ikke muslimsk feminist. Jeg er ikke salonfeminist. Jeg er ikke 1., 2., 3. eller 4. bølge feminist. Jeg er en feminist, der tror på ligestilling og lige vilkår mellem alle køn, på tværs af alle socioøkonomiske lag, hudfarver og religioner, skriver feministen Natasha Al-Hariri

Lad os blive bedre feminister af at få et større indblik i vores samfunds mange grimme udfordringer med alt fra distribuering af seksuelt videomateriale af mindreårige blandt unge teenagedrenge, det fængselsagtige liv, nogle minoritetsunge lever i, det faktum, at ligeløn ikke er en realitet, og meget meget mere, skriver Natasha Al-Hariri.
Lad os blive bedre feminister af at få et større indblik i vores samfunds mange grimme udfordringer med alt fra distribuering af seksuelt videomateriale af mindreårige blandt unge teenagedrenge, det fængselsagtige liv, nogle minoritetsunge lever i, det faktum, at ligeløn ikke er en realitet, og meget meget mere, skriver Natasha Al-Hariri. Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Sidste uge kunne vi igen fejre Kvindernes Internationale Kampdag. En dag, jeg virkelig ser frem til – år efter år. På sådan en dag føler jeg mig dybt forbundet i et fællesskab og en bevægelse, der på trods af fraktioner, bevægelser og bølger samles om ligestilling. En mærkesag, der har stået mit hjerte nært i mange år. Men bestemt ikke en bevægelse, jeg har følt mig lige velkommen i altid.

Mine første mange møder med feminisme var af den slags, som ikke kunne rumme ”sådan en som mig”. Der var en gængs ramme, som jeg skulle passe ind i. En hovedpåklædning, jeg skulle forsvare. En religion, jeg skulle forsvare. Der blev dikteret en frigørelse, som jeg ikke nødvendigvis kunne købe mig ind på. Hvad der sætter dig fri, sætter ikke nødvendigvis mig fri. Jeg følte ikke, der var plads til mig, så jeg holdt afstand til feminismen.

Men som med så mange andre rammer og kasser, som folk igennem tiderne har ønsket at proppe mig i, tænkte jeg ”Det skal ingen ha’ lov til at bestemme!” og meldte mig for nogle år siden ind under feminismens faner. For jeg er jo feminist. På min måde. Med mit tørklæde. En beslutning, jeg er så glad for, og en bevægelse, jeg er så stolt af at være en del af.

For ingen ejer feminismen, og ingen har definitionsretten over feminismen. Én grundlæggende pille står sikkert, og det er kampen for ligestilling. Delmålene er mange, og midlerne er endnu flere. Fraktionerne de senere år er kun blevet flere og flere, og paraderne trækkes kun højere og højere op.

Men jeg er ikke brun feminist. Jeg er ikke muslimsk feminist. Jeg er ikke salonfeminist. Jeg er ikke 1., 2., 3. eller 4. bølge-feminist. Jeg er en feminist, der tror på ligestilling og lige vilkår mellem alle køn, på tværs af alle socioøkonomiske lag, hudfarver og religioner. Vi er mennesker først, og derfor er der ingen men’er. Alle udfordringer med ligestilling skal tages alvorlig. Så lad os lytte til hinanden.

Lad os lære af hinandens erfaringer. Lad os være uenige. Lad os blive bedre feminister af at få et større indblik i vores samfunds mange grimme udfordringer med alt fra distribuering af seksuelt videomateriale af mindreårige blandt unge teenagedrenge, det fængselsagtige liv, nogle minoritetsunge lever i, det faktum, at ligeløn ikke er en realitet, og meget meget mere.

Og til alle jer der ikke kan eller vil melde jer ind under feminismens faner: I behøver ikke købe forudbestemte definitioner, som ikke giver plads til jer. Kræv ret til at skabe jeres feministiske rum. Kræv ørenlyd til jeres stemme. Vær jeres egen feminist. I sidste ende er målet det samme. Husk det nu!