Det var ikke mindst teologisk konservative stemmer, som på liturgikonferencen i Fredericia den 13. november gav udtryk for betænkeligheder ved tempo og retning af den liturgiproces, biskopperne har sat i gang.
Jeg deler deres lidenskab for kirkens tro. Og jeg deler den skepsis, flere giver udtryk for, når det handler om forandringsparatheden i moderne teologi: Med det sympatiske program at gøre evangeliet forståeligt kommer man for ofte til at omdefinere den kristne tro. Jeg vil undtagelsesvis afstå fra at nævne eksempler; men der er nok at tage af.
Så vel er det farligt at dyrke teologiske forandringer. Men det kan være lige så destruktivt at droppe de sproglige og pædagogiske. Vi kan nemlig også svigte den kristne tro, hvis vi ikke vover at forandre sprog og former. For at Gud blev menneske, betyder også, at Gud taler menneskesprog og ikke et særligt religiøst sprog. Derfor er det at være teologisk konservativ ikke det samme som at være sprogligt konservativ.
Det viser sig ved, at vel kan indhold ubevidst ændres, når vi foretager sproglige ændringer; men indhold kan også ændres ved, at vi beholder gamle formuleringer, mens sproget flytter sig. Og dermed er der ingen risikofri vej frem i liturgispørgsmål.
Nogle hurtige eksempler fra dåbsritualet – det ritual, som formodentlig er det mest eksplosive enkelttema i debatten.
Et (mindre) problem er gamle ord, som er distanceskabende. Jeg tror for eksempel, at de fleste forstår ordet ”åsyn”. Det hele bliver bare en lille smule uvirkeligt, når det på nudansk hedder ”ansigt”. Og ”hjemmedåb” praktiseres stort set ikke mere. Man kan eventuelt bruge voksenritualets ord ”tidligere døbt”, fordi en kant mod gendåb vist stadig er nødvendig.
Dernæst er der ord, som i mildere grad camouflerer meddelelsen. Jeg tror, at mange ikke forstår, at ”her og hisset” betyder i dette liv og i det, som kommer. Evighedstemaet bliver ikke særlig nærværende med det ordvalg. Det passer måske nogle former for liberal teologi udmærket, men vi andre har brug for mere virkelighed.
Et alvorligere eksempel er fra dåbserklæringen. Vi er nødt til i det mindste at overveje, hvad vi stiller op med, at store befolkningsgrupper i dag hører ordet ”genfødt” i lyset af reinkarnationstro. De hører noget andet end det, vi siger.
Måske skal vi beholde glosen og dernæst undervise på den store klinge for at fylde det med bibelsk indhold. Eller måske skal vi overveje nye ordvalg. Det kunne være: ”(…) som nu har gjort dig til et nyfødt Guds barn i dåben.”
Vi er i alle tilfælde nødt til at træffe et valg og løbe en risiko. Det er i den forbindelse vigtigt at opøve evnen til at skelne mellem det, som er svært at forstå, og det, som er svært at acceptere. Det første skal vi gøre alt, hvad vi kan for at reducere. Det sidste er vi i de fleste tilfælde nødt til at fastholde, hvis vi ikke vil svigte evangeliet.
Dermed rammer vi det helt alvorlige element: Det nuværende ritual er gennemsyret af overbevisningen om, at uden dåb og tro er vi stakkels mennesker uden Gud og uden håb i verden. Men det camoufleres i høj grad af de gammeldags formuleringer.
Desuden ved alle, der har ører at høre med, at der er en betydelig uenighed i folkekirken om, hvorvidt vi står bag det nuværende ritual på det punkt. Den uenighed var efter min oplevelse elefanten i rummet i Fredericia den 13. november, og hvis vi ikke får talt ud om den, bliver nye ritualer i bedste fald ny camouflage.
Når den sammenhæng mellem dåb og tro er slået fast, er det værd at lytte til de indlæg fra ungdomsorganisationerne, der gjorde opmærksom på, at det kan høres som en slags troseksamen, når forældrene detaljeret fire-fem gange skal svare på deres forhold til trosbekendelsen. Som om vi forventer en dogmatisk akkuratesse af dåbsforældre, som vi ikke ville kræve af nogen andre.
I det tonefald truer budskabet om frelse ved dåb og tro med at blive en præstation og ikke et frihedsbrev. Vi må derfor finde en formulering, der generobrer trosretfærdighedens befrielse.
Sig det ikke til min biskop, men jeg har fundet en vis befrielse i den afvigelse fra ritualbogen, hvor menigheden siger trosbekendelsen, hvorefter tilspørgslen forkortes. Og jeg har hørt tydeligt bekendende kirkegængerforældre drage et lettelsens suk, når jeg betoner, at ”nu døber vi ikke på en test af jeres tro, men på menighedens fælles bekendelse”. Problemet kan nok løses på andre måder, men det er ikke bare kommunikativt. Det er sjælesørgerisk.
Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.