Væremåder og væsen i litteraturen

I litteraturen bliver vi igen af evigt samme slags på tværs af alle tider og steder, skriver Jens Smærup Sørensen

Tegning: Søren Mosdal
Tegning: Søren Mosdal.

Leo Tolstojs roman ”Krig og fred” er på mere end 1400 sider, og jeg kan ikke lige finde stedet, men det står der: ”Som alle indskrænkede mennesker troede hun, at mennesker i forskellige tider er forskellige”.

Hvormed forfatteren vel antydede, at han var af en anden opfattelse, og at den lå til grund for hans fortællinger om denne romans flere hundrede personer. Skønt de tilhørte en anden tid, der, allerede da han blev født, lå langt tilbage og nu kunne tage sig meget fremmedartet ud, så var de altså mennesker af nøjagtig samme slags som hans samtidige og - ville han vove at påstå - som mennesker til evig tid.

Ikke desto mindre satte han store dele af sine righoldige ressourcer ind på at udmale, hvor mærkværdigt de på mange måder tænkte og teede sig dér omkring 1810. Og han satte endnu flere kræfter ind på at tegne alle disse historiske og fiktive figurer som individer, der af læseren må opleves som så vidt forskellige, at fællestræk umiddelbart fortoner sig, så vel indbyrdes imellem dem som mellem vores nutidige og deres fortidige måder at være mennesker på.

Og dog, og samtidig, eller som i et ekko gennem læseoplevelsens klangrum, vil vi nu alle kunne se os selv så grangiveligt - også i skikkelser, vi næppe før har troet kunne ligne os. Hvor meget vi end er moderne danskere, og hvor meget Tolstoj end gik op i at fremstille datidens vaskeægte russere.

For det var hans meget bevidste mål at skildre, hvordan Rusland og det russiske folk gennem krigene mod Napoleon, på ny og i højere grad, blev sig selv og kom til at forstå sin egenart. I kraft af denne bestræbelse har ”Krig og fred” haft uhyre stor betydning for hans landsmænd.

Men Tolstoj kom med sin roman først og fremmest til at anskueliggøre, hvad ethvert menneske til enhver tid og hvor som helst på kloden har i sig. Som om romanen af sig selv vil det, og måske fordi den, frem for at endevende nok så mange sider af livet, imiterer det som en helhed.

I al beskedenhed - og i denne sammenhæng kan ingen (djævel, havde jeg nær sagt) mistænke denne beskedenhed for at være falsk - har jeg og flere af mine kolleger i de senere år således også skrevet romaner om mennesker i en meget anderledes fortid.

Takket være udviklingens rasende hast er den alligevel ikke fjernere, end at vi i vores eget liv, som børn og gennem vores forældre, har lyslevende minder om den. Men pointen er jo nu her, at vi slet ikke har villet rippe op i disse svundne tider for at lege historikere. Vi har som digtere - og i første omgang - gjort det for gennem billeder fra vores barndom af vores (bedste- og olde-) forældre og deres måder at tænke og te sig på forsøgt at skærpe billedet af vores måder som nulevende.

Der er så overvældende meget, der tager sig nærmest ubegribeligt anderledes ud, når man engang har oplevet om så blot resterne af den århundredgamle bondeverden, der her i landet uddøde ved slutningen af 1950'erne.

At vi som en selvfølge blev opdraget både i skole og hjem med anvendelse af fysisk vold, for bare at tage et eksempel. At ingen ægtefolk hverken i vores landsby eller i nabosognet var blevet skilt, og at religionen og især ejendomsforholdene stadig hindrede dem i så meget som at forestille sig muligheden. Og at tjenestefolk var en del af familien og blev lønnet derefter, ja, og blandt så meget andet mærkeligt også at mændene var økonomiske overhoveder, der kunne bestemme, om konen havde fortjent en krone og halvtreds øre i lommepenge.

Plus alt det vidunderlige som den kultur også kunne rumme, dagligliv i og med naturen, fællesskab, en ret indlysende mening med det hele. Alt dette og meget mere har vi altså skrevet om for at komme nærmere ind på, hvilke livsvilkår og -muligheder der foreligger lige nu.

Men vi er dermed også, for sådan vil romaner det åbenbart, kommet til i det mindste at pege i retning af noget, som vi altid har været og vil være - med vores frygt og længsler, vores behov, også for at forstå, hvad vi skal, og hvorfor vi er her.

Næppe fordi tidernes meget forskelligartede prægning af vores væremåder kan gøres op som en mindre procentdel af vores sande væsen, men fordi de alle peger ind mod det. Som skiftende stilarter og fremtrædelsesformer for det evigt menneskelige, og den dobbelthed og sammenhæng kan netop litteraturen fange.

Det er da en god grund til at læse den for mere end fornøjelsens skyld. Og til at undervise i læsningen, ikke mindst i en tid, hvor historisk bevidsthed mørklægges, og hver ny generation kan opfatte sig som en hidtil uset og enestående art.

Ja, i ganske særlig grad i en tid, hvor vi blandes med folk fra andre verdensdele med anderledes skikke og derfor kan nære den illusion, at de er en anden slags mennesker end os.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen