Prøv avisen
Kanten

Valg og fravalg i sundhedsvæsenet er ubarmhjertige, men nødvendige

Eva Secher Mathiasen Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

At snakke om valg og fravalg i sundhedsvæsenet er ubarmhjertigt. At begynde en mere åben prioritering er dog en nødvendighed for, at vi kan forholde os til, om en pose penge er bedst brugt på et enkelt menneske med en alvorlig, kronisk lidelse – eller på en gruppe mennesker, skriver formand for Dansk Psykologforening

Det er en ubarmhjertig opgave at skulle vælge patienters behandling til og fra. Alligevel er prioritering i sundhedsvæsenet et vilkår, når ressourcerne ikke er uendelige.

Indtil for nylig måtte sundhedsvæsenet ikke vurdere, om ny, og dyr, sygehusmedicin gav nok ekstra sundhed i forhold til de ekstra ressourcer, som det kostede. Det har med ankomsten af Medicinrådet ændret sig. Her tages der stilling til, om medicinen forventes at give tilstrækkelig anledning til ekstra livskvalitet og levetid til at kunne godtgøre de ekstraomkostninger, medicinen har i forhold til eksisterende medicin.

At kunne vælge behandling fra ved at prissætte de resultater, vi ønsker af den, og finde det for let, vil have den konsekvens, at nogle ikke får adgang til ny, dyr, medicin, selvom de kan få en bedre tilværelse ud af det. Men som den nu afgåede formand for Danske Regioner forklarer, så er fravalget også et tilvalg. For uden mulighed for at vælge fra ”så vil der ikke være noget tilbage til for eksempel psykiatrien eller andre ting, vi gerne vil gøre bedre”, sagde han.

At lige netop psykiatrien er blevet nævnt af Bent Hansen, synes ikke tilfældigt. En undersøgelse fra Aalborg Universitet viser, at netop langvarigt psykisk lidende er den patientgruppe, der bruges uforholdsmæssigt færrest ressourcer på i sundhedsvæsenet i forhold til den sygdomsbyrde, som lidelsen påfører dem.

Aalborg Universitet har undersøgt 18 forskellige kroniske lidelser og finder blandt andet, at der bruges mere end tre gange så mange ressourcer på en kræftramt sammenlignet med en psykisk lidende, efter der vel at mærke er taget højde for de forskellige påvirkninger af livskvaliteten, de to sygdomsgrupper har.

Mere konkret er ressourcerne i psykiatrien presset i bund med 20 procent færre ressourcer pr. patient siden 2008. Hertil kommer de kroniske smertesygdomme såsom slidgigt og diskusprolaps, hvor der anvendes uforholdsmæssigt færrest ressourcer på behandling i forhold til det sundhedsmæssige tab, det påfører patienten.

Denne nedprioritering ses tydeligt i de eksisterende behandlingstilbud, hvor kronisk smerteramte ikke har adgang til de behandlingsanbefalinger, som Sundhedsstyrelsen ellers giver. I stedet har vi nordisk rekord i brugen af opioider (vanedannende smertestillende medicin, red.).

Mere præcist har vi 50 procent højere forbrug end vores nabolande, og cirka 170.000 danske borgere er i kronisk opioidbehandling. Dette til trods for, at det for størstedelens vedkommende er en behandling, hvor nedsat livskvalitet ligger i kølvandet af det præparat, man får.

Hvad undersøgelserne dog ikke forholder sig til, er, om den behandling, de respektive sygdomsgrupper modtager, giver anledning til en ligelig opnåelse af livskvalitet og leveår. Det er selvfølgelig helt centralt, når man skal forholde sig til, om vi fordeler ressourcerne rigtigt mellem de mange borgere, der gennem livet har brug for sundhedsvæsenet på grund af sygdomme og lidelser, der rammer hårdt.

At snakke om valg og fravalg i sundhedsvæsenet er ubarmhjertigt. At begynde en mere åben prioritering er dog en nødvendighed for, at vi kan forholde os til, om en pose penge er bedst brugt på et enkelt menneske med en alvorlig, kronisk lidelse – eller på en gruppe mennesker, hvis tilstandsbillede og prognose er alvorlig, omend ikke truende for liv og førlighed. Prioritering af ressourcerne gør det også mere tydeligt, om det kun er til- og fravalg, der er muligt og hensigtsmæssigt – eller om størrelsen på posen af penge bør justeres.