Det er et bibelord, som jeg tænker på langt oftere, end jeg bryder mig om. Jeg ville virkelig ønske, at det var uaktuelt og bedaget, men det er så langtfra tilfældet.
Man finder stedet i Det Nye Testamente, og det lyder: ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis, fordi det kildrer deres ører”. Initiativet kan ganske vist også komme fra lærerne, som gerne vil skaffe sig, hvis ikke lige frem folk i massevis, så i hvert fald flere folks lydhørhed og bifald ved at kildre deres ører.
Skriftstedet trængte sig på, da jeg læse den antilutheranske pleaser -pamflet ”Må vi være her?”, og det meldte sig igen, da jeg læste et præsteforslag om udformelsen af ét enkelt vejledende vielsesritual, som er fælles for alle vielser i folkekirken, hvad enten det drejer sig om heteroseksuelle eller samkønnede par.
Præsterne er også utilfredse med, at det autoriserede vielsesritual for to af hvert sit køn ”indeholder bønner og læsninger som har en indbygget skabelsesteologisk tankegang, der for mange ikke afspejler deres syn på ægteskabet”.
Nu kunne en og anden enfoldig sjæl måske mene, at en kirkelig vielse ikke først og fremmest skal afspejle den medbragte ægteskabsforståelse, men Bibelens syn på ægteskabet. Ja, man kunne måske tænke, at de bibelske tekster ikke bare er spejl, men et vindue. I spejlet ser man sig selv, gennem vinduet ser man ud og mere end sig selv. ”Egen navle er pompøst motiv,” skrev P.H., men kirken skulle gerne byde på et dybere perspektiv.
Det nævnte skriftsted gjorde også sin trælse genkomst, da jeg hørte en af præsterne bag forslaget, William Salicath, i P1’s ” Tidsånd”, hvor han var gæst hos Christoffer Emil Bruun.
Nu ved jeg godt, at ”Tidsånd” er et samtaleprogram snarere end et debatprogram, men i denne udgave var værten tæt på at lyde som et ekko af sin gæst.
Efter at William Salicath havde fremført, at det ikke nyttede at lave forskellige ritualer afhængig af seksualitet og gjort den lidet skarpsindige sammenligning: ”Vi har jo heller ikke forskellige konfirmationer for hetero – og homoseksuelle”, svarede Christoffer Emil Bruun:
”Det virker jo ret indlysende, hvordan kan det være, at man for 10 år siden ikke allerede da tænkte; Hov, i et ritual kan vi ikke gøre forskel på køn”.
Som vært i et trosprogram er det da lidt underligt, at det ikke var indlysende for ham, at det kunne skyldes, at den traditionelle kristne ægteskabsforståelse faktisk er baseret på forskelle i køn. Ja, selveste Herren Jesus funderer ægteskabet i skabelsen af mennesket som mand og kvinde, og derfor er det slet ikke så indlysende, at man i hans kirke bare kan sætte det til side for rettighedsfilosofi og tidsånd.
William Salicath og meningsfæller foreslår, at man skal kunne vælge mellem forskellige vielsesritualer, mens tilspørgsel og erklæring stadig skal være autoriseret. Det bliver noget af et spejlkabinet, og troldspejlet kommer med.
Jesper Bacher er sognepræst.