At være dansk: Et studie i flæsk og dyremishandling

Rasmus er vegetar og burde derfor tvangsfodres (offentligt) med flæskesvær og frikadeller for at passe til Dansk Folkepartis verdensbillede, skriver han polemisk

"Jeg kan lige så godt lade det slippe ud: Jeg erkender pure, at jeg i snart et år har lidt af den forfærdelige sygdom at være vegetar med hang til at være deltidsveganer, hvilket er endnu værre. Dansk Folkeparti gør ellers deres for at få bugt med sygdommen ved nærmest dagligt at promovere et overdrevent svinekødsindtag, som de mener, er en del af danskheden og af den danske kultur."
"Jeg kan lige så godt lade det slippe ud: Jeg erkender pure, at jeg i snart et år har lidt af den forfærdelige sygdom at være vegetar med hang til at være deltidsveganer, hvilket er endnu værre. Dansk Folkeparti gør ellers deres for at få bugt med sygdommen ved nærmest dagligt at promovere et overdrevent svinekødsindtag, som de mener, er en del af danskheden og af den danske kultur.". Foto: Mads Jensen.

På trods af mine blå øjne, mit leverpostejsfarvede hår og mit efternavn (Olsen) er jeg altså ikke rigtig dansk. I hvert fald ikke ifølge Dansk Folkeparti, som ellers ofte synes at sætte stor pris på samme udseendemæssige værdier, når snakken går på det særligt danske.

Derudover har jeg en særdeles mørk side, hvis betegnelse visse højrefløjspolitikere nok aldrig har brugt uden i samme åndedrag at udslynge ord som hipster, speltsegment eller Politiken Plus.

Denne side af min personlighed er så dunkel og udansk, at børn burde beskyttes mod det ved lov, nøjagtigt som folketingsmedlem-og byrådsmedlem i Odense Pernille Bendixen fra Dansk Folkeparti har bedt sundhedsministeren redegøre for, efter at det er kommet frem, at en odenseansk institution udelukkende serverer vegetarmad.

Spørgsmålet, som Bendixen stiller, er: Kan vegetarmad være skadeligt for børn, og er det sundhedsfagligt forsvarligt kun at servere vegetarisk mad for børn?

Jeg kan lige så godt lade det slippe ud: Jeg erkender pure, at jeg i snart et år har lidt af den forfærdelige sygdom at være vegetar med hang til at være deltidsveganer, hvilket er endnu værre. Dansk Folkeparti gør ellers deres for at få bugt med sygdommen ved nærmest dagligt at promovere et overdrevent svinekødsindtag, som de mener, er en del af danskheden og af den danske kultur.

På grund af min sygdom har jeg fået oparbejdet en svækket realitetssans. Jeg tror nemlig vitterligt, at det særligt danske (den danske folkesjæl, om man vil) ikke drejer sig om masseproduceret kød fra svin, som har levet et miserabelt liv i trange kår.

I stedet forestiller jeg mig i ramme alvor, at folkesjælen skal findes i en stærk retfærdighedsfornemmelse med tilhørende frihedsrettigheder, ligestilling, retsstat, demokrati og - i særdeleshed - menneskeværd.

Endvidere lever jeg i den vildfarelse, at dansk kultur - hvis vi absolut skal definere ”dansk” kultur - har noget at gøre med en kaffebonde i Kenya ved navn Isak og hendes eventyr eller med en vis herre og hans fantastiske hunde med tekop-, Runde-taarns- og møllestensøjne. Jeg har også den idé, at dansk kultur kan findes ved at råbe ”Hey ho! For Jutlandia” så højt, man kan, eller ved i kor at synge ”“og milde kvinder - hvor har de magt” med det obligatoriske smil på læben.

Ligeledes er jeg forkert på den med at synes, at det er smukt at runde Helsingør og se de mange etagemetre over gode gamle Holgers kasematter, eller at der faktisk er noget at komme efter med hensyn til lyset over Skagen, når ens øjne falder på hr. P.S. Krøyers skilderier.

Men nej! Her tager jeg grueligt fejl. Vegetarismen - min forfærdelige lidelse - har trukket mig ned i sølet, hvor al respekt for svineproducenterne og deres funktion som det danske samfunds allerhøjeste sammenhængskraft og kulturelle lag - limen, som holder det hele sammen og forhindrer et sandt ragnarok - er forduftet som dug for solen.

Jeg burde tvangsfodres (offentligt!) med flæskesvær og frikadeller, indtil jeg segner om og erkender mit forstokkede verdensbillede. Det må være løsningen (kuren), som kan tilbydes mig, så jeg på ny kan blive en ordentlig dansker og bidrage til det danske samfund ved at supplere de store kødproducenters statsstøttebelagte profit.

For der er jo ikke noget så dansk som dobbeltmoral. Med den ene hånd kan man sagtens betale kontingent til Dyrenes Beskyttelse, og så med den anden købe supermarkedets allerbilligste skinkeschnitzel, hvis indpakning aldrig nogensinde har hørt tale om begrebet friland, endsige økologi.

Så jeg må altså opgive ævred for at blive ”rask” og stille mig i koret af Dansk Folkepartis svinefantaster og dermed benytte mine svinefantasier til at bekæmpe islams svøbe, som jo presser ”dansk kultur” på det groveste ved at insistere på, at der skam eksisterer retter (også med pæredansk ophav), hvori vanrøgtede og ufrie svins kød ikke indgår.

Rasmus Borngräber Olsen, Sønderskovvej 56, Ilskov, Sunds