En blodig, men begrænset krig om territorier udkæmpes i Europa. Taiwan kan blive det næste Ukraine. Verden er i krise. Krisen fører til oprustning og krig. Er den tredje verdenskrig på vej? Mange forskere, militærfolk og politikere ser den som uundgåelig. For det er en kendsgerning, at både USA og Kina forbereder en altomfattende krig. Men lige så vigtigt: Begge lande arbejder også på at forhindre en global krig. Ingen af dem ønsker eller satser på verdenskrig. De repræsenterer verdens stærkeste og næststærkeste militære potentiale. For dem begge gælder det ikke mindst om at forhindre krig gennem oprustning og militær afskrækkelse.
Vi har lige set det: USA har vedtaget sit hidtil største militærbudget, 842 milliarder dollars – en stigning på 26 milliarder dollars.
Kina har ligeledes overgået sig selv: Landets militærbudget for 2023 er på 225 milliarder dollars med en stigning på 7,2 procent siden året før. Militariseringen er også global. Oprustning iværksættes overalt. Våbenfabrikkerne kører på højtryk.
Dertil kommer, at begge stater udbreder sikkerhedsbegrebet. Nu er det ikke blot militær sikkerhed, men fødevaresikkerhed, cybersikkerhed, forsyningssikkerhed, økonomisk sikkerhed, social sikkerhed, det hele handler om. ”Sikkerhedsgørelsen”– at flere og flere politikområder får prædikatet "afgørende for national sikkerhed" – er total. Det fortsætter i ”våbengørelsen”, weaponization, som dækker over, at visse politikområder inddrages direkte i en kommende krigsførelse. For Kina er vækst og sikkerhed dybt forbundne. For USA er sikkerhed stærkt forbundet med våbengørelsen, som er en amerikansk specialitet.
USA har siden Anden Verdenskrig været verdens stærkeste magt politisk, økonomisk, teknologisk og militært. USA har mere end nogle andre lande ført utallige krige og været indblandet i endnu flere. Krig har været brugt til at opretholde en verdensorden ved ikke mindst at gennemføre militære internationale interventioner gennem koalitioner ledet af USA. Dog så vidt muligt på vegne af det internationale samfund. Herunder at føre krig mod terror.
Så hvorfor vil USA afværge krig, som har været et effektivt politisk redskab? Det skyldes to forhold: For det første har USA indset, at det at lede verden gennem omfattende militære interventioner er for kostbart, for ressourcekrævende og har for mange negative resultater. Alliancer og diplomati har bedre effekt. For det andet vil USA hindre verdenskrigen i at bryde ud. En global krig vil eskalere til kernevåbenkrig, som vil kunne udslette USA. Målet for USA er at fastholde landets globale overlegenhed og dermed en verdenslederrolle. At holde Kina tilbage er vigtigt. Men en krig med Kina er ikke et mål.
Kina har senest – i 1979 – angrebet Vietnam, men har ikke siden været involveret i større krigshandlinger. Et Kina i vækst vil gøre alt for at undgå krig. Kina ser også på USA og indser, at der fortsat er et stort skel mellem de kinesiske og de amerikanske militære kapaciteter. Det er også en grund til, at Kina vil gøre alt for at undgå krig med USA. Det er et fælles mål for begge stater: ingen krig.
Men alligevel ser vi en udvikling, hvor forholdet mellem de to stater er værre end nogensinde. Man kan blot se på det forhold, at USA har en helt særlig strategi i rivaliseringen med Kina. Den har tre punkter: at investere, at etablere alliancer og at konkurrere. Der skal investeres i landets samlede kapabiliteter for at gøre USA stærkt og at øge demokratiet globalt. Allierede, partnere og ligesindede fra hele verden skal samles i en antikinesisk fælles front. Og der skal konkurreres med et Kina, som søger at rokke ved den amerikanske verdensorden. Officielt bruges endog ordet outcompete, at udkonkurrere Kina. Det er stærke ord.
Kina derimod har ingen formel, åben strategi i rivaliseringsstriden. Der findes selvsagt utallige planer i partiregi. Hvordan kan man karakterisere Kinas strategi? At bruge konceptet fra den amerikanske Kina-strategi på Kina – at investere, at skabe alliancer og at konkurrere – kunne give en vis indsigt. Om nogen investerer Kina i sig selv. Det er fundamentet for Kina: udviklingen af og genrejsningen af Kina. At blive stærkt indadtil. At Kina skal være stærkt, velstillet, harmonisk, kulturelt udviklet, demokratisk og smukt er målet for 2049, 100-året for folkerepublikkens oprettelse. Kina søger ikke alliancer, men søger at vinde indflydelse politisk og økonomisk overalt i verden med sit efterhånden globalt rettede Belt and road-initiativ, med partnerskabet med Rusland og med forbindelserne til det globale syd. Og sidst, men ikke mindst, er Kinas centrale konkurrencemål at komme op på siden af USA's teknologiske overlegenhed og overgå den.
Hvad gør de to lande for at undgå krig ud over at stille op med afskrækkende militære midler?
USA fastholder hele tiden at holde døren åben for Kina som del af samarbejdsaspektet. Man fremhæver, at der ikke er tale om en ny kold krig. Understreger næsten stædigt, at ét-Kina-politikken i Taiwan-spørgsmålet er uforandret, trods tegn på det modsatte. Man fastholder fuldt åbne diplomatiske og militære konsultationer. USA er omhyggelig med ikke at overdrive vurderingen af Kinas militære styrke. USA er ikke afvisende over for fortsat at fastholde en økonomisk-teknologisk afhængighed, som man ved ikke kan rives i stykker uden stor skade på USA's økonomi.
USA har valgt som led i rivaliseringen at tage afstand fra dele af den økonomisk globaliserede verdensorden, som USA selv har skabt gennem verdenshandelsorganisationen WTO. Det vil dog næppe gavne overordnede amerikanske interesser. Henry Kissinger foreslog i sin tid et samarbejde mellem USA og Kina, og i den nye amerikanske nationale strategi tales fortsat om samarbejde som en tredje mulighed. USA søger også at samle verden om de fundamentale trusler mod menneskeheden, eksempelvis klimaforandringerne, som kun kan imødegås med international regulering. Det sammen gælder truslerne mod verdensfreden: Nordkorea, pandemier, underudvikling.
Kina accepterer ikke USA's åbenlyse politiske, økonomiske, militære og teknologiske inddæmning af Kina eller USA’s hegemoniske, unilaterale politik. Landet fastholder ikke desto mindre, at USA fortsat har et lederskab i verden, og at Kina ikke ønsker at detroniserede USA og overtage dets globale rolle. Her er muligheden for et handlerum. Videre har begge parter forskanset sig i centrale områder som demokrati, menneskerettigheder og individuel frihed. I denne sammenhæng ses store sprækker i eksempelvis USA’s opfattelse af menneskerettigheder, som er i stærk modsætning til europæiske opfattelser, som ikke ser våbenbesiddelse og dødsstraf som rettigheder og ser racediskrimination og ekstrem fattigdom som krænkelser.
Spørgsmålet er: Kan USA og Kina – trods dybe modsætninger – sammen umuliggøre verdenskrigen?
Det fundamentale problem er, at USA i sine strategiske mål har bundet sig til masten i form af fastholdelse af globalt lederskab og global overlegenhed. Tilsvarende at Kina i Taiwan-konflikten har bundet sig til i sidste instans at bruge krig som løsning.
Det betyder, at kun en frigørelse fra bindingerne, en ændret verdensorden forårsaget eksempelvis af fremkomsten af nye stormagter eller etableringen af en fælles global front mod de universelle eksistentielle klimatransformationer, skal vise sig på den internationale horisont for at undgå en globalt ødelæggende krig.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.