Valgmenighedspræst: De mange restriktioner får kirkevante til at droppe kirkegang

De vante kirkegængere vænner sig til, at det da egentlig går lige så godt uden kirkegang. Vi mærker det i Aarhus Bykirke, og jeg hører om akkurat det samme fra andre kirker i landet

Foto: Johanne Teglgård Olsen
Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Nu hvor folkekirken omsider højlydt beder om afvikling af gudstjenestelige restriktioner, er det igen og igen de dybt problematiske begrænsninger ved bryllupper og begravelser, der trækkes frem.

Jeg er helt enig. Men jeg vil gerne trække et andet, måske mere fundamentalt problem frem, nemlig det der handler om den almindelige søndagsgudstjeneste.

Mange steder betyder restriktionerne ikke noget videre for søndagens gudstjeneste, fordi kirkerummet, selv med nuværende restriktioner, sagtens kan rumme det normale antal kirkegængere. Der kan selvsagt opstå problemer her og der med dåb og dåbsfølge, men selv dét kan i mange tilfælde stadig klares også med restriktionerne.

Men nogle steder er fremmødet i kirken på almindelige søndage meget større, end restriktionerne giver plads til. Her gør restriktionerne altså en drastisk forskel. Fra at have været to, tre, firehundrede i kirke hver søndag må man nu være 50, 75, 100. Nogle af disse steder skrues antallet af gudstjenester op.

I Aarhus Bykirke har vi over lang tid haft tre gudstjenester hver søndag, med plads til 90 hver gang (bortset fra hele vinter og forår, hvor det hed 35), plus medvirkende. Men selv med den model er vi for det meste samlet set under det normale antal kirkegængere.

Og hvad langt værre er: De vante kirkegængere vænner sig til uvanthed. Vænner sig til, at det da egentlig går lige så godt uden kirkegang. Vi mærker det i Aarhus Bykirke, og jeg hører om akkurat det samme fra andre kirker i landet, som normalt har stor søndagskirkegang.

Nu kan man så sige, at det for så vidt flugter meget godt med en bred folkekirkelig teologi, der gang på gang forsøger at tale den ikke-søndagsgudstjenestevante kirke op, ”den fjerne kirke”, som det hed i en bogtitel af en teologisk lektor. Men jeg tror også, at der midt i dyrkelsen af ”den fjerne kirke” er en vag fornemmelse for, at folkekirken ikke kan undvære den åndelige rygrad i den kraftfuldt, vedvarende gudstjenestefejrende menighed.

Jeg var til en dåbssamtale hos et par, som hører til de meget gudstjenestevante. Dåbsmoderen sagde: Jeg mærker, at der langsomt sniger sig en følelse ind i os af, at det går da meget godt uden regelmæssig kirkegang. Og det bekymrede hende. For den åndelige rygrad bliver lige så stille slatten og slap.

Det bør også bekymre folkekirken dybt. Sammen med bekymringen de mange steder, hvor der måske nok er lav søndagskirkegang, men hvor menneskers tilhørsforhold til kirken svækkes yderligere og måske permanent i kraft af stærke begravelsesrestriktioner, opgivelse af kirkebryllupper og dåb med videre.

Kort sagt: Jeg hopper på appellen til Joy Mogensen og politikerne og sundhedsstyrelsen: Luk kirkerne op hurtigst muligt.

Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.