Valgmenighedspræst: Queer-ideologien er lige så forskruet som hekseforfølgelserne

Lad os ikke håbe, det tager 200 år at få bugt med den

Folketingsflertallets opråb til universitetsverdenen om akademisk frihed, med afsæt i Henrik Dahls (LA) og Morten Messerschmidts (DF) udspil, har vakt en del røre. Ikke mindst i universitetsverdenen. En mængde universitetsansatte har protesteret og kaldt det for et politisk kontrolindgreb, som sætter forskningsfriheden på spil. Selvom lige netop dét er pointen med opråbet – forskningsfrihed.

Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, og sammen med dem et folketingsflertal, har turdet gribe fat om tyrens horn og har påpeget nedlukningen af den akademiske frihed på en række forskningsområder af hensyn til bestemte, uomgængelige ideologiværdier.

En af mine sønner har oplevet det meget bastant på et fagområde på Aarhus Universitet, hvor han og hans medstuderende adskillige gange forsøgte sig med rationelle indvendinger imod lærernes meget ideologistyrede undervisning. De blev gang på gang blankt afvist. Uden anden rationel begrundelse, end at det stred imod den uomgængelige værditænkning.

En af tidens uomgængelige værdier, som lægger sig tungt ind over visse forskningsområder, er den nye kønsideologi. Altså den ubestridelige sandhed, at køn ikke kun drejer sig om mand og kvinde, men om et væld af mulige køn, 50, 60 helt op mod 70 forskellige køn, og måske i virkeligheden ikke kun én af disse 50, 60, 70 kønsmuligheder som noget fastlagt, men snarere som noget, man skifter mellem, alt efter hvad man for tiden føler, da køn til syvende og sidst er en socialt bestemt virkelighed, en social konstruktion.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hvilket for eksempel logisk nok har medført muligheden af juridisk kønsskifte. Og det måske endog snart også for børn helt ned i seksårsalderen. Og alt sammen er vel at mærke fremlagt som videnskabeligt ubestrideligt.

Jeg hørte for et års tid siden en radioudsendelse om sagen, hvor en kønsforsker, vistnok selv transkønnet i en eller anden udgave, forsøgte at udfolde sin pointe om den gammeldags, men nu videnskabeligt overkørte forestilling om køn som henholdsvis mand og kvinde med en henvisning til 1970’ernes meget marxistisk indhegnede tænkning. Dengang skulle alt ses i lyset af den marxistiske begrebsverden. Hvilket man i dag selvsagt kun kan smile overbærende ad.

På samme måde må man i dag – i den moderne videnskabs lys – smile overbærende ad den for længst udløbne idé om køn som noget, der kan gøres op i mand og kvinde, sagde kønsforskeren.

Jeg har lige læst Torben Brammings bog om renæssancens hekseprocesser. Det er en umådelig interessant bog om, hvordan den tids ”moderne” videnskabelighed og oplysthed giver rum for en række mærkelige forestillinger, som vi i dag kun kan ryste på hovedet over. Blandt andet en dæmonologi, som inkluderede hekseforestillinger, som indtil da havde været klart afvist.

Den nye oplysningstid, ledt af tidens skarpeste, mest veluddannede hoveder, involverede en religiøs-mystisk begrebsverden, som gjorde op med kirkens hidtidige ligefremme verdensforståelse. Det medførte en stor mængde hekseprocesser med samlet set 50.000 heksebrændinger i Europa.

Først da gammeldags bodskristendom, som fortsatte i pietismen, for alvor trængte igennem med sin modstand mod hekseprocesserne, begyndte den forskruede, såkaldt videnskabeligt baserede virkelighedstænkning at uddø, sammen med heksebrændingerne.

Under læsningen slog det mig flere gange: Det er samme forskruede virkelighedstænkning, vi udsættes for nu i den videnskabeligt iklædte queer-ideologi plus en række andre irrationelle samfunds- og forskningsbestemmende absoluthedsværdier. Straffen for at træde op mod de ”videnskabeligt” uomtvistelige absoluthedsværdier er heldigvis ikke afbrænding, men afstraffelse slipper man ikke for. Der er allerede et væld af eksempler på degraderinger, fyringer, aflysninger, offentlig udhængning og så videre af personer, som har tilladt sig at modsige de uimodsigelige ”sandheder”.

Det tog nogle hundreder år, inden den moderne renæssancetænknings vildveje blev sat på plads. Jeg kan indimellem frygte, at det samme vil være tilfældet med en del af nutidens videnskabeligt iklædte vildveje.

Men lad os håbe det bedste. Lad os håbe, at virkeligheden sætter sig stærkere og hurtigere igennem. Folketingsflertallets overraskende tilslutning til Henrik Dahls og Mortens Messerschmidts gode opspil giver en smule optimisme.

Henrik Højlund er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.