Prøv avisen
Debat

Valdemarsdag: ”Vid, det er en ære Dannebrog at bære”

Foto: ritzau

Helligdagenes flagudsmykninger gjorde indtryk. Selve flaget blev vi allerede som ulveunger omhyggeligt instrueret i at behandle med største varsomhed, skriver Leif Hjernøe om sin barndom

I dag, den 15. juni, er det Valdemarsdag. I den anledning holder Danmarks-Samfundet ”Flagets fest” i større byer.

Det ærværdige og det respektable ved flaget blev jeg først bevidst om, da jeg som ganske lille lærte at synge med på Peter Fabers julesang fra 1848, ”Højt fra træets grønne top”, hvor et af versene lyder sådan:

”Denne fane, ny og god,

giver jeg til Henrik,

du er stærk, og du har mod,

du skal være fænrik.

Hvor han svinger fanen kækt!

Børn, I skylder ham respekt!

Vid, det er en ære

Dannebrog at bære.”

Apropos Peter Fabers jul så skal det også lige nævnes – selvom det ikke lige er årstiden til det – at flaget også i en lille målestok, men til gengæld i lange kæder, indgik som et festligt indslag i juletræspynten. Flagguirlander omkransede den grønne gran i samklang med flettede hjerter og kræmmerhuse. Alt sammen belyst af de stearinlys, der blev til genfundne frihedslys i mange vinduer om aftenen den 4. maj 1945.

De samme vinduer havde i den lyse forårsaften lige så mange steder fået de sorte mørklægningsgardiner erstattet af frit udfoldede små og store udgaver af Dannebrog, der bredte sig over mange byejendommes facader som demonstrative fredsdekorationer. Mon ikke vi alle husker filmoptagelserne af de jublende danskere, der løber ad de københavnske gader med store flag blafrende udspændt imellem sig?

Nogle år senere fik jeg en endnu mere appellerende formaning om, hvordan man bør forholde sig til dette Dannebrog: danernes røde flagdug med det hvide korstegn. Som ulveunge i efterkrigstidens nøjsomme år lærte jeg at følge et respektindgydende adfærdsmønster omkring håndteringen af det flag, som hele min barndom under Anden Verdenskrig havde fået en særlig symbolværdi som modstykke til de hæslige hagekors.

Min familie boede under krigen i stuehuset til en mindre, nedlagt landejendom syd for Aarhus. Som en slags genbo havde vi en tysk militærforlægning. Vi flagede derfor kun meget sjældent i de år. Så sjældent, at flaglinen i de fem forbandede år var blevet forsømt. Der skete så det, som for så mange andre, at da man den 5. maj om morgenen med begejstret energi for alvor ville vise flaget, sprang de mørnede flagliner.

”Vær beredt.” Sådan lød ellers det kendte spejdermotto. Det gjaldt ikke alene flagberedskabet – flaget skal have de rette proportioner i forhold til flagstangens længde – men også håndteringen af flaglinen. Man lærte at sno linen om flagstangen og at ringle den op, så den ikke gjorde knuder. Man lærte at binde flagknob i flagets rebender af forskellige længder for derefter at vende flagdugen korrekt op og ned.

Der var uforglemmelige morgen- og aftenstunder under sommerlejre med henholdsvis rituelle flaghejsninger og flagnedtagninger. Man gjorde ulveungehonnør for fanen med to fingre i V-form a la Winston Churchills victory -sejrshilsen. Om morgenen sang man:

”Der er ingenting, der maner

som et Flag, der gaar til Top,

mens det drager vore Hjerter

og vort Sind mod Himlen op.”

Sådan også ved kirkelige højtider, ved festlige familiære lejligheder som fødselsdage, kobber-, sølv- og guldbryllupper. Og sådan også, når der skulle signaleres sorg. Som barn syntes jeg, det var lidt underligt, at man talte om at flage ”på halv stang”. Enhver kunne jo se, at den var hel. Men selvfølgelig, der var ellers ikke noget at tage fejl af. Flaget blev omhyggeligt hejst helt op for så straks efter nænsomt at blive sænket til en placering midt på flagstangen.

Helligdagenes flagudsmykninger gjorde indtryk. Selve flaget blev vi allerede som ulveunger omhyggeligt instrueret i at behandle med største varsomhed. Især var det vigtigt, at det rød-hvide korsbanner ikke på noget tidspunkt kom i berøring med jorden. Sådan også når det skulle lægges sammen. Det var helligbrøde ikke at gøre det ordentligt. Hvordan noget kan være helligt, blev på den måde anskueliggjort.

Leif Hjernøe er forfatter, foredragsholder og mediekommentator ved Kristeligt Dagblad.