Historien vil vise, at Obama er en af de største

Jeg tror, historien vil vise, at de ting, Obama har sat i gang, rent faktisk vil ændre noget fundamentalt i det amerikanske samfund og i den verden, som USA inspirerer og påvirker, skriver studerende

"Han har taget tæskene med overskud og gåpåmod. En fighter af guds nåde, med hjertet på det rette sted. Og USA’s første sorte præsident," skriver Andreas Dinesen.
"Han har taget tæskene med overskud og gåpåmod. En fighter af guds nåde, med hjertet på det rette sted. Og USA’s første sorte præsident," skriver Andreas Dinesen. . Foto: Drew Angerer/UPI/Polfoto.

I dag er det afgjort. Det amerikanske præsidentvalg mellem to historisk upopulære kandidater, Hillary Clinton og Donald Trump.

Da jeg forleden besøgte Paludan Bogcafé på Fiolstræde i København, stod der tre glas på disken med hvert sit skilt. Der stod henholdsvis ”Trump”, ”Hillary” og ”Neither – keep Obama” på glassene. Det eneste glas, folk havde smidt penge i, var det sidste. For mig er der heller ingen tvivl.

Obama vil fortsætte med at være et idol og et forbillede. Ikke kun på grund af hans retorisk perfekte taler og løfter om forandring.

Men fordi han kom med en mission om virkelig at forandre noget til det bedre i det amerikanske samfund og har holdt fast i sine visioner hele vejen igennem, selvom modstanden har været massiv.

Obama klynker ikke over, at han i størstedelen af sin præsidentperiode har haft et konservativt og selvdestruktivt republikansk flertal imod sig i begge kamre af kongressen.

Han har i stedet handlet så godt, han kunne, gennem sine særlige præsidentielle beføjelser.

Jeg tror, historien vil vise, at de ting, Obama har sat i gang, rent faktisk vil ændre noget fundamentalt i det amerikanske samfund og i den verden, som USA inspirerer og påvirker.

Obama har undgået skandaler både privat og politisk. Han har ikke startet nogen unødige krige, men handlet velbalanceret i international politik. Han har genoptaget relationen til Cuba og generelt insisteret på, at diplomati og dialog bringer dig længere end bombefly og trusler om atomkrig.

Også på hjemmefronten har han opført sig eksemplarisk. Både førstedamen, Michelle, og deres to døtre, Sasha og Malia, har åbnet op og inviteret offentligheden med indenfor i Det Hvide Hus.

Præsidentparret har stillet op i mange sammenhænge med en ægte interesse og bekymring for almindelige amerikaneres ve og vel.

Netop disse overvejelser var en grundlæggende motivation bag Obamacare, som nu giver de 18 millioner fattigste amerikanere en livsnødvendig sygeforsikring.

Kigger man på de økonomiske nøgletal, så er arbejdsløsheden i USA nu nede på 4,9 procent. Det laveste niveau siden den økonomiske krise for alvor tog fat i 2008.

Obama har med målrettede infrastrukturreformer og investeringer i grøn energi sat gang i den amerikanske økonomi. Det er solidt håndværk og vidner om en ualmindelig stor indsigt i, hvordan man bedst muligt fører ekspansiv finanspolitik til gavn for almindelige borgere.

Sidst, men ikke mindst, har Obama styrket homoseksuelles rettigheder og sat klima allerøverst på den politiske dagsorden ikke bare i USA, men også globalt.

Han har arbejdet benhårdt på at få Paris-aftalen i hus og gang på gang understreget, at kampen mod klimaforandringerne er den måske vigtigste politiske dagsorden nu og i de kommende årtier.

Han har set, at grønne teknologiske løsninger kan skabe massevis af job, og at omkostningerne ved ikke at handle mod klimaforandringerne langt overstiger de investeringer, som er bydende nødvendige for at begrænse temperaturstigningerne.

Nogle vil indvende – med rette – at USA fremstår mere splittet end nogensinde før med raceoptøjer og et Wall Street, som aldrig blev straffet hårdt nok for sine risikable og lyssky aktiviteter, som essentielt førte til finanskrisens start. To fair kritikpunkter.

I mine øjne har Obama dog fået det optimale ud af en vanvittigt svær politisk situation. Han har valgt de svære, men rigtige løsninger. De løsninger, som på langt sigt trækker USA i en bedre retning.

Han har taget tæskene med overskud og gåpåmod. En fighter af guds nåde, med hjertet på det rette sted. Og USA’s første sorte præsident.

Som han så fint selv opsummerede sine væsentligste bedrifter i Jimmy Fallons talkshow: ” Health care is affordable, climate change is real and love is love .”

Tak, Obama. Vi kan kun håbe, at Clinton får lov og har evnerne til at fortsætte din linje.

Andreas Dinesen er studerende.