Vandkantsdanmark: Det er tid til at dyrke den blå kulturarv

Rødderne i dansk identitet har alt for længe været bundet op på stegt flæsk, rapsgule marker og trelængede gårde. Men hjertet af den danske kulturarv findes ikke i mulden. Den findes på havet, skriver museumsinspektør

De centrale begivenheder og fænomener i danmarkshistorien har været forbundet med havet – fra vikingetogter og sildefiskeriet til nutidens rederieventyr, skriver museumsinspektør Niels Hein. På billedet ses et af verdens største containerskibe, Majestic Maersk, i Shanghais Yangshan Deep Water Port. –
De centrale begivenheder og fænomener i danmarkshistorien har været forbundet med havet – fra vikingetogter og sildefiskeriet til nutidens rederieventyr, skriver museumsinspektør Niels Hein. På billedet ses et af verdens største containerskibe, Majestic Maersk, i Shanghais Yangshan Deep Water Port. – . Foto: Aly Song.

Rødderne i dansk identitet har alt for længe været bundet op på stegt flæsk, rapsgule marker og trelængede gårde. Men hjertet af den danske kulturarv findes ikke i mulden. Den findes på havet. Og det er her, vi finder perspektiver, der er relevante i dag.

De centrale begivenheder og fænomener i danmarkshistorien har været forbundet med havet – fra stenalderens køkkenmøddinger, vikingetogterne, sildefiskeriet, øresundstolden, slavehandlen, englandskrigene, jødeaktionen, værftsindustrien op til nutidens rederieventyr.

Men i dag er forbindelsen til vores maritime kulturarv kappet over. I stedet ser vi vores forfædre for os, grødspisende i lune og hyggelige bondestuer. Forestillingen om det danske urhjem er materialiseret i bondegården.

Selvfølgelig har vi forfædre fra landet, men vi har også havvand i årerne. I vores dna findes færgemænd, fiskerkoner og flådefolk, men også tilflyttende tyske, hollandske og engelske købmænd eller jugoslaviske gæstearbejdere, som sled på de danske skibsværfter. Havet bringer nyt blod til riget. I 1970’erne kom bådflygtninge fra Vietnam, og de allernyeste af os er smuglet over Middelhavet i overfyldte fiskerbåde.

På trods af at Danmark er så præget af havet, er den blå kulturarv nærmest usynlig den dag i dag.

Vi er én af Europas førende fiskerinationer, men spiser sjældent fisk. Vores hovedstad er en havn, men byens eneste maritime museum, Orlogsmuseet, lukkede som selvstændigt museum. Én af vores største turistattraktioner er en havfrue, men der er mange flere sømandsfabler og havvæsener i vores skattekiste med folkeeventyr. Landet var og er stadig en af verdens førende maritime nationer, så skal vi ikke bevare og styrke historien om det blå Danmark?

Det er meget at lære fra vores maritime historie. Det er her, vi finder kulturmøder, parallelsamfund og assimilering i de danske købstæder. Det er her historien sprænger de nationale rammer med handelsrejser, opdagelsesrejser, sømandskirker og historien om de hundredetusindvis af danske udvandrere, der tog rejsen over Atlanten. En global historie til en global virkelighed.

Fokus for dansk kulturarv har typisk været på begivenheder og fænomener, som har skabt de elementer af vores samfund, som vi er stolte af i dag. Andelsbevægelsen, hygge og højskoler. Her er der er ikke meget plads til de grumme kapitler i danmarkshistorien. Vores maritime historie rummer til gengæld alle slags kapitler, også de, vi er mindre stolte af – men ikke desto mindre kan lære af. Der er voldsomme søslag og togter, drukkenskab, prostitution og sygdom i de danske havne. Sidst, men ikke mindst, har vi en koloni- og slavetid, som aldrig er blevet bearbejdet. Men hvordan kan vi overhovedet udvikle os som samfund, hvis vi ikke lærer af vores fejl?

Vi skal satse mere på Vandkantsdanmark, også kulturelt, for det er her, vi finder arven fra fiskeriet, færgerne og skibsværfterne – og det er her, udsyn og nyskabelse igen skal storme frem. Det er hav, bælt og sund, der har skabt Danmark og fortsat skal holde sammen på det.

Men det ikke kun de kulturhistoriske institutioner, som skal videreføre den blå kulturarv. Alle former for kulturelle institutioner og kulturelle udtryk kan være med. Der er nemlig masser af litterære, musikalske og mundtlige skatte, der venter på at blive dyrket i den blå kulturarv.

Det er en arv, vi skal leve. Vi skal spise mere fisk og mindre øf. Indånde mere frisk havbrise og mindre gylle. Mere udsyn og mindre navlepilleri. Danmark trænger til en havvandsindsprøjtning.

Niels Hein er museumsinspektør på Værftsmuseet i Helsingør