Prøv avisen
Debat

Værd at leve: Kan eksistentiel smerte lindres?

Foto: Ritzau Scanpix/Iris

En metode, der kunne anvendes til at lindre den eksistentielle smerte er den filosofiske praksis. Måske lindringen kan findes ved at behandle eksistentiel smerte som et fællesmenneskeligt grundvilkår i stedet for et personligt problem?, skriver sygeplejerske

Den 13. februar kunne man i Kristeligt Dagblad læse et interview med den hollandske praktiserende læge Marianne Dees om Hollands praksis for eutanasi. Især et citat springer mig i øjnene:

”I dag er mange behandlinger forbedret, og patienter lever længere, men bivirkningerne gør, at de også lever længere i en situation, de ikke synes, det er værd at leve i. Tidligere bad patienter om dødshjælp på grund af åndenød eller smerter, men det kan vi lindre i dag. Tilbage er eksistentiel smerte og spørgsmål om livskvalitet, og der kan problemerne blive så personlige, at de kun kan løses ved at hjælpe personen med at dø.”

Citatet er muligvis fremstillet og dermed tolket mere firkantet, end hvad den hollandske læge har ment, men der er flere ting i citatet, der springer mig i øjnene.

Først og fremmest at ”eksistentiel smerte og spørgsmål om livskvalitet” bliver til personlige problemer. Med en moderne videnskabelig tankegang bliver problemer ofte behandlet som noget, der kan løses. Den ultimative løsning på eksistentiel smerte – som personligt problem – bliver naturligvis døden. Men når det kommer til eksistentielle temaer, som eksempelvis angst, smerte, lidelse, døden, at være underlagt tilfældet, at indvikle sig i skyld og så videre, er det jo netop noget, alle mennesker deler som et fælles grundlag for eksistensen. Måske lindringen kan findes ved at behandle eksistentiel smerte som et fællesmenneskeligt grundvilkår i stedet for et personligt problem?

Et andet tema, der springer mig i øjnene fra citatet, er den udvikling, der er sket inden for lindring eller palliation, som det også kaldes. At vi er blevet bedre til at lindre nogle af de fænomener, patienterne oplever, såsom åndenød eller smerter, peger jo netop i retningen af, at der sker en udvikling i vores viden og kunnen. Der bliver kontinuerligt forsket inden for palliation. Med palliative enheder og hospicer rundt omkring i landet bliver ressourcerne ligeledes samlet for at sikre størst mulig videns- og erfaringsopsamling. Spørgsmålet er, om den forskning og erfaringsopsamling, der foregår, ikke også kan gøre os klogere på, hvordan vi kan lindre den eksistentielle smerte?

Ifølge citatet lever flere mennesker længere tid på grund af de mange forbedrede behandlinger. Men som følge af bivirkninger og komplikationer opleves den forlængede levetid ikke nødvendigvis som noget positivt. Derfor kan patienterne opleve eksistentiel smerte, og at livet ikke er værd at leve. Men er den eksistentielle smerte et stationært fænomen? Er det muligt at ”komme over det”? Og dermed: Kan den eksistentielle smerte lindres?

I Danmark er der kommet et tiltagende fokus på at møde patienternes eksistentielle behov og åndelig omsorg. Eksempelvis er der oprettet det første professorat i ”Åndelig omsorg” på Syddansk Universitet, ligesom der også er forsøg med Eksistenslaboratorium, udarbejdet i Region Hovedstaden med støtte af Trygfonden. Der pågår ligeledes forskning inden for eksistentiel fænomenologi og sokratisk dialog på Aalborg Universitet for blot at nævne et par eksempler. Alt sammen i et forsøg på at imødekomme det manglende fokus på de eksistentielle temaer i sundhedsvæsenet. Og ud fra en hypotese om, at den eksistentielle smerte kan lindres uden dog helt konkret at vide, hvordan man gør det.

En metode, der kunne anvendes til at lindre den eksistentielle smerte er den filosofiske praksis. Det er en relativt ny disciplin opfundet af filosoffen Gerd Achenbach i 1981, og der findes i dag mange forskellige grene heraf. Fælles for dem alle er dog det centrale fokus på filosofien som en slags tredje dialogpartner mellem en gæst og en filosofisk skolet vært. Jeg finder denne dialogform særlig relevant, når det kommer til at udfolde eller undersøge de fællesmenneskelige vilkår, som vi alle møder i løbet af vores liv. Den filosofiske praksis handler netop ikke om terapi eller problemløsning, men om at skabe et rum og tilbyde et sprog eller en forståelse af det særlige fokus, gæsten har. Og heri ser jeg potentielt en lindring for den eksistentielle smerte.

Det er velkendt, at man søger fællesskabet i svære tider – se bare på antallet af støttegrupper for diverse livsudfordringer. Og det gør man formodentligt, fordi det opleves som en lindring at møde andre ligesindede. På samme måde kan dét at gå hos en filosofisk praktiker være et lindrende fællesskab, både mellem gæsten og værten, men også et fællesskab med nogle af de tanker, der er blevet tænkt i løbet af filosofiens historie.

Eksempelvis kan det være meget lindrende for ens angst at høre nogle af de tanker, en filosof som Kierkegaard har herom. Eller det kan bidrage til en anden forståelse af angst som fænomen, som kan virke lindrende. Som en kendt norsk filosofisk praktiker Anders Lindseth skriver: Filosofien trøster!

Camus skriver i starten af Sisyfos-myten den efterhånden berømte vending ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.”

Hvis Camus har ret i det, bliver filosofiens grundspørgsmål i Holland besvaret gennem en samtale mellem en patient og en læge.

Hvis vi fastholder, at den eksistentielle smerte kan lindres, og at en vej mod denne lindring er den filosofiske praksis, ender vi ikke som i Holland med at finde et svar på filosofiens grundspørgsmål. Men i filosofien er det også spørgsmålene, der er langt mere interessante end svarene.

Mette Kurup Callsen er sygeplejerske og cand.mag. i anvendt filosofi.