Var Luther skyld i hekseforfølgelser?

Den igangværende reformationsfejring har åbnet en debat om luthersk heksejagt. Ifølge ekspert på området Louise Nyholm Kallestrup blev Reformationen en katalysator for trolddomsforfølgelse, men at trække en lige linje mellem Luther og hekseforfølgelser er en grov forsimpling og endnu et eksempel på, hvor ærgerligt polariseret debatten er

Det er sandt, at trolddomsforfølgelser og hekseafbrændinger tog til i fart i Danmark efter Reformationens indførsel. Men det havde ikke meget med lutherdom at gøre, og kirken spillede ikke en aktiv rolle, siger lektor på institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup. Her ses træsnit, der forestiller hekseafbrænding i 1600-tallet. –
Det er sandt, at trolddomsforfølgelser og hekseafbrændinger tog til i fart i Danmark efter Reformationens indførsel. Men det havde ikke meget med lutherdom at gøre, og kirken spillede ikke en aktiv rolle, siger lektor på institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup. Her ses træsnit, der forestiller hekseafbrænding i 1600-tallet. – . Foto: The Granger Collection/Polfoto. .

DER HERSKER INGEN tvivl om, at mange kvinder tilbage i tiden led en grusom død på bålet på grund af anklager om hekseri. Men er det noget, vi skal bebrejde Reformationen og dens fader Martin Luther for?

Det mener ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen, at vi skal. I weekenden i Kristeligt Dagblad beskrev han, hvordan hekseafbrændinger begyndte efter Reformationen som en del af udrensningen af ikke-lutherske elementer og som et samarbejde mellem kongen og kirken. Hekseforfølgelser var ifølge ham også langt mere nådesløse i protestantiske områder som Tyskland og Danmark, ”hvor overtroen og fanatismen fik frit løb”.

Lektorens indlæg har fået blandt andre sognepræst i Ribe Torben Bramming til at reagere og blandt andet svare, at hekseforfølgelser ikke havde kirken som drivende aktør.

Det samme mener lektor på institut for historie på Syddansk Universitet Louise Nyholm Kallestrup, som blev lettere ”fagligt hidsig”, da hun læste indlægget om koblingen mellem Reformationen og hekseforfølgelse.

Hun er forfatter til bogen ”I pagt med Djævelen”, som sammenligner de protestantiske og katolske trolddomsforfølgelser. Ifølge hende kan man godt sige, at Reformationen bliver en katalysator for heksetrolddomsforfølgelse. Men at trække en lige linje mellem Luther og hekseforfølgelser er en grov – nærmest fornærmende – forsimpling, siger hun.

”Der er tale om en forsimpling, som gør, at nuancerne går tabt. Og når de gør det, så kan man da godt sige, at Reformationen var skyld i hekseforfølgelse. Men det er misforstået, når man forsøger at gøre kirken ansvarlig.”

For at starte fra en ende af, så ved man ikke med sikkerhed, om den første heks først blev brændt efter Reformationens indførsel.

”Det eneste, vi kan sige, er, at meget få kilder fra før 1540 er bevaret, og selvom der var processer, tyder intet på lige så voldsomme forfølgelser inden da,” siger hun og tilføjer, at hekseforfølgelser dog heller ikke begyndte allerede i den tidlige middelalder, da heksefiguren først blev opfundet i 1400-tallet.

”Det er sandt, at Bibelen indeholder fortællinger om onde troldkvinder, og at den katolske kirke i den tidlige middelalder ytrede skepsis over for kvinder, der troede, de kunne flyve. Men det er noget af en tilsnigelse at kalde dem hekse.”

Til gengæld er det sandt, at trolddomsforfølgelserne tog til i fart i Danmark, efter at landet begyndte at identificere sig eksplicit med lutherdommen. Men det så man ifølge Louise Nyholm Kallestrup også i reformerte lande, der ikke var lutherske.

”Hvis du spørger en teolog, som kender Luthers tekster, så vil vedkommende næppe sige, at den lutherske ortodoksi i 1600-tallet havde meget at gøre med den sande lutherdom. Den var derimod et eksempel på, hvordan magthaverne, særligt den sjællandske biskop Resen, tog dele af den lutherske tro og ideologi og fortolkede dem på en særlig måde, som passede ind i deres program,” siger hun og tilføjer, at dette ikke var enestående for Danmark, men en tendens, som spores i det meste af Europa i en urolig tid på kanten af krig.

Louise Nyholm Kallestrup har selv undersøgt præster og biskoppers rolle i forfølgelsen ved at gennemgå og sammenligne flere hundrede danske sager og processer ved inkvisitionen, som var den instans inden for den katolske kirke, som opsporede og dømte kættere. Ifølge hende spillede kirken ikke en aktiv rolle i anklagerne om hekseri. Det var derimod oftest almindelige bønder, som beskyldte hinanden for at slå deres ko ihjel eller for andre ulykker, som dengang havde uoverskuelige konsekvenser.

”Vi har rigtig mange præster i de danske sager, som var involveret, fordi de som sognets præst blev bedt om at vidne. Af deres vidneudsagn ser vi flere, som i årevis havde vidst, at den anklagede var berygtet som troldkone. Men de havde ikke gjort noget ved det, selvom loven faktisk forpligtede dem til det. Sådan har vi flere eksempler på, at præster og biskopper ikke gik efter bål og brand, men bekendte sig til ordet, uddannelse og formaninger i stedet,” siger hun.

I tiden umiddelbart efter Reformationen skrev den lutherske superintendent, en midlertidig betegnelse for biskopper, over Sjællands Stift Peder Palladius en visitatsbog om arbejdet med at omvende præster og menigheder fra katolicisme til luthersk kristendom.

”Det gjorde biskopperne blandt andet ved at dæmonisere den forkastede tro, som her var katolicismen. Det er derfor rigtigt, at lutherske protestanter udråbte katolicismen og dens ritualer til en trolddom. Ved at udråbe katolske ritualer til trolddom forstod folk måske bedre, at de skulle holde sig fra den. Biskopper var ikke ude på at starte heksejagt, men at udbrede en ny lære,” siger hun og tilføjer, at en sådan dæmonisering fandt sted på begge sider af det konfessionelle skel.

”I Rom anså man Luther for den værste kætter af alle.”

Men har hekseafbrændingerne så noget med den katolske kirke at gøre? Ifølge Louise Nyholm Kallestrup er det vigtigt at huske, at der før Luther var én kirke og ingen opdeling i katolikker og protestanter.

”Så det er kompliceret at tale om, hvis opfindelse det er, men det sker på begge sider af det konfessionelle skel. Der er tusindvis af processer i Italien og Spanien. Efter Reformationen straffer de bare mildere, for de giver vedkommende mulighed for at angre og betale bod til kirken. Men der er massive forfølgelser og henrettelser i 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet i katolske lande, og der var også voldsomme forfølgelser senere i for eksempel katolske tyske stater,” siger hun.

Hvis hun skal føje andet til debatten om Reformationens indflydelse på hekseforfølgelse, så bliver det, at den ofte er udtryk for en sort-hvid diskussion.

”Det er endnu et eksempel på, at man skal være for eller imod Reformationen. De her nuancer forsvinder i en polariseret debat, om hvem der er gode og onde. Det er ærgerligt,” siger hun.