Anden søndag efter påske
Johannesevangeliet 10, 11-16
Vi er i tiden efter påske. Tiden er den tid, hvor vi går ud i opstandelsens nye virkelighed. Det er som at høre en stemme. Det afgørende er ikke, at vi kender stemmen. Det afgørende er, at det omvendt er stemmen, der kender os. Og får os til at følge efter. Stemmen siger ikke, hvad som helst. Den taler ikke bare ud i den blå luft. ”De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig.” Gerningerne taler. De giver lyd. De vidner. Det er altså gerningerne, vi skal genkende den opstandne på.
Når vi genkender ham, er vi ikke bare på vej ud i opstandelsens nye virkelighed. Vi opstår også til et nyt syn på ham, os selv og hinanden. Den opstandne er ikke længere bare en tilfældig skikkelse i historien. Han er hyrden, der bevæger sig op gennem historien og giver os evigt liv. Selv er vi ikke længere dem, der skal klare os selv mod de andre. Vi er derimod som får blandt andre får. Vi får sikkert mange forskellige billeder oppe i hovedet, når vi ser det.
Men prøv at se sådan på det. Fårene her står ikke i en fold. De er ikke begrænset af indhegninger, der adskiller dem fra dem inden for og dem uden for indhegningen. Der er ikke noget ”dem og os” i det billede, den opstandne kommer med. Til gengæld giver han os et billede af nogle får, der bevæger sig frit rundt mellem hinanden. De bevæger sig sammen i al deres forskellighed. Nogle er hvide og pæne at se på, men de sorte får er der også. De sorte møgbeskidte stinkende får, som sikkert er frygteligt genstridige – sådan er det.
Fårene er forskellige, men sammen med dem bevæger hyrden sig. Han er ikke den, der altid bevæger sig foran. Ofte går han ude i siden, nogle gange i midten, nogle gange går han bagved flokken. Ofte er han helt usynlig og pludselig dukker han op ved, at han kommer flokken i møde. Sådan er det med os og den opstandne. Vi er som en flok får, der går frit ude under himlen i al vores forskellighed og et eller andet sted imellem os går han, og ofte er han den, der kommer os i møde. Sammen med ham skal vi aldrig i evighed få fortabt. Det gælder også de sorte får!
Søndagsordet skrives på skift af sognepræst i Varde Morten Thaysen, sognepræst i Jægersborg Lea Skovsgaard, lektor, cand.theol. Leif Andersen og pastor emeritus Lisbeth Smedegaard Andersen.