Prøv avisen
Debat

Valentinsdag: Tid til at opdatere eventyret om den eneste ene

Denne valentinsdag er måske en god anledning til at spørge sig selv og sin partner: Kan vi leve med, at vi ikke har fundet et 100 procent match i hinanden? Foto: Joachim Adrian/ritzau

På trods af de høje skilsmissestatistikker, jagter vi stadig den fuldendte og perfekte kærlighed, og kulturen såvel som vores kemi understøtter illusionen

Alle parforhold, selv de mest velfungerende, indebærer skuffelser, svigt, vrede og sorg. Parforhold er, ligesom mennesker, uperfekte i deres natur. Alligevel er vores ideal stadig et perfekt forhold: Drømmen om den eneste ene, der med sin blotte tilstedeværelse fuldender os, gør os hele, rummer os og bliver rummet fuldkomment. Men det er jo desværre en drøm, vi måske kan tænke lidt over på en dag som i dag, nemlig valentinsdag.

Så hvad gør vi, når vi mærker, at realiteterne trænger sig på? Skal vi gå fra vores partner? Skal vi konstatere, at han eller hun ikke var den rette, og fortsætte vores søgning som seriemonogame? Skal vi tale med vores partner og håbe, at det ændrer sig? Eller skal vi søge forløsning hos en anden, men stadig inden for parforholdets rammer, enten i form af en affære uden for den primære relation eller i det åbne forhold? Og hvordan er det moderne parforhold overhovedet blevet til, når det er så usikker en konstruktion?

Et romantisk postmoderne samfund

I den vestlige verden i dag er monogami den fremherskende norm og det ubetingede ideal. Men vores romantiske forestillinger om den eneste ene er ikke særligt gamle. Det var i forbindelse med den første industrielle revolution, der gjorde sit indtog i slutningen af 1700-tallet, at vi ikke længere var så afhængige af hinanden til ren og skær overlevelse. Romantiske idealer blev udbredt over hele Europa igennem kunst, litteratur og musik. Ægteskabet var ikke længere kun et praktisk og juridisk anliggende – det blev nu hyldet som rammen omkring drømmen om kærligheden til den eneste ene.

Denne ældre romantiske forestilling lever i bedste velgående i vores postmoderne samfund.

På trods af de høje skilsmissestatistikker, jagter vi stadig den fuldendte og perfekte kærlighed. Kulturen og vores kemi understøtter illusionen: Når vi forelskes, forblændes vi, illusionen om den fuldkomne partner indfinder sig midt i en sand rus af signalstoffer og hormoner som dopamin og oxytocin. Vores hjerne og vores kulturelt nedarvede idealer om sand kærlighed, om den lykkelige tosomhed, går hånd i hånd for at skabe grundlaget for et gennemført selvbedrag.

Men når vi nu har denne individuelle og kollektive illusion om den eneste ene, hvordan forklarer vi så vores udbredte tendens til utroskab, udelængsel, seriel monogami og skilsmisserater?

Illusionen opretholdes af skam og tabuer

Det kan vi ikke, eller rettere sagt: Det vil vi ikke. I stedet bliver illusionen opretholdt gennem tabuer og skam, og vi kasserer snarere partneren, end vi kasserer dette idealmodel. Tabuet omkring utroskab er et af de mest vedholdende i parforholdet. Myten er, at der er noget galt, hvis man er utro – på trods af, at undersøgelser viser, at sex uden for ægteskabet kan skyldes meget andet end et defekt partnerskab. Det kan være en måde at mærke sig selv gennem spejlingen i et andet menneske end den velkendte partner, det kan skyldes spænding og lyst. Det kan endda vise sig at gavne forholdet til den primære partner.

Alle disse muligheder rummes ikke i det herskende narrativ omkring utroskab: Affærer må skyldes en svag tilknytning til den primære partner, et dårligt eller utilstrækkeligt parforhold. Utroskab fremstilles ensidigt som et altødelæggende point of no return i ethvert forhold, og mennesker, der vælger at blive sammen med deres partner på trods af utroskab, bliver set som svage og naive.

Dette blev eksempelvis tydeliggjort under det seneste præsidentvalg i USA, hvor Hillary Clinton atter måtte stå på mål for sit valg om at tilgive Bills affære med Monica Lewinsky for mere end 20 år siden.

Er livslang kærlighed en utopi?

Affærer kan være sårende og skadelige for den primære relation og kan være anledning til en stor, for nogle uoverkommelig krise i et parforhold, ligesom alle andre svigt.

Men så længe diskursen på samfundsniveau – og inden for parforholdets rammer – er så ensidigt fordømmende og unuanceret omkring kriser og svigt, så risikerer vi alle en slingrekurs som seriemonogame, på livslang jagt efter det særlige menneske, der kan fuldende vores liv uden hemmeligheder, bedrag og skuffelser. Og vi vil mærke det spirende håb, når vi atter forelsker os, når vi atter mærker hormonruset i det forblændende møde med det næste ”perfekte” menneske, som vi endnu ikke kender og dermed endnu ikke har set i al sin uperfekthed.

Eller: Vi kan gøre op med vores romantiske idealer om den fuldendte kærlighed. Se os omkring og stille spørgsmålet: Hvis ikke den livslange, lidenskabelige, romantiske kærlighed er en utopi, hvorfor ser jeg den så så sjældent hos mine venner, hos min familie?

Der findes ikke nogen one size fits all -model for kærlighed. Denne valentinsdag er måske en god anledning til at spørge sig selv og sin partner: Kan vi leve med, at vi ikke har fundet et 100 procent match i hinanden? Skal vi søge de sidste 10 procent hos andre? Skal vi kassere hinanden for vores mangler, eller skal vi kassere den model, som fører til alt for mange ulykkelige forhold og brud

Stinne Bogh og Karina Kehlet Lins er psykologer.