”Fæ/ frænder dør/ man dør selv på samme vis/ ét ved jeg/ som aldrig dør/ dommen over hver en død”.
Sådan lyder et berømt citat fra kvadet ”Hávamál” i den ældre Edda, den norrøne digtsamling om guder og helte. Men hvem er det egentlig, der dømmer?
De juridiske dommere dømmer kriminelle handlinger, men dommen over livet er en anden og langt mere omfattede sag. Her er dommerne mange flere. Ja, enhver kan for så vidt sætte sig i dommersædet og udtale sin dom over et andet menneskes liv og levned.
Ganske vist er det en omvandrende kliché at sige: ”Jeg dømmer ikke nogen”. Men det er jo ikke sandt. Alle, der mener noget om nogen, levende som døde, fælder dom. Man kan slet ikke orientere sig i livet uden dømmekraft, selvom dømmekraften bestemt kan være mere eller mindre sund. Og særlig personer af høj rang og historisk pondus kommer for mange dommere, når de går bort. Døden tager mælet fra de døde, men eftermælet taler videre, og hvad siger det?
Hvad siger det eksempelvis om en mand som Mikhail Gorbatjov, generalsekretær for det kommunistiske parti og den sidste leder af Sovjetunionen, som for nylig gik bort i en alder af 91 år? Ja, det afhænger selvfølgelig af, hvem man spørger, og i ”Kampen om historien” på P1, var det værten Adam Holm, som spurgte ruslandskenderen Flemming Rose.
Flemming Rose er en kyndig mand, som selv har mødt og interviewet Gorbatjov, og han bidrog til at tegne et nuanceret billede af den mand, som fik heltestatus i Vesten, men blev en skuffelse for mange russere. Manden, som var generalsekretær i den sovjetiske etpartistat, fik under én procent af stemmerne, da han i 1996 stillede op til et frit valg. Det var Mikhail Gorbatjovs ambition at reformere det sovjetiske fallitbo, men da han først lukkede op, gik begivenhederne deres egne ustyrlige veje.
Flemming Rose nævnte diskussionen om, hvorvidt Gorbatjov gjorde en dyd ud af en bitter nødvendighed, eller om han nærede et dybfølt ønske om politisk frihed? Var Gorbatjov med andre ord en sand demokrat eller bare en kommunist, som løb tør for penge og derfor blev nødt til at gøre indrømmelser hjemme og til Vesten?
Gorbatjov var nu heller ikke ubevægelig i sine holdninger. I de senere år kunne han lyde som en almindelig socialdemokrat, og han drømte angiveligt om et Rusland, som var integreret i Vesten. Gorbatjov løftede Jerntæppet, men han fik ikke rigtigt noget for sine indrømmelser til Vesten. Nato blev alligevel udvidet, og russerne blev ikke regnet, som de mente, at de burde.
Sådan har Vladimir Putin i hvert fald konkluderet. Arrogance giver ofte bagslag, også Vestens, men hvor længe og hvor meget skal et faldent imperium have vetoret over sine gamle vasalstater? Havde østeuropæerne ikke lov til at vælge en alliance med Vesten, fordi de engang blev dikteret fra Moskva?
Dommen over Mikhail Gorbatjov vil nok ikke dø, men den vil fremdeles leve i mange udgaver, og den sidste dom, den er altid Guds, aldrig vores.
Jesper Bacher er sognepræst.