Lovbefalede kønskvoter og matematisk ligestilling er en uting for et frit samfund, som må forholde sig til præstationer og evner, ikke til kromosomsammensætning og gruppetilhørsforhold.
Det er imidlertid en god ting at fremdrage de kvinder, som er blevet overset og tilsidesat, fordi mændene ufortjent er løbet med al eller næsten al opmærksomheden. Det gælder på flere planer, og det gælder også på det royale og danmarkshistoriske plan.
Og det er tanken bag DRs podcast ”Dronningeriget”, hvor værterne Cecilie Nielsen og Emma Paaske fortæller om de danske dronninger under overskriften: ”Historien tilhører ikke mændene, historien er vores”.
Det er sandt, historien er fælles gods, og dronningerne fortjener bestemt at komme frem i lyset. Engang skulle man lære kongerækken, men jeg har aldrig hørt om nogen, der skulle lære dronningerækken.
Man skal nu ikke undervurdere dronningerne. Som en vittig sjæl engang sagde det, men ikke uden et sandhedsmoment: ”Et indskrænket monarki betyder, at kongen har en dronning”. Og det er under alle omstændigheder for dumt at indskrænke interessen for monarkiet til dets mandlige repræsentanter.
I det 23. og næstsidste afsnit af ”Dronningerækken” handlede det om Christine af Sachsen, hvis historie ifølge Emma Paaske var ”vildt underfortalt” – så lærte man et nyt ord – og dronning Christines historie var helt ukendt for mig og sikkert for mange andre.
Christine af Sachsen, som var datter af den tyske kurfyrste Ernst af Sachsen og i 1478 blev gift med den danske kong Hans. Cecilie Nielsen og Emma Paaske var et vidende og slagfærdigt værtspar med blik for, at de kongelige og fyrstelige kvinder, som i forne tider blev bortgiftet i det storpolitiske spil, ikke bare var stakkels små kvinder, men også ”opdraget til at spille ind i det magtrum, som de faktisk fik”.
Og dronning Christine var en dronning, som forstod at varetage sine økonomiske interesser og give sin ægtefælle kvalificeret modspil. Kong Hans skyldte faktisk sin dronning så mange penge, at han måske lod hende sidde belejret i Stockholm påfaldende længe i håbet om at komme af med hende. Men Christine klarede sig igennem, selvom Hans først kom til undsætning tre dage efter, at hun havde overgivet sig, og Christine blev i ”Dronningeriget” udnævnt som en af de mest handlekraftige dronninger i middelalderen, og det er ellers et stærk felt.
Jo, man blev klogere af at lytte til ”Dronningeriget”, men for mit vedkommende også lettere sprogligt irriteret. Kan man ikke være energisk og nutidig uden at lyde som en overgearet P3-vært?
Uden at spørge om kong Hans var ”lækker”, kalde ham en ”fucking nar” eller at kaste om sig med vendinger som ”not so much”, ”You had one job” og omtale Christines altertavle i Odense som ”det her glam”?
Ligesom man kan underfortælle historien, kan man også overdrive sin friskhed og trang til at være ung med de unge.
Jesper Bacher er sognepræst.