Enhver udmattelseskrig kan blive så låst i positionerne, at der skal udefrakommende hjælp til for at ændre stillingen. Og er der ét tidspunkt i den meget lange og opslidende debat om først velsignelse, siden vielse af homoseksuelle i kirken, hvor kombattanterne kom op af skyttegravene, var det, da Manu Sareen (R) trådte ind på scenen som ny ligestillings- og kirkeminister. Dengang, i 2011, havde fortalere og modstandere diskuteret livligt og hvæset hidsigt ad hinanden i mange år, men nu fik de noget fælles at råbe ad: en larmende elefant i kirkens på dette tidspunkt meget skrøbelige glashus.
Forud var gået en debat, der tog sin spæde start omkring loven om registreret partnerskab i 1989, fyldte en del op gennem 1990’erne og landede midlertidigt i 1997, hvor landets biskopper åbnede for en ”gudstjenestelig markering” af homoseksuelle forhold. Siden blussede den op igen i til tider heftige udvekslinger om alt fra teologi, over forholdet mellem stat og kirke til betydningen af særligt ét ord.
”Intet sted i Bibelen så meget som antydes det, at homoseksuel praksis skulle være accepteret,” skrev medlem af Folketinget for Kristeligt Folkeparti Flemming Kofod-Svendsen i 2001, og det var det ene gængse teologiske argument for modstanderne af kirkelige ritualer for homoseksuelle forhold. Det andet gjaldt, hvad Bibelen var for, nemlig ægteskabet som et forpligtende forhold mellem mand og kvinde.
Dertil havde tilhængerne to indvendinger. Det ene var, at såvel ægteskab som homoseksualitet dengang og nu var to vidt forskellige ting, og at man derfor ikke kunne bruge Bibelens udsagn som rettesnor i dag. Det andet argument udtrykte dr.theol. og professor emeritus Theodor Jørgensen i 2012 i klar tekst: ”Bibelen betragter homoseksualitet som en synd. Apostlene kunne ikke vide bedre. Men det gør vi.”
Det var nu ikke alle, der følte sig inkluderet i professorens ”vi”. Faktisk blev der blandt både tilhængere og modstandere talt meget om risikoen for splittelse. ”Det vil betyde, at mange vil vende ryggen til folkekirken og danne deres egne frimenigheder,” vurderede biskop Karsten Nissen i 2004. Syv år senere, da Manu Sareen accelererede processen frem mod et vielsesritual, mente sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund, at der ville blive tale om ”en markant udvandring fra folkekirken”.
Ingen af de to fik ret – efter at der i første halvår 2012 blev udmeldt næsten lige så mange folkekirkemedlemmer som i hele 2011, fandt sivningen hurtigt tilbage til sit vante leje – men ritualmodstanderne kunne støtte sig til Indre Mission. Ganske vist havde bevægelsen afleveret 26.000 underskrifter fra ritualmodstandere i 2004, men to år senere havde formand og sognepræst Anders Dalgaard forklaret, at ”hvis vi forlader folkekirken, splittes vi i atomer”.
En anden forklaring havde kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten givet i 2005, hvor han ved at sammenligne situationen med ansættelsen af de første kvindelige præster i 1947 forudså, at et vielsesritual for homoseksuelle ikke ville sprænge folkekirken: Så længe præsterne ”ikke blev tvunget til noget”, gik det nok.
Netop spørgsmålet om mulig tvang blev taget op, da den nytiltrådte kirkeminister Johannes Lebech (R) i et interview i 2001 sagde, at han personligt støttede et kirkeligt vielsesritual. Siden fulgte blandt andre Anders Fogh Rasmussen (V) og Mogens Lykketoft (S) trop, og hver gang mødte politikerne kritik for at blande sig i kirkens indre anliggender.
Således fik Johannes Lebech tørt på af jurist og medlem af Folketinget Birthe Rønn Hornbech (V), der mente, at han æltede ”kirkeordning, evangelium, værdier og dialog sammen i en radikal kirkeministeriel blanding”, og 10 år senere var Venstre-stridskvinden, der i mellemtiden selv havde været kirkeminister, endnu hårdere ved Manu Sareen, som hun mente tilsidesatte Grundloven. Samme spor forfulgte tidligere dommer Jens Smedegaard Andersen, der mente, at den teologiske diskussion havde overskygget et andet spørgsmål, ”nemlig om staten med tvang kan blande sig i folkekirkens trosspørgsmål”.
Men mente jurister uden for kirken, at staten ikke skulle blande sig, tilskyndede flere af kirkens egne folk politikerne til netop det.
”Vi havde aldrig fået en menighedsrådslov eller kvindelige præster, hvis kirken selv skulle have bestemt det,” argumenterede biskop Jan Lindhardt i 2004, mens Grundtvigsk Forum i 2011 ifølge næstformand og sognepræst Helge Baden Nielsen mente, at ”Folketinget skal sætte folkekirken fri til at lave et ritual, så homoseksuelle også kan blive viet i kirken”.
Dét argument bed ikke på en række modstandere af statslig indblanding, og biskop Kresten Drejergaard kritiserede politikerne for at reducere folkekirken til en ”forvaltningsenhed”.
Derfor fandt han tidligt i debatten et forslag frem, som han mente både i forhold til teologiske uenigheder og statens rolle kunne hugge den gordiske knude over: at fjerne vielserne fra kirkerummet. Idéen nød betydelig opbakning, men grundstødte endegyldigt, da Manu Sareen blev kirkeminister. Til gengæld aktualiserede den spørgsmålet om tvang, ikke bare af folkekirken, men af præsterne.
I 2005, hvor 6 ud af 10 biskopper barslede med et velsignelsesritual for homoseksuelle par, havde Kjeld Holm understreget, at ”ingen præster vil kunne tvinges til at medvirke ved en velsignelse,” men i årene efter havde flere politikere raslet med sablen, og medlem af Folketinget Lone Dybkjær (R) mente i 2007, at hvis præster ”ikke vil vie homoseksuelle, må de overveje deres job”.
Senest blev spørgsmålet om tvang aktualiseret af Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen i 2017. 20 år efter at biskopperne for første gang havde åbnet for en ”gudstjenestelig markering” af homoseksuelle parforhold, mente han ”som privatperson”, at præster skulle fratages friheden til ikke at vie homoseksuelle.
Dermed bekræftede han den uro, sognepræst Claus Thomas Nielsen havde luftet fem år tidligere: ”Vielse af homoseksuelle er blevet en lakmusprøve på, om man hører til de rigtige eller forkerte. Det har vist sig meget tydeligt, at vores grundtvigske frihedstradition ikke gælder for alle.”
I hele den lange debat har sprogpolitiet været i højeste alarmberedskab og registreret de små forskydningers store konsekvenser.
Parallelt med diskussionen om, hvorvidt homoseksuelle var ”partnere”, ”livsfæller” eller ”ægtefæller”, løb udviklingen fra en gudstjenestelig markering over en velsignelse til en vielse af homoseksuelle parforhold. Kernen i sprogdiskussionen har været, hvad ordet ægteskab kan rumme. Efter Manu Sareens entré i glashuset viste det sig at være mere, end de fleste debattører havde forestillet sig.
Så der er vi nu: Siden 1997 er de homoseksuelle par gået fra at være på tålt ophold i kirken til at opnå fuld ligestilling rituelt, juridisk og sprogligt. Så nu har en ny minoritet vist sig. Da Mogens Jensen (S) ymtede, at ligestillingen dårligt levnede plads til modstanderne, fik det historieprofessor Jes Fabricius Møller på banen:
”Kampen om homoseksuelles rettigheder er vundet, og nu skal forkæmperne for dette huske at vise respekt for en anden minoritet – nemlig de konservative folkekirkepræster.”