I hele Danmarks fællesnarrativ, tv-serien "Matador", støder vi på noget, som fortæller os om en helt modsat stemning omkring abort end den, der dominerer den nuværende stemning. Bankdirektør Hans Christian Varnæs gør sin kvindelige bankassistent gravid, og i dyb hemmelighed får han hende til at få foretaget en abort. Samfundet omkring dem ville anse det for en forbrydelse, ligesom han også måtte kvæle sin egen intuitive modvilje mod en sådan handling.
50 år efter at den forbudte provokerede abort er blevet tilladt, er stemningen vendt på hovedet. Efterhånden holder endog de fleste, som grundlæggende er imod fri abort, lav profil med holdningen. De forsøger i stedet at bruge nuanceringens værktøj. Det parti, som havde modstanden mod den nye abortlovgivning som en af sine grundlæggende raison d'etre, forsøger i dag at ændre strømmen ved at bevæge sig langsommere med strømmen.
Men selv nuanceringerne har trange kår. Jævnfør statsminister Mette Frederiksens (S) udsagn på Facebook for et par år siden: ”Nogle siger, at det er nødvendigt med nuancer i spørgsmålet om abort. Jeg er ikke enig.” Nej, og hun taler utvivlsom på vegne af den dominerende stemning.
Hvordan er det kommet til en så radikal værdiomvæltning i løbet af et par generationers tid? Sandsynligvis mest af alt, fordi livspraksis skaber livsteori.
Når et samfund i løbet af 50 år tager livet af 900.000 potentielle borgere, ændrer det med sikkerhed sindelaget. 900.000 fostre frataget livet betyder blod på utalligt mange flere menneskers samvittighed. Men ingen kan holde til at leve med dårlig samvittighed i årevis, så man er nødt til at foretage en tankemæssig kovending for at kunne leve med sig selv, for at kunne se sig selv i spejlet og for at kunne se hinanden i øjnene.
Man er nødt til at gøre abortmodstanderne til forbryderne, til de ekstreme, til potentielle abortlæge-dræbere, til Trump-, Orbán- og Putin-tilhængere, til grundlæggende antidemokratiske og inhumane.
Den norske journalist og forfatter Niels Christian Geelmuyden interviewede for en del år siden Børre Knudsen, den landskendte abortmodstander i Norge. Geelmuyden var i alle henseender af modsat holdning end Knudsen. Også religiøst, da han er ateist.
Mødet med Knudsen ændrede ikke hans religiøse holdning, men derimod hans holdning til fri abort. I en bog beskriver han den folkelige holdning til Knudsen, så man forstår, hvad der generelt er på færde i den folkelige mentalitets radikale forandring:
”Det norske folk er for længst blevet enige om, at Børre Knudsen må være rablende gal fanatiker. Absolut alle er enige om det. Alle, bortset fra de mennesker, som har mødt ham, og som kender ham. I en vis forstand er vi nødt til at mene, at han er sindsforvirret, hvis ikke vores nationale selvfølelse skal bryde sammen. De ansvarlige myndigheder kan dårligt karakterisere ham som sjæleligt rask, uden samtidig at tilstå, at de har 200.000 børnedrab på samvittigheden.”
Hvad er det mulige modspil i denne situation? Det er der et væld af mulige svar på, men lad mig nøjes med et enkelt basalt svar hentet fra George Orwells roman "1984", som også handler om kollektivt holdningspres: ”Det er ved at bevare sin fornuft, at man holder menneskeånden i live.”
Lad fornuften komme til orde igen og igen i denne sag, og der er håb om at holde menneskeånden i live – og dermed menneskeliv.
For det er, som Geelmuyden siger det: ”Inderst inde bærer vore hjerter en viden om, at intet er værre end at bortsanere et menneskefoster. Det er og bliver den moralske nøgle til tusind skrækkabinetter.”
Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke og forfatter.